Miljøkonsulenter: Private virksomheder skal have en rolle, hvis vi skal have fart i udtagning af lavbundsjorder
Udtagning lavbundsarealer går alt for langsomt. Løsningen er multifunktionelle projekter, hvor eksempelvis private energiudviklere skaffer arealer i bytte for billigere områder til solceller, skriver to miljøkonsulenter.
Helga Grønnegaard
Projektchef for strategisk udvikling, UrlandClaus Bo Andreasen
Chefudvikler, ReLandRegeringens ambition er at udtage 100.000 hektar lavbundsarealer inden 2030.
Foreløbigt er projekter svarende til fire procent af ambitionen under realisering ved hjælp af de forskellige tilskudsordninger til lavbundsprojekter.
Medregner man projekter med vådområder, så er omfanget otte til ni procent. De projekter har primært til formål at reducere udledning af kvælstof og fosfor fra landbrugets marker.
Tallene fremgår af den nye delrapport et fra ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjord.
Tilskud lokker ikke landemændene
Ekspertgruppen har til opgave at finde måder, der kan sætte fart i udtagningsindsatsen og har Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune som formand.
Erstatningsarealer vil ofte være vigtige for at skabe interesse hos lodsejere til at forhandle om at stille andre arealer til rådighed for naturprojekter.
Helga Grønnegaard og Claus Bo Andreasen
Hhv. projektchef for strategisk udvikling, Urland og chefkonsulent, DCA
I slutningen af august 2023 gav ekspertgruppen lyd fra sig med 12 anbefalinger til hurtigere udtagning af lavbundsjord.
Langsommeligheden i udtagningen er et udtryk for, at de nuværende tilskudsordninger generelt ikke er attraktive nok for landmændene.
Mange steder er udtagningen gået helt i stå, fordi der ikke kan ikke tilbydes erstatningsjord til landmændene. Ordningerne mangler finansiering til køb af erstatningsjord.
Der er smartere måder at skrue både økonomi og administration sammen på, end vi typisk ser i dag.
Erstatningsarealer er afgørende
Ekspertgruppen har for eksempel gode anbefalinger til, hvordan det vigtige jordfordelingsinstrument kan forbedres. Ved udtagning af 100 hektar lavbundsjord skal der i princippet findes 100 hektar erstatningsjord i nærområdet via jordfordeling.
Når landmænd får tilbudt at købe erstatningsarealer, vil de kunne fortsætte deres landbrugsdrift på disse arealer uden dyrkningsrestriktioner.
Samtidig med, at landbrugsdriften på lavbundsarealerne opgives, så arealerne udvikler sig til natur. Enten under landmandens nuværende ejerskab eller ved at sælge dem til nye ejere, der gerne vil eje naturarealer.
Pointen er, at erstatningsarealerne giver landmanden mulighed for at fortsætte landbrugsdriften som hidtil, blot på andre - og helst bedre beliggende og mere robuste – arealer.
Erstatningsarealer vil ofte være vigtige for at skabe interesse hos lodsejere til at forhandle om at stille andre arealer til rådighed for naturprojekter.
Den største pengepung vinder kampen om arealerne
Så vidt så godt. Men ekspertgruppen mangler at forholde sig til jordpriserne.
Det er efterhånden velkendt, at landmændenes udsigt til markant højere priser for arealer til solceller kan få den konsekvens, at der ikke kommer arealer i spil til naturprojekter, hvormed de går i stå.
Risikoen er særligt til stede, når projekterne kæmper om de samme arealer.
Hvis vi kaster et blik på de gennemsnitlige jordpriser, er det let at forstå, hvorfor det er mere attraktivt for lodsejere at sælge arealer ind til et solcelleprojekt end til et lavbundsprojekt:
Landbrugsjord: 180.000-220.000 kroner per hektar.
Vedvarende græs: 50.000-90.000 kroner per hektar.
Lavbundsarealer efter udtagning og øvrig natur: 30.000-50.000 kroner per hektar.
Areal til solceller: 350.000-450.000 kroner per hektar.
Staten køber landbrugsjorder ind, som efterfølgende kan tilbydes som erstatningsarealer for 200.000 kroner for hver hektar.
Men hvad nu, hvis en energiudvikler har planer om et solcelleprojekt i området og tilbyder landmanden 400.000 kroner for de samme arealer, som staten kan betale 200.000 kroner for?
Så sælger landmanden naturligvis til energiselskabet. Konsekvensen bliver, at der ikke kommer jord i spil til lavbundsprojektet, som går i stå.
Målrettet opkøb af 100 hektars til opstilling af solceller, koster med ovenstående jordpriser energiudvikleren 40 millioner kroner.
Arealkampen kan afløses af multifunktionelle projekter
Hvis arealet til solceller skulle modsvares af et areal til et lavbundsprojekt med tilsvarende størrelse, så måtte energiudvikleren nu i stedet for opkøbe 200 hektar.
Energiudviklerens opkøb af 200 hektar landbrugsjord til multifunktionelle arealprojekter koster – ligeledes med ovenstående jordpriser – også 40 millioner kroner.
Landmændenes udsigt til markant højere priser for arealer til solceller kan få den konsekvens, at der ikke kommer arealer i spil til naturprojekter, hvormed de går i stå.
Helga Grønnegaard og Claus Bo Andreasen
Hhv. projektchef for strategisk udvikling, Urland og chefkonsulent, DCA
Der skal nu lægges et puslespil, hvor 100 hektar skal bruges til solceller, og de øvrige 100 hektar sælges fra som erstatningsarealer til lodsejere, der ønsker at bidrage med arealer til etablering af 100 hektar natur.
Erstatningsarealerne sælges videre til markedsprisen for landbrugsarealer, det vil sige 200.000 kroner per hektar. Dermed får energiudvikleren 20 millioner kroner igen for de arealer, der har været i selskabets midlertidige ejerskab.
På den måde ender energiudvikleren med kun at have brugt et halvt så stort beløb på arealer, sammenlignet med projektet, hvor der udelukkende købes projektjord til solceller.
Konceptet kræver blot at kommunen prioriterer multifunktionelle projekter.
Alle involverede landmænd, både de, der sælger 200 hektar til energiselskabet, og de, som er købere af erstatningsarealer, sikres handler til en markedspris for landbrugsjorder.
Igen skal det understreges, at landmandens mulighed for at købe erstatningsarealer ofte vil være en forudsætning for at afgive andre arealer til samfundsønskede projekter.
Brug for finansieringsmodeller med offentlige og private kasser
Det kunne også være en naturfond, der stod bag opkøb af 200 hektar landbrugsjord.
I det tilfælde kunne de arealer, der sælges til energiselskabet være pålagt bestemmelser om, at arealerne skal overgå til natur, når solcellerne er udtjente.
Efter 30 år med solceller og uden tilførsel af gødning og pesticider vil arealerne nemlig være i en meget bedre naturtilstand end fra start.
Naturfonden ville dermed ende med at have realiseret alle 400 hektar til natur gennem smarte og langsigtede finansieringsmodeller, der i mellemtiden har bidraget med grøn strøm til klimaomstillingen.
Uanset hvem, der står bag et sådan multifunktionelt arealprojekt, så vil det være et eksempel på en finansieringsmodel med en klog kombination af private og offentlige midler, som under alle omstændigheder finder vej i det åbne land.
Det er samtidigt en måde til at sætte tempo i udtagningen af lavbundsarealer – og en hel del flere af de arealinitiativer, som skal bidrage til at løse de store klima- og biodiversitetsudfordringer.