Nyt samarbejde skal booste fødevareforskningen

FORSKNING: Københavns Universitet og DTU indleder nu et samarbejde på fødevare- og veterinærområdet. Det skal styrke Danmarks fødevareproduktion, fødevarekvalitet og fødevareforskning.
Nu skal Københavns Universitet og DTU arbejde sammen om deres fødevare- og veterinærforskning. Målet er at styrke den danske fødevareindustri og -produktion, sikre fødevarekvalitet i hele jord-til-bord-kæden og Danmarks europæiske position inden for fødevareforskning. Det skriver de to universiteter i en fælles pressemeddelelse mandag.

Ifølge pressemeddelelsen dækker de to universiteter tilsammen omkring 85 procent af al fødevareforskning i Danmark. Med samarbejdet vil de danne det, de betegner som et "internationalt kraftcenter", der matcher de stærkeste i verden. På den måde regner de også med at kunne tiltrække flere EU-midler og store forskningsprojekter.

"Perspektiverne for Danmark i det kommende samarbejde er store. Det vil sikre vækst inden for dansk fødevareindustri og derved styrke et af Danmarks vigtigste eksportgrundlag. Regeringen har udtrykt et klart ønske om, at danske universiteter skal være blandt Europas absolut førende universitetsmiljøer. Dette samarbejde er et skridt i den retning," udtaler prorektor på Københavns Universitet, Thomas Bjørnholm.

Første skridt: Overblik over forskningsaktiviteterne
Samarbejdsaftalen løber over de næste fem år, og et af de første initiativer er et virtuelt center, hvor erhvervsliv, myndigheder, forskere og studerende kan få et overblik over de to universiteters aktiviteter på fødevare- og veterinærområderne.

0:000:00