Professor: Uklarhed kvæler den langsigtede fødevareforskning

Af Niels Heine Kristensen
Professor, Umeå Universitet og tidligere AAU Food Studie

”Eating is an Agricultural Act.” 

Sådan siger en af inspirationskilderne for store dele af den udvikling, vi har set på madscenen i Nordamerika gennem de sidste 2-3 årtier, Wendel Berry. Det er vel at mærke en noget anden udvikling end den ’fast food’ udvikling, vi nok kender bedst. Med dette peger han på de både konkrete og subtile sammenhænge, der er mellem vores daglige spisninger og så den måde, vores landbrugs- og fødevaresystem fungerer på.

Den langsigtede forskning kniber
Hvert år byder på en politisk diskussion om, hvorvidt og hvor meget der skal satses på forskning. Dette skaber måske nok noget dynamik i forskningsverdenen, men denne tilbagevendende uklarhed om ressourcer og prioriteringer betyder også, at det kommer til at knibe gevaldigt med at kunne fastholde den mere langsigtede forskning.

Forskning inden for fødevareområdet – og det omfatter i denne sammenhæng også i relation til landbrug og i relation til den daglige kost, der indtages fra de private og offentlige tallerkener – er områder, dette rammer. Som også Anders Klöcker var inde på i kommentaren på Altinget den 6. november.

Fødevareforskningen bliver udsat for det, der ligner et årligt tilbagevendende skifte mellem kvælning og kunstigt åndedræt.
Især den del af forskning inden for fødevareområdet, der er mere langsigtet, bliver ramt af disse kortsigtede tidshorisonter.
Og det betyder i praksis, at den forskning, der kræver mere langsigtede og tålmodige forskningsressourcer, risikerer at blive skåret fra eller neddroslet, da der findes færre ressourcer til denne type af indsatser.

Måske er der behov for i højere grad at fokusere på forskning der skaber ny og konkret viden om hvordan denne omstilling kan stimuleres og fremmes – i de mange forskellige led i fødevaresystemet. 

Niels Heine Kristensen
Professor, Umeå Universitet

Forskningsressourcer bliver spildt
Samtidig betyder denne opdeling i kortsigtede udbud af midler, at der må benyttes mange flere ressourcer på at definere og udarbejde ansøgninger om forskningsmidler. I mange programudbud tales der om, at der er en succesrate på under 10 procent. Hvilket i praksis igen betyder, at der bliver brugt ti gange så mange ressourcer (forskertimer) på at udarbejde ansøgninger, som ikke imødekommes.

Altså må der samlet set gå mange ressourcer til dette – som, hvis ikke det var et grundvilkår hele tiden at skulle søge midler for at bedrive forskning i dag, i stedet kunne være anvendt til forskning. Hertil kommer, at fødevareforskningen adskiller sig væsentligt fra andre forskningsdomæner. Lad mig give et par eksempler.

Forskning i bæredygtige biologiske systemer, som er et vilkår, landbruget arbejder under, falder for en stor del uden for denne kortsigtede ramme. Eller det medfører, at den viden, man kan udvikle inden for en sådan kort bevillingsramme, kun satser på metoder, der kan virke inden for en kort tidsramme. Et eksempel på dette er, at vores udvikling af viden om for eksempel 5-årige sædskifter i det økologiske jordbrug bliver umulige eller fragmenterede. De komplekse sammenhænge, der bør indgå i sådanne projekter, må derfor reduceres eller elimineres.

Behov for ændringer
Selv om der tales meget om innovation, omstilling, vækst og forandring, så er der både i virksomheder og hos mennesker mange daglige rutiner. En forandring af sådanne rutiner møder ofte modstand af forskellig karakter – det være sig interesser, strukturer, mangel på viden om alternativer, og så videre.

Vi har erkendt, at der er udfordringer i at foretage sådanne ændringer i rutiner – blandt andet fordi det kan være ukomfortabelt for den enkelte, og fordi der er usikkerhed forbundet med nye rutiner. Her savnes viden om, hvordan denne omstilling kan håndteres – i de mange forskellige konkrete kontekster.

Måske er der helt aktuelt mere behov for nye modeller for tildeling af ressourcer til forskningen, end der er brug for flere ressourcer? Måske findes der modeller for allokering af forskningsmidler, som kunne være mere nyttige, og som bedre kan understøtte den langsigtede forskning? Og måske er der behov for i højere grad at fokusere på forskning, der skaber ny og konkret viden om, hvordan denne omstilling kan stimuleres og fremmes – i de mange forskellige led i fødevaresystemet. Gennem tilpasset teknologi, gennem design af nye systemer og gennem nye partnerskaber?

.....

Niels Heine Kristensen er uddannet cand.polyt. og ph.d. Han er ansat professor, ph.d. på Umeå Universitet, som er et af Sveriges største universiteter. Niels Heine Kristensen er tidligere professor, ph.d, på Aalborg Universitet i København, hvor han var ansat fra 2009 til 2017 på Institut for Teknologi. Han er tidligere associeret professor på DTU.