Politikere freder din bøf

KLIMA: Der kommer ikke nogen CO2-afgift på kød. Sådan lyder det fra flere partier, på trods af at kød er en stor klimasynder. Concito efterlyser politisk initiativ.
Danmark er det land i verden, hvor man spiser mest kød per indbygger.
Danmark er det land i verden, hvor man spiser mest kød per indbygger.Foto: Angermann
Agnete Finnemann Scheel

Det lyder meget svensk

Mikkel Dencker
Klimaordfører, Dansk Folkeparti
Fakta

TEMA: Flugten fra skatterne og afgifterne

Som optakt til regeringens kommende Jobpakke sætter Altinget.dk i den næste tid fokus på de skatter og afgifter, som påvirker danskerne og landets virksomheder. 

Hvis du har lyst til at deltage i debatten med kommentarer eller debatindlæg, kan du skrive til [email protected].



Kilde: Altinget.dk

Der er ikke grund til at hamstre saftige kalvebøffer, stramme svinemørbrader eller lækre lammekotelletter til fryseren i tilfælde af akut afgiftspanik.

Folketingets partier freder nemlig de danske kødgryder fra en CO2-afgift, som den grønne tænketank Concito peger på, vil være midlet til at skrue ned for den klimabelastende kødproduktion.

”Det er ikke noget, der er politisk grobund for lige nu,” siger Rasmus Helveg Petersen, klimaordfører for De Radikale, som afviser, at det er noget, man vil tage op fra regeringens side. 

Danmark er et af de mest kødspisende lande i verden*, og kødproduktionen med alt, hvad den indebærer af foder, transport og ko-prutter, udgør ifølge Concito en stor del af det drivhusgas-udslip, som danskerne selv kan skrue ned for.

Generelt vil danskerne rigtig gerne ændre på deres hverdag for klimaet skyld, viser ny undersøgelse fra WWF samt Concitos seneste klimabarometer. Men bare ikke når det kommer til bøffen.

Kød giver god komfort
Og det er helt i orden, mener Lars Chr. Lilleholdt, energiordfører i Venstre. 

”Jeg tror simpelthen ikke, at det er pisken, der skal til for at få folk til at ændre adfærd. Jeg tror ikke på, at det virker, at folk skal sidde og fryse i deres huse, at de ikke må spise kød, og at de ikke må rejse nogen steder hen på sommerferie,” siger Lars Chr. Lilleholt.

I stedet skal CO2-reduktionerne findes uden for den hjemlige komfort-zone.

”Vi får reduceret udledningen af CO2 ved, at vi bruger teknologiske løsninger til at reducere udledningerne,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Det svenske eksempel
I nabolandet Sverige ser man dog anderledes på middagsbordets klimasyndere. Det svenske landbrugsministerium foreslår nu, at man ser på CO2-afgifterne på kød for at få forbrugerne til at fravælge de produkter, der udleder flest drivhusgasser.

Men det overrasker nu ikke i Dansk Folkeparti.

”Det lyder meget svensk,” er klimaordfører Mikkel Denckers første kommentar til idéen, og han afviser, at det på nogen måde er noget, Dansk Folkeparti kan bakke op om.

EL: Principielt fornuftigt
Enhedslisten er ikke så katagoriske i afvisningen af en bøf-skat, men det sociale hensyn vejer tungt, når det kommer til at beskatte fødevarer. 

”Det kunne nemt komme til at ramme socialt skævt. Hvor forhøjede afgifter vil medføre reducerede forbrug hos nogle, mens andre vil være ligeglade," siger Per Clausen.

"Og når man så forsøger at opretholde en vis form for social balance i systemet, kan det være en vanskelig manøvre,” tilføjer han.

Concito: Brug for en bred CO2-beskatning
Hos Concito forstår man godt den politiske modvilje for at lægge en afgift på kød. I steder opfordrer tænketanken politikerne til at gå forrest med en samlet skat på varer, som skal afspejle varernes enkelte klima-aftryk. 

Det idelle ville ifølge Concito være, hvis udledning af drivhusgasser generelt kostede mere, end de gør i dag.

”Når politikerne afviser det på vareniveau, må de komme med nogle gode alternativer til, hvordan man kan få afspejlet drivhusgasserne generelt i priserne,” siger Michael Minter.

I følge Concito skal danskerne hver især sænke sit personlige CO2-udslip fra 18 tons til to tons inden 2050 for at nå klimamålene.

"Det er en vandvittig stor reduktion, som vi ikke klarer alene ved teknologiske løsninger. Der skal vi også ind og kigge på adfærd," siger Michael Minter. 

 

*I den oprindelige udgave af artiklen stod, at Danmark er 'det mest kødspisende land i verden'. Det viser nogle internationale opgørelser, mens andre viser et lavere forbrug, når der er korrigeret for eksport af kød. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Helveg Petersen

Kommunikationschef, Vattenfall Danmark, fhv. MF (R), klima- og energiminister
journalist (DJH 1993)

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

Mikkel Dencker

Kommunalbestyrelsesmedlem og 1. viceborgmester (DF), Hvidovre Kommune
økonomi (Københavns Uni. 2000)

0:000:00