Debat: Landbrugsstøtten falder i de forkerte lommer

KRONIK: EU’s landbrugsstøtte er uegnet som indkomststøtte. Til gengæld indeholder den potentialet til at sikre den grønne omstilling, men EU-Kommissionens budgetforslag udhuler denne mulighed, skriver Leif Bach Jørgensen og Steen Gade.

Af Leif Bach Jørgensen og Steen Gade
Henholdsvis landbrugsfaglig medarbejder i Det Økologiske Råd og formand for Nyt Europa

EU-Kommissionen har fremlagt et forslag til en reform af EU’s fælles landbrugsstøtte, CAP (Common Agricultural Policy), samt et nyt flerårigt budget for EU for perioden 2021-2027.

Landbrugsstøttens andel af det samlede budget har tidligere ligget over 40 procent af det samlede EU-budget, men er over de seneste årtier faldet jævnt.

Kommissionens budget fortsætter denne trend, så vi kommer under 30 procent af det totale EU-budget ved afslutningen af den kommende reformperiode.

Landbrugsbudgettet er stort set fastholdt i løbende priser. Med to procent årlig inflation betyder det et fortsat fald i faste priser på 15 procent for den samlede europæiske landbrugsstøtte (fraregnet Brexit).

For Danmark vil der ske et fald fra 2020 til 2021 på knap fire procent på grund af en fortsat udligning af støtten mellem nye og gamle medlemsstater, og støtten vil i 2027 ligge 16,4 procent under støtten i 2020.

Formålet er aldrig blevet opfyldt
I Kommissionens budgetforslag for CAP’en er der fortsat en opdeling mellem "en direkte støtte" i søjle 1 og "landdistriktsstøtten" under søjle 2.

Den direkte støtte uddeles til alle landmænd efter hvor mange hektar jord, de ejer. Eneste forudsætning er, at landmændene overholder gældende lov (udtrykt under kravene til ’konditionalitet’), og ved overtrædelser kan der trækkes i støtten.

I Kommissionens reformforslag går man nu som noget nyt over til at kalde den direkte støtte for "basisindkomststøtte".

Siden oprettelsen af EF har et af formålene med den fælles landbrugsstøtte været at sikre landmændene en indkomst på niveau med lønmodtagerne i andre grene af samfundet.

Men denne del af målsætningen er det aldrig lykkedes at opfylde for alle landmænd i EU-landene.

Støtten ender hos jordejeren, ikke på marken
Problemet er, at den direkte støtte kapitaliseres i jordpriserne: Prisen på jord fastsættes således dels efter jordens dyrkningsmæssige værdi og dels efter den støtte, der er til arealet.

Dermed går støtten til jordejerne frem for til dem, der dyrker markerne (bemærk, at over en tredjedel af danske marker er forpagtede).

Det er altså ikke nødvendigvis landmanden, der dyrker jorden, som får glæde af støtten.

Derfor er CAP’en uegnet til uddeling af indkomststøtte. Og derfor bør vi gå efter en fortsat udfasning af støtten i søje 1.

Hvis der er behov for indkomststøtte til landmænd i Europa, så bør det ske via de sociale fonde, som er langt bedre egnede til at tilpasse og strukturere støtten efter de sociale behov.

Begrænsninger muliggjorde små og mellemstore landbrugs eksistens
Som nævnt uddeles landbrugsstøtten efter, hvor mange hektar jord landmanden ejer.

Det vil sige, jo mere jord du ejer, jo mere får du i støtte. Er det retfærdigt?

Tidligere har dansk landbrug været reguleret gennem Landbrugsloven, som fastlagde, hvem der måtte eje jord, og hvor meget jord og hvor mange ejendomme en enkelt landmand måtte eje.

Denne begrænsning for landbrugene hang fint sammen med organiseringen inden for andelsbevægelsen og landbrugets følgeindustrier, hvor man havde rettigheder efter "hoveder" frem for efter "høveder".

Det har gjort det muligt, at små og mellemstore landbrug har kunnet eksistere side om side gennem årtier. Med det kneb altså med at hente en rimelig indtægt hjem fra bedrifterne, målt i forhold til det øvrige arbejdsmarked.

Små danske landbrug på vej til at uddø
I dag styres landbrugets udvikling efter markedskræfterne.

Fogh-regeringen liberaliserede landbrugsloven i 00’erne, så der i praksis ikke længere er begrænsninger for, hvor meget jord en landmand må eje.

Slagterier og mejerier er centraliseret, så deres karakter af andelsvirksomheder har svindende betydning.

Landbrugsbedrifterne bliver større og større, og det bliver muligt for de store landbrug at opnå betydelige stordriftsfordele, mens hverdagen for de mindre brug besværliggøres og fordyres.

Vi ser i Danmark en strukturudvikling, hvor “familiebruget” og de mindre brug er på vej til at uddø som en mulig driftsform.

I mange andre lande er problemet endnu større, fordi hovedparten af bedrifterne er ganske små.

Kompensation for stordriftsfordele
Stordriftsfordelene er reelle og betydelige – derfor er det uomtvisteligt, at et støtteregime, uden hensyntagen til bedriftsstørrelser, vil fremme strukturudviklingen og afviklingen af de mindre brug – som vi har set det særligt gennem de seneste årtier, og som vil fortsætte, hvis det ikke lykkes at sætte ind med en effektiv kompensation.

For at imødegå denne udvikling og sikre de mindre brugs mulighed for overlevelse lægger Kommissionen op til et nyt system for “capping”, hvor støtten fra de største bedrifter omfordeles til mindre brug.

For at skabe mere lige konkurrencevilkår mellem store og små brug skal de mindre brug kompenseres for stordriftsfordelene, da det ikke længere sker via markedet eller andelsbevægelserne.

Støtten skal reduceres degressivt fra et niveau på cirka 450.000 kroner per bedrift, så støtten helt bortfalder ved cirka 750.000 kroner per bedrift.

Et simpelt degressivt støttesystem
Den foreslåede model vil ikke opfylde hensigten.

Både fordi der skal beregnes et fradrag for beskæftigede (som samtidig er administrativt tungt og imod hensigten om simplificering), og fordi det må formodes, at en del jordejere vil splitte bedrifterne op for at modgå, at støtten beskæres.

Der er store værdier forbundet med de mindre ejendomme, både landskabeligt, miljømæssigt og socialt.

Der bør derfor lægges vægt på at finde frem til et nyt system, som reelt kompenserer for stordriftsfordelene. 

Vi kan for eksempel pege på et simpelt degressivt støttesystem, hvor der gives størst støtte til de første hektarer og faldende støtte efter bedriftsstørrelse, uden fradrag for beskæftigelse og med degressionen fordelt over et betydeligt længere interval, så en opsplitning er mindre oplagt.

Fra den ene til den anden søjle
Landbrugsstøtten i søjle 2, Landdistriktsstøtten, er rettet mod at skabe såkaldte “offentlige goder”.

Pengene her går for eksempel til at kompensere for meromkostninger eller tabt indtjening ved indsatser for miljø, klima og natur, til forskning og innovation, investeringer i miljøteknologi eller lokal forarbejdning, landdistriktsudvikling og så videre.

Der er her tale om frivillige indsatser, hvor støtten gives for en særlig ydelse eller som incitament for at opnå et gode.

Kommissionen har lagt op til, at der skal være vide muligheder for, at de enkelte medlemslande selv kan beslutte vedrørende fordeling af midler mellem søjlerne.

Der åbnes op for, at der kan flyttes penge begge veje: fra direkte støtte til landdistriktstøtten og fra landdistriktstøtte til direkte støtte.

Kan få negative konsekvenser for miljøet
Sådanne modsatrettede overførsler kan føre til ganske store forskelle i støttestrukturen mellem lande i EU.

Det kan få meget store negative konsekvenser for miljøet i hele EU, når nogle lande skærer drastisk i landdistriktsmidler og miljøstøtte og flytter midlerne til direkte landbrugsstøtte til landmændene.

Samtidig kan det modvirke overførsler af midler til landdistriktsordningerne i Danmark og andre lande, som kunne ønske at anvende flere midler til en grøn omstilling – overførsler, som er nødvendige, for at landene kan nå i mål med opfyldelse af diverse direktiver og forpligtelser vedrørende vand, luft, natur, miljø og klima.

Landmænd i Danmark og i andre lande i denne situation vil nemlig se dette som konkurrenceforvridning og vil argumentere for, at de ikke skal beskæres i deres “indkomststøtte”, mens andre landmænd i andre medlemsstater får mere i støtte.

Gør overflytning mellem søjler ensidig
Derfor bør Danmark arbejde for, at muligheden for overflytning mellem søjlerne gøres ensidig, så der kun bliver mulighed for at vælge overførsel af penge fra søjle 1 til søjle 2.

Det forventes, at Ministerrådet først vil fastlægge det nye flerårige budget i november 2019.

Alligevel kan parlamentet gå efter at komme langt med behandlingen af CAP’en inden EU-parlamentsvalget i maj.

Men det nye parlament vil under alle omstændigheder skulle forholde sig til indstillingen – med mulighed for at åbne op for nye forhandlinger, inden de indgår i trialogen med Rådet og Kommissionen.

Dermed er det usikkert, om den nye CAP vil kunne træde i kraft fra starten af den nye reformperiode i 2021.

Den direkte støtte vigtigst for mange
Størrelsen af landbrugsstøtten er en vigtig brik i det overordnede politiske prioriteringspuslespil i mange lande.

Landbefolkningen udgør en stor del af vælgerne, og landbrugsproduktionen udgør fortsat en væsentlig del af bruttonationalproduktet.

I mange af disse lande er den direkte støtte til landmændene den vigtigste del, så hvis CAP-budgettet står til et fald, er man primært interesseret i at skære i søjle 2.

Derfor vil mange lande i en situation, hvor der ikke er truffet en beslutning om det samlede EU-budget, sandsynligvis sikre sig ved at gå efter at fastholde så mange midler som muligt i søjle 1.

Et reduceret CAP-budget vil derfor sandsynligvis gå forholdsvis meget ud over søjle 2. En fastholdelse af niveauet i søjle 2 er kun forventeligt, hvis det samlede CAP-budget opretholdes på det nuværende niveau.

Dilemmaet for ngo’erne
Set ud fra et dansk, grønt ngo-synspunkt står vi derfor over for et dilemma.

Grundlæggende er den direkte støtte ikke vores kop te.

Det er en støtte, som landmændene får til en driftsform, som fortsat er i modstrid med miljø-, klima- og naturmålsætninger.

Det er en støtte, som fortsat favoriserer stordrift, fordi der ikke kompenseres for stordriftsfordele. Og det er en støtte, som kapitaliseres i jordpriserne og dermed går til jordejerne frem for til dem, der dyrker markerne.

Kæmp for styrket støtte til klima og miljø
Derfor bør vi gå efter en reduktion af støtten i søjle 1 – eventuelt en flytning af indkomststøtten til landmændene til en social fond, som formår at støtte reelt.

Men samtidig kan vi se, at hvis den samlede støtte står til et fald, så vil dette i mange lande betyde et markant fald i miljøstøtten.

Derfor er det afgørende, at de danske forhandlere og vi som grønne ngo’er kæmper for en styrkelse af støtten til klima og miljø og et stop for muligheden for overførsel af midler fra miljøordningerne i søjle 2 til indkomststøtten i søjle 1.

Forrige artikel Debat: EU's landbrugspolitik skal være en løftestang for klima og miljø Debat: EU's landbrugspolitik skal være en løftestang for klima og miljø Næste artikel Vegetarer: Lyt til de unge – giv dem en vegetarisk fødevarepolitik Vegetarer: Lyt til de unge – giv dem en vegetarisk fødevarepolitik
  • Anmeld

    Knud Jeppesen · Moderne Landmand

    Fejl i indlægget

    Jeg vil gøre opmærksom på at I gentagne gange i indlægget skriver at eu-støtten gives til jordejeren og ikke forpagteren. Det er direkte forkert, for støtten gives kun til den der råderetten og derved også dyrker jorden. Derved falder jeres argumentation om ejere og forpagtere til jorden. Men argumentationen kan jo så bruges omvendt, for den meget uretfærdige ejendomsskat alle landmænd betaler ligegyldigt om der overskud eller underskud i driften, er jo netop ejeren og ikke forpagteren der betaler. Fint vil I så vil afskaffe den for, den må jo så være helt uretfærdig :-)

Kandidater fra V og S: Det vil vi med landbrugsstøtten

Kandidater fra V og S: Det vil vi med landbrugsstøtten

EU: Socialdemokratiets EU-spidskandidat, Jeppe Kofod, går efter hurtigst muligt at afskaffe landbrugsstøtten og i mellemtiden gøre støtten så grøn som muligt. Venstres EU-kandidat Søren Gade advarer mod, at tiltag som disse kan ramme landbruget hårdt.