Rådgivere: Sådan kommer reguleringen til at skylle ind over de usunde fødevarer 

Og det stopper næppe her.

Ser man på tidligere reguleringsbølger, er der meget, der taler for, at lovgivning om befolkningens adgang til usunde fødevarer ikke begrænser sig til det første reguleringsinstrument. Erfaringen viser, at regulering ofte fører til mere regulering.

Mest illustrativt, hvis man ser på rygning, som startede med “Lov om røgfri miljøer” fra 2007. Det blev et afgørende vendepunkt i dansk rygepolitik. I 2019 kom “Handleplan mod børn og unges rygning” og senest i 2023 en forebyggelsesplan rettet mod børn og unge, herunder på tobaks- og nikotinområdet. Dertil en række afgiftsstigninger på tobak og nikotin.

Selvom vi ikke i nær samme omfang har set lige så omfattende reguleringer på alkoholområdet, går tendensen i samme retning. Seneste ved at skærpe aldersgrænserne. Unge mellem 16 og 18 år må nu kun købe alkoholholdige produkter med en alkoholprocent på maksimalt seks procent.

Seneste skud på stammen er den politiske regulering af især børn og unges skærmforbrug. Foreløbigt kulminerende med en politisk aftale om digital børnebeskyttelse, som blandt andet indeholder en aldersgrænse på 15 år for adgangen til sociale medier.

Et bombardement af advarsler

Men hvorfor kan vi i de kommende år også imødese mere regulering på fødevareområdet?

For det første ser vi en stadigt stigende mobilisering blandt eksperter og patientorganisationer i retning af at nedbringe befolkningens forbrug af ultraforarbejdede fødevarer.

Politikerne bliver bombarderet med advarsler om sammenhængen mellem “dårlig mad” og alverdens livsstilssygdomme. I et gennemreguleret samfund som det danske er det sin sag som politiker at sige nej til at “gøre noget” på fødevareområdet, når man har reguleret på tobaks-, alkohol- og skærmområdet.

Samtidig kan man se for sig, at ultraforarbejdede snacks ikke længere må være billigere end sundere alternativer.

Alexander Grandt Petersen og Martin Geertsen
Hhv. public affairs-direktør og public affairs-rådgiver hos Primetime

For det andet er sundhedsområdet kendetegnet ved, at der konstant produceres ny forskning og viden. Det gælder også i forhold til, hvad befolkningen spiser. Nye risikosammenhænge og advarsler vil nærmest automatisk få reguleringspresset til at stige.

For det tredje fører den første regulering som nævnt flere med sig. Når først ultraforarbejdede fødevarer er defineret som et strukturelt sundhedsproblem, integreret i diverse strategier og forebyggelses- og ulighedsdagsordener, og de første stramninger af lovgivninger er gennemført, bliver fravalg af yderligere regulering politisk urealistisk. Den politisk kamp handler herefter kun om, hvor hurtigt og hvor hårdt der kan reguleres. Ikke om.

Og endelig, for det fjerde, så gør det forhold, at forbruget af ultraforarbejdede fødevarer også implicerer børn det til noget nær moralsk uafviseligt ikke at gøre noget. I hvert fald for de fleste politiske beslutningstagere.

Ser man på, hvordan Danmark og store dele af den vestlige verden har reguleret rygning over de seneste årtier, tegner der sig et ganske klart mønster.

Reguleringen begyndte forsigtigt, men udviklede sig hurtigt til et sammenhængende kompleks, hvor pris, synlighed, tilgængelighed, emballage, markedsføring og adgang gradvist blev reguleret med ét overordnet formål: at flytte adfærd.

Særlige supermarkedszoner

Det samme spor kan man uden meget fantasi forestille sig i spørgsmålet om de ultraforarbejdede fødevarer.

Sundhedskredse og patientforeninger diskuterer allerede en række reguleringsgreb. Og flere kan dukke op, i takt med at presset på de politiske beslutningstagere stiger.

For det første et voksende pres for, at de statslige sundhedsmyndigheder fastlægger en klar definition og afgrænsning af, hvad ultraforarbejdede fødevarer egentlig er. En sådan definition vil fungere som det juridiske fundament for enhver videre regulering.

Dernæst kan man forestille sig, at der rejser sig krav om obligatorisk og tydelig mærkning i detailhandlen, så forbrugerne kan se, hvilke produkter der falder i den sundhedsmæssigt problematiske kategori.

Samtidig kan man se for sig, at ultraforarbejdede snacks ikke længere må være billigere end sundere alternativer. Vi ser det netop nu i diskussionen om målrettede momsnedsættelser på frugt og grønt.

Næste skridt kunne være en offentlig debat om, at ultraforarbejdede madvarer i supermarkeder burde samles i særlige markerede zoner, inspireret af den måde, tobaksvarer i dag er fysisk adskilt og gjort mindre synlige for forbrugerne.

Også markedsføringen kan komme under lup. Vi ser det allerede med regeringens forslag om forbud mod markedsføring rettet mod børn. Næste skridt kunne være et generelt forbud mod at reklamere for ultraforarbejdede fødevarer eller forbud mod mængderabatter som for eksempel “køb 3 for 2.”

Slikforbud i skoler

Sandsynligvis vil der også opstå en diskussion om øgede krav til pakningsstørrelser, neutrale emballager og begrænsninger i brugen af særlige farver og logoer, som vi så det med tobaksreguleringens virkemidler.

Endelig kan man heller ikke udelukke aldersgrænser for køb, skærpede regler for energidrikke og forbud mod indtagelse af ultraforarbejdede snacks, sodavand og slik i skoler og kommunale institutioner.

Hver for sig kan forslagene forekomme vidtgående. Samlet set udgør de imidlertid ikke en radikalt ny tankegang.

I takt med at forskningen gør os klogere på sundhedskonsekvenserne, bliver det, der virker drastisk i dag, helt rimeligt i morgen. Der er tale om en velkendt reguleringslogik, som allerede har været anvendt på tobaksområdet. 

Netop derfor er det politisk realistisk.

Når først ultraforarbejdede fødevarer i stigende grad betragtes som et strukturelt sundhedsproblem og ikke blot et individuelt valg, vil spørgsmålet ikke længere være, om reguleringen kommer, men hvilke elementer af tobaksværktøjskassen der først bliver taget i brug. 

Erfaringerne fra tobak, alkohol og skærmbrug peger i samme retning: Når et forbrug først defineres som et strukturelt sundhedsproblem, følger reguleringen næsten automatisk.

Hvis man som virksomhed i fødevarebranchen generelt ikke allerede er begyndt at forholde sig strategisk til et reguleringslandskab i bevægelse, bør det nok overvejes inden for en overskuelig fremtid.

Det samme gælder i virkeligheden dem, der efterlyser mere regulering af de ultraforarbejdede fødevarer. Patientforeninger, faglige miljøer og virksomheder, som producerer og forhandler ikke forarbejdede fødevarer, har både momentum og et godt historisk udgangspunkt fra andre regulerede områder at “tale ind i.”