Noah: EU’s landbrugsudspil underminerer klima, miljø og jobs

Af Natalia Lehrmann
Research og kampagne, Noah

EU har, siden Kommissionens forslag blev offentliggjort i juni, forhandlet, hvordan EU’s fælles landbrugspolitik (CAP) skal se ud efter 2020.

Det vil få stor betydning for Danmark og globalt set. Det vil det, fordi landbruget står for en tredjedel af Danmarks klimaudslip, og EU benytter et landbrugsareal, der er halvanden gang så stort som det tilgængelige i Europa og dermed ødelægger natur og menneskers levevilkår verden over. Og det vil det, fordi vi ifølge FN kun har 60 år tilbage med frugtbar jord – og nok kun 40 år i Danmark – hvis vi fortsætter med det konventionelle landbrug, og fordi vi står midt i den største biodiversitetskrise siden dinosaurernes uddøen.

Derudover ødelægger landbrugspolitikken livet på landet ved at negligere de små landbrug og dermed sørge for jobs og understøttelse af lokalkulturen.

Det er uansvarligt, at Kommissionen ikke opstiller mål om drastisk nedsættelse af den animalske produktion, da den står for tre fjerdedele af landbrugets landfodaftryk. 

Natalia Lehrmann

Vi har allerede mistet en tredjedel af de små landbrug og ser fortsat ud til at miste millioner af jobs. Forskning peger også på, at de små landbrug generelt passer bedre på miljøet. Derfor har Noah sammen med Frie Bønder – Levende Land rettet en lang række henvendelser til Kommissionen og politikerne, der skal forhandle.

Det er også tankevækkende, at forslaget møder skarp kritik fra EU’s revisionsret (ECA):

Hvis ikke Kommissionen er ambitiøs nok med sine betingelser og tilsyn, kan det føre til, at medlemsstaterne vælger de mindst ambitiøse miljøtiltag.

Natalia Lehrmann

“Til trods for Kommissionens ambitioner og anmodninger om en grønnere CAP, reflekterer forslaget ikke nogen klar øgning i miljø- og klimaambitioner,” har ECA erklæret i en holdningstilkendegivelse.

ECA peger derudover på, at det er “[...] uklart, hvordan Kommissionen ville kontrollere [myndigheders] planer for at sikre miljø- og klimaambitioner.”

Kommissionen lover, at 40 procent af CAP’ens budget vil bidrage til klimahandling. ECA finder imidlertid ikke beviser for, at dette stemmer og har udtrykt:

“Vi finder, at CAP’ens estimerede bidrag til klimamålsætninger er urealistisk.”

ECA peger endda på, at man risikerer, at der bliver brugt færre penge på klima inden for andre politikområder ved at overdrive CAP’ens bidrag til klimatiltag.

Det er uansvarligt, at Kommissionen ikke opstiller mål om drastisk nedsættelse af den animalske produktion, da den står for tre fjerdedele af landbrugets landfodaftryk. Kommissionen lægger derudover op til, at der stort set ikke vil ske en ændring af de miljømæssige krav, og det vil give plads til et fortsat udvidelse af miljøskadelige industrilandbrug.

Betingelserne for støtte (conditionalities) og indikatorerne bør skabe grobund for omstilling væk fra det konventionelle landbrugspraksisser i forhold til at sørge for bedre dyrevelfærd, sædskifte, måling af opbygning af jordens organiske materiale via kompostering, bevarelse og genopretning af biotoper, måling af forbedret biodiversitet, mindskning af udvaskning, afvikling af pesticider med videre.

Derudover bør CAP’en også indføre sociale betingelser ved at anerkende værdien af landbrugsarbejde og respektere rettigheder, uanset om arbejderne har status af landmand, ansat, sæsonarbejder eller permanent arbejder.

Ikke nok med det, Kommissionen lægger samtidig op til mindre tilsyn. Det er problematisk, hvis man vil sørge for, at medlemsstaterne lever op til målene. Tilstrækkeligt tilsyn er nødvendigt for at sørge for, at medlemsstaterne tager ansvar.

Udspillet lægger op til at indføre nationale strategiske planer, som skal levere på generelle målsætninger opstillet af Kommissionen. Hvis ikke Kommissionen er ambitiøs nok med sine betingelser og tilsyn, kan det føre til, at medlemsstaterne vælger de mindst ambitiøse miljøtiltag og ikke giver tilstrækkelig opbakning til småskalalandbrug og dermed et ræs mod bunden.

Kommissionens opstillede mål er meget generelle, og denne model vil nødvendiggøre en stærk og velfungerende overvågningsmekanisme til at sørge for, at medlemslandene leverer det, de lægger op til i deres egne ”strategiske planer” og indfrier de generelle mål.

Kommissionen lægger op til at bevare den såkaldte koblede støtte til animalsk produktion, herunder foder. Det afspejler, at Kommissionen fortsat vægter animalsk produktion. Kommissionen ser dermed helt bort fra de mange problemer, der skyldes overproduktion og -forbrug af animalske produkter. Der er behov for mål om at droppe den koblede støtte, så prisen i højere grad afspejler produkternes store aftryk på miljø, dyre- og planteliv. Men som støtten er indrettet nu, er arbejdsbyrden for den enkelte landmand mindre, hvis vedkommende har et industrilandbrug end fritgående dyr.

EU-støtten burde kompensere tilstrækkeligt for det, men burde samtidig også støtte op om afvikling af fabrikslandbrugene og gøre foderet dyrere via mindre støtte til foderafgrøder og sætte en stopper for billig import af sojaafgrøder. Det vil bevirke en højere pris på kød og dermed et lavere forbrug.

I stedet burde EU begynde at støtte op om proteinafgrøder til menneskekonsum. Det skal kunne betale sig for landmænd at omlægge deres landbrug til at have færre, fritgående dyr og dyrke afgrøder til menneskekonsum frem for at fortsætte med konventionelle industrilandbrug.

Det er et kæmpe problem, at Kommissionen lægger op til ”grøn vækst” og koblet støtte til biobrændstoffer. For i praksis betyder det, at EU optager store områder til bioenergiafgrøder og -plantager i stedet for at bruge disse områder til fødevarer, hvilket øger efterspørgslen på landbrugsjord globalt.

Derudover vil man aldrig kunne kalde skadelig overproduktion ”grøn”, og derfor er det misvisende at sige, at der er tale om ”grøn vækst”, når der opdrættes flere svin, blot fordi man så benytter gyllen til at producere biogas. Ligesom udfasning af den animalske produktion haster det, at bioenergi udfases hurtigst muligt og ikke udbredes endnu mere.

Det handler om, at vi skal nedbringe vores samlede ressourceforbrug og aftryk på land. Ellers vil Danmark og EU heller ikke leve op til hverken klima- eller verdensmål.

Som det er nu, modtager 20 procent af landbrugene 80 procent af landbrugsstøtten. Der er behov for at omfordele støtten, for mens de store landbrug udvides, har vi på ti år set en nedgang på en tredjedel af Europas små landbrug. Hvis de mange små landmænd skal klare sig, er der derfor behov for at omfordele støtten til de mindste landbrug, det vil sige særligt dem under ti hektar.

Det hænger sammen med, at 75 procent af alle landbrug i EU – der kun ejer 11 procent af landbrugslandet – er under ti hektar. Men Kommissionen lægger i praksis op til at sløjfe omfordeling af de direkte betalinger (søjle 1), der gives ud fra, hvor meget areal hver landmænd har.

Kun tre procent af landbrugene ejer over halvdelen af Europas landbrugsland. Et loft over støtten på landbrug over 100 hektar er derfor nødvendigt for at vende udviklingen mod koncentration af ejerskab på få hænder. ECA har også peget på, at de direkte betalinger ikke er det mest effektive til at støtte levedygtige indtægter til landmænd.

Kommissionen er kommet med et forslag til et loft over støtten (capping), men det er vildledning, for fradragsmuligheder betyder, at capping – som foreslået af Kommissionen – reelt ikke reducerer udbetaling af hektarstøtte til de store landbrug. Derudover lægges der op til, at der bliver få eller ingen midler til omfordeling, i og med man ønsker at finansiere denne via capping.

Konsekvensen vil være, at millioner af jobs fortsat vil gå tabt, og at miljøet bliver mere og mere belastet i takt med stigende udvidelse af industrilandbrug.

Kommissionen lægger med sit nye udkast til budget op til, at landdistriktsstøtten (søjle 2), der blandt andet kan benyttes til at støtte økologiske landmænd og omlægning af konventionelle til økologiske landbrug, vil falde med 25 procent i nominelle termer. Derudover vil krav om national medfinansiering i søjle 2 endvidere være en ulempe for mindre bemidlede områder i EU.

I stedet for at skære ned på landdistriktsstøtten bør midlerne prioriteres til miljøskånsomme praksisser og grøn omstilling, der skaber lokal resiliens og arbejdspladser på landet via blandt andet lokale fødevaremarkeder. Det kræver også, at støtten ikke kan anvendes til fortsat udbygning af det industrielle landbrug, hvilket søjle 2 tidligere også har været benyttet til.

Kommissionen har også lagt op til en krisereserve, der skal støtte op om landbruget i kriseperioder. Men den løser ikke roden af problemet: ustabile markeder.

Derfor bør EU gøre fødevaremarkedet stabilt ved at bekæmpe finansiel spekulation i råvarer inklusive landbrugsvarer. Man har blandt andet ikke indført tilstrækkelige begrænsninger på besiddelser (positioner) eller skabt et gennemsigtigt marked, hvilket har bevirket, at spekulationsbobler kan fortsætte.

Det er endvidere ikke i orden, at finansiering af krisereserven vil finansieres af søjle 2-budgettet. Priser på jorder bør også reguleres, så der ikke kan gambles i, at landbrugsjord stiger og falder med stor landbrugsgæld til følge.