Debat

Norsk professor: Hvad skal et ton CO2 koste?

Norge fastsætter CO2-afgiften i deres statsbudget. Men hvad bør et ton CO2 koste? Og kan vi overhovedet bruge CO2-regnskab til at bremse klimaændringerne, særligt nu hvor klodens temperatur stiger så hurtigt, som den gør, spørger norsk professor i økonomi, Knut Einar Rosendahl.

Det norske finansministerie, ledet af finansminister Trygve Slagsvold Vedum, meldte sidste år ud, at Norge vælger at&nbsp;følge de principielle anbefalinger fra Hagen-udvalget i forhold til CO2-priser. Har ministeriet lagt sig på et for lavt prisniveau? Ja, mener Knut Einar Rosendahl.<br>
Det norske finansministerie, ledet af finansminister Trygve Slagsvold Vedum, meldte sidste år ud, at Norge vælger at følge de principielle anbefalinger fra Hagen-udvalget i forhold til CO2-priser. Har ministeriet lagt sig på et for lavt prisniveau? Ja, mener Knut Einar Rosendahl.
Foto: Beate Oma Dahle / NTB
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvad koster et ton CO2? Det afhænger af, hvem du spørger.

Hvis du spørger en norsk lastbilschauffør, vil denne svare, at hun i 2023 vil betale en CO2-afgift på 952 norske kroner per ton CO2, eller 2,53 norske kroner per liter diesel. Måske vil chaufføren tilføje, at hun også betaler en dieselafgift, som virker på akkurat samme måde som CO2-afgiften, men har et andet formål.

Hvis du i stedet spørger en industrivirksomhed, vil virksomheden tjekke dagens kvotepris (som i skrivende stund er 785 norske kroner per ton CO2). Det er sandsynligt, at virksomheden vil afholde sig fra at fortælle dig, at den er tildelt mange emissionskvoter gratis, og dermed i praksis betaler meget mindre. Spørg du i stedet et olieselskab, vil selskabet være hurtig til å fortælle, at det betaler både CO2-afgift og kvotepris.

Hvad så med bonden? Han betaler også CO2-afgift for sin traktors diesel, men slipper for at betale for metan-udslip fra koen, der står på græs (og som udgør størstedelen af drivhusudledningen i landbruget). Kigger vi ud over Norges grænser, finder vi et virvar af CO2-priser – og mange af stederne finder vi ikke priser som i Norge.

Ikke så enkelt

Hvordan endte vi her? I økonomernes simple verden er klimaproblemet let at løse: Lad alle i hele verden (i hvert fald hele Norge) betale den samme pris for deres CO2-udslip. Prisen sættes på et passende højt niveau. Enkelt og godt!

Hvorfor er det ikke sådan i virkeligheden? Det er der både gode og mindre gode grunde til, hvilket vi økonomer også har forstået. 

En af de første ting, som Biden-administrationen gjorde sidste vinter, var at hæve SCC tilbage til 51 USD. Men er det det rigtige niveau? 

Knut Einar Rosendahl, professor i samfundsøkonomi, NMBU

En central begrundelse for forskellig behandling af forskellige sektorer er, at vi har en åben økonomi, hvor virksomheder i større eller mindre grad konkurrerer med virksomheder i andre land.

Hvor høj skal CO2-prisen være – hvad er et ”passende højt niveau”? Hvad er de faktiske omkostninger for samfundet, når det pålægges et ekstra ton CO2-udledning? Her findes der forskellige svar samt forskellige måder at ræsonnere  på.  

En mulig fremgangsmåde er at forsøge at beregne, hvad et ekstra ton CO2-udledning vil medføre af øgede klimaforandringer og tilhørende omkostninger i fremtiden  (”social cost of carbon” - SCC). Nøgleordet her er ”prøv”. Der er store og detaljerede modeller, der kan bruges til dette, og William Nordhaus modtog i 2018 Nobels mindepris i økonomi for sit banebrydende arbejde med at udvikle den såkaldte DICE-model.

Et problem med disse modeller er dog, at de består af mange usikre faktorer.

Et andet problem er, at man skal beslutte sig for, hvor meget vægt man skal lægge på klimaændringerne, der vil ske langt ude i fremtiden – det vil sige, at man skal vælge en diskonteringsrente. Estimater for SCC forventes at have negative omkostninger på helt op til 100.000 USD per ton.

Mindre vægt på fremtidige generationer

I USA er beregninger af SCC centralt for myndighedernes regulering af drivhusgasser. Dette blev først indført af Obama-administrationen i 2010. Da Donald Trump tog over i 2017, blev man ved med at bruge SCC, men niveauet blev stærkt reduceret.

Hvorfor? Trump-administrationen valgte at bruge en klart højere diskonteringsrente (som lægger mindre vægt på fremtidige generationer), og valgte kun at lægge vægt på klimaændringer i USA. Pludselig blev SCC reduceret fra 50 til én USD per ton.

En af de første ting, som Biden-administrationen gjorde sidste vinter, var at hæve SCC tilbage til 51 USD. Men er det det rigtige niveau? Beregninger af SCC har haft en tendens til at stige over tid, da modellerne inkluderer gradvist flere effekter af klimaændringer.

Det grundlæggende ved beregningerne af SCC er, at vi ved for lidt om de mange mulige konsekvenser fremtidige klimaændringer kan medføre, og hvilke omkostninger de vil have for samfundet.

Selvom klimaforskere er sikre på, at klimaforandringerne finder sted og at de hovedsageligt skyldes menneskelig aktivitet, er vi på vej ind på ukendt territorium, når klodens temperatur stiger så hurtigt, som den gør nu.

Dette er også grunden til, at verdens ledere gennem Paris-aftalen er blevet enige om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader ved COP-mødet i Glasgow i 2021, frem for at bruge DICE eller lignende modeller til at beregne, hvad der er det optimale emissionsniveau.

Finansministeriet har sat sig på for lavt et prisniveau

En anden måde at ræsonnere på er derfor at estimere, hvilken CO2-pris, der globalt skal til, for at verden når målet på 1,5 grader. Det vil sige, at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Denne procedure blev anbefalet af Hagen-udvalget i 2012 (NOU 2012:16), til brug for samfundsøkonomiske analyser af blandt andet transportprojekter og andre projekter, der involverer mere eller mindre udledning af drivhusgasser (om end baseret på to graders målet, som gjaldt før Paris-aftalen kom i 2015).

Det er nu meget tvivlsomt, om verden vil kunne begrænse opvarmningen til 1,5 grader. Det betyder ikke, at omkostningerne ved CO2-udledning skal være lavere, tværtimod

Knut Einar Rosendahl, professor i samfundsøkonomi, NMBU

Sidste år udkom det norske finansministerie endelig med retningslinjer for CO2-priser i samfundsøkonomiske analyser, hvor de stort set valgte at følge de principielle anbefalinger fra Hagen-udvalget. Men har ministeriet alligevel lagt sig på et for lavt prisniveau? Ja, det mener jeg.

Paal Brevik Wangsness og jeg har i en nylig udgivet TØI-rapport gennemgået forskningslitteraturen og undersøgt, hvor høje CO2-priser skal være globalt, for at nå målet på 1,5 grader. Efter 2030 er disse klart højere, end hvad Finansministeriet anbefaler.

Hvad forårsager det? Ministeriet har valgt at tage udgangspunkt i IEA's bæredygtighedsscenarie. I dette scenarie har IEA inkluderet en bred vifte af virkemidler ud over CO2-priser. Det betyder kort fortalt, at CO2-priserne i IEAs scenarie kun afspejler dele af omkostningerne for at nå klimamålet.

Dermed undervurderes de samfundsøkonomiske omkostninger ved CO2-udledning, hvis man stirrer sig blind på CO2-prisen i IEA's scenarie. Finansministeriet bør derfor, efter vores opfattelse, anbefale en højere pris for CO2-udledning i samfundsøkonomiske analyser.

Det er nu meget tvivlsomt, om verden vil kunne begrænse opvarmningen til 1,5 grader. Det betyder ikke, at omkostningerne ved CO2-udledning skal være lavere, tværtimod.

Jo længere op i temperaturskalaen vi kommer, jo vigtigere bliver det at reducere udledningen af ​​drivhusgasser, og jo dyrere bliver CO2-udledningen for samfundet.

 

Oversat fra Altinget.no 

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion