ØL undrer sig over forskningsprojekt om økologisnyd

SNYD: Et danskledet forskningsprojekt skal udvikle metoder, der kan afsløre, om en fødevare er økologisk eller ej. Økologisk Landsforening ser intet behov for forskning på området.
Fakta
AutenticFood er et nyt europæisk forskningsprojekt med forskere fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet i spidsen

Målet med projektet er at udvikle pålidelige analysemetoder, der både kan afsløre fødevarens geografiske oprindelse, og om den er økologisk eller ej.

Projektet kører de næste 3 år og er finansieret af CORE Organic II - en organisation, der donerer penge til økologiske forskningsprogrammer.

Der deltager 16 partnere fra i alt 11 lande i EU. Det samlede budget er på godt 8 mio. kroner.

Kilde: Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

Forskere fra Københavns Universitet skal stå i spidsen for et nyt europæisk forskningsprojekt, AutenticFood, som skal udvikle værktøjer, der kan spore fødevarers oprindelse og dyrkningsform. Baggrunden er ifølge en pressemeddelelse fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet flere sager om forfalskning og snyd med økologiske fødevarer.

Men den præmis kan Økologisk Landsforening ikke nikke genkendende til. Chefkonsulent i foreningen, Sybille Kyed, mener i stedet, at projektet bliver "solgt forkert", fordi det lægger op til, at fusk med økologi er et stigende problem.

"Det er ikke et billede, vi på nogle måder deler. Det er ikke udbredt med fusk med økologiske fødevarer, og vi kan slet ikke genkende den påstand i pressemeddelelsen, at højere efterspørgsel på økologi har ført til snyd. Desuden har vi i dag en god kontrol, og der er ikke noget, der tyder på, at den ikke er god nok," siger hun.

Projektleder: Vi ved, der bliver snydt
Søren Husted er professor på Institut for Jordbrug og Økologi og er projektleder på det projekt, hvor 11 europæiske lande deltager.

Han mener modsat Økologisk Landsforening, at behovet for at kunne tjekke fødevarers autencitet er til stede.

"Vi laver ikke forskningsprojektet, fordi vi mistænker folk for at snyde, og vi tror ikke, der bliver snydt i Danmark. Men vi ved, at der internationalt bliver snydt, og der skal kun ganske få tilfælde af økologisk snyd til, før det bliver et problem, da det er sjældent, man kan smage sig frem til en forskel. Derfor er målet at udvikle en metode, hvor man kan undersøge en fødevare ved mistanke om snyd," siger Søren Husted.

Blandt andet vil metoden kunne være brugt i december sidste år, hvor blev det afsløret, at mere end 700.000 tons forfalskede økologiske produkter fra Italien var blevet solgt til en lang række lande. Også til Danmark, hvor der fra 2007 til 2011 angiveligt blev importeret dyrefoder, der trods løfter om økologi var fremstillet af almindeligt dyrkede afgrøder.

Fødevarernes fingeraftryk
Projektet ventes allerede om et par år at have et værktøj til at identificere fødevarernes oprindelse på plads. Det skyldes, at den nødvendige teknologi og viden allerede findes, men ikke er sat i system, siger Søren Husted og forklarer teknikken bag:

"Vi går ind og kigger på plantens mineralogiske sammensætning. Den varierer overalt, fordi jorden har en bestemt sammensætning i forskellige områder. Planten modtager med andre ord et fingeraftryk fra jorden, og det fingeraftryk kan vi finde og tjekke, om planten nu også er økologisk eller kommer derfra, hvor producenten påstår," siger han.

0:000:00