Professor og folkeskolelærere: Den danske madpakkeordning har nået sidste salgsdato

Danmark har i mange år taget syvmile skridt fremad, når det gælder om at komme forrest i bussen indenfor gastronomisk og kulinarisk innovation. En udvikling, der har sat Danmark på det internationale fødevareverdenskort.

En stærk fødevaresektor, en unik førerposition på plantebaserede fødevarer, afgørende fremskridt i bekæmpelsen af madspild, en klar politisk grøn fødevarestrategi og et årligt internationalt velrenommeret fødevaretopmøde. Det er nogle af ingredienserne i denne udvikling.

Men på ét afgørende punkt har vi stået i stampe. Alt imens en decideret skolemadsrevolution i disse år går det meste af kloden rundt, så er vi herhjemme medlem af en stadig mindre og mindre klub af lande, der endnu ikke har en strategi, et program eller en politik på området.

Selvom vi som bekendt ikke har tradition for revolutioner herhjemme, da vejret sjældent er fremmende for den slags, så er der alligevel en række afgørende grunde til, at Danmarks varemærke som det lille og flade madpakkeland i længden er blevet uholdbar.

Skolen er et godt sted at starte for fødevaresystemets omstilling. Dels fordi skolen kan være en potentiel aftager af fødevarer, dels fordi den i sig selv er et lærings- og uddannelsessted. 

Bent Egberg Mikkelsen, Lis Zacho og Kirsten Vestergaard Hansen
Hhv. professor, Københavns Universitet og folkeskolelærere

Forført af fantastiske kantineordninger

Alt imens madpakken må tage imod tørre tæsk, så er forældregenerationen – den, vi plejer at kalde generation Y – vokset op med kæmpemæssige fremskridt i medarbejderbespisningen.

Særligt på arbejdspladserne for de højtuddannede som inden for IT, forsikring, finansverdenen og medicinalindustrien har virksomhederne udviklet kantineordninger, som har fået en afgørende rolle som rekrutterings -og fastholdelseselement.

Det er kantiner, der er gået foran med sundhedsfremmetiltag, økologiske råvarer, plantebaserede måltidsstrategier og andre bæredygtighedstiltag. Ikke sjældent hjulpet godt på vej af rundhåndede tilskud fra virksomhedernes side. Og arbejdspladsbespisningen har i sig selv været med til at hjælpe en hel branche af innovative cateringoperatører frem i markedet.

Det siger sig selv, at det for mange forældre, der hver dag bliver forkælet kulinarisk på arbejdspladsen, er svært at forstå, at deres børn i skolen i bogstavligste forstand skal spises af med noget, der er mere eller mindre tilfældigt.

Skoler kan blive afgørende i lokal fødevareomstilling

Antallet af internationale politik dokumenter fra organisationer som OECD, FAO, WHO og EU, der taler om unge og skolen som vigtige elementer i fødevaresystemets omstilling, er eksploderet over de seneste år.

Fælles for dem alle er, at de understreger kompleksiteten i den måde, produktion og forbrug foregår på i det moderne samfund. Og med kompleksiteten følger også en række barrierer. Det er groft sagt rigtigt besværlig at ændre på indarbejdede rutiner og vaner. Læring og forandring i fødevaresystemsammenhæng er med andre ord lettere sagt end gjort.

Men én ting, som alle synes at være enige om, er, at skolen er et godt sted at starte. Dels fordi skolen kan være en potentiel aftager af fødevarer, dels fordi skolen i sig selv er et lærings- og uddannelsessted. Og så er politikmagere og forskere tilsyneladende også enige om en anden ting. Nemlig at den såkaldte Whole School Approach – idéen om at skolen skal være en vigtig brik i det sociale, økonomiske og vidensmæssige netværk, som lokal samfundet udgør – er en meget anvendelig tilgang.

Skolen kan på den måde være en del af et lokalt økosystem, der både gennem sit forbrug og sin undervisning kan medvirke til at skabe bæredygtighed.

Der skal mere end en almindelig spindoktor til for at forklare, hvorfor man støtter skolemad alle andre steder, så længe det ikke er i Danmark. Og at man vil gøre det muligt at opnå tilskud til skolemad, selvom kun meget få kommuner har en ordning.

Bent Egberg Mikkelsen, Lis Zacho og Kirsten Vestergaard Hansen
Hhv. professor, Københavns Universitet og folkeskolelærere

Har aldrig været tættere på sidste salgsdato

Det er ikke bare de store supranationale organisationer, der er gået til kamp for at tænke mad på skolen på en ny måde. Også politikere fra hele verden har fået øjnene op for, hvilken værdi mad i en skolesammenhæng ville kunne skabe.

En imponerende liste af ministre fra det meste af verden har således skrevet under på den såkaldte School Meals Coalition Declaration, som udstikker strategier for, hvordan maden på skolen kan komme til at spille en mere aktiv rolle i udviklingen af bæredygtige fødevaresystemer.

Herhjemme er det udviklingsministeren, der står som underskriver. Og så kunne man måske tro, at det dermed var blevet den danske regerings politik, at der skal mad i de danske skoler. Det er imidlertid ikke tilfældet. I Danmark ser man skolemads­programmer som en del af udviklingspolitikken – ikke som en del af skolepolitikken.

Hvad man derimod ser som en del af skolepolitikken, det er reglen, der kommer til at gøre det muligt at yde tilskud til mindre velstillede familier som en del af betalingen for skolemad. En sådan ordning vil dog kun have en symbolsk betydning, fordi det kun er ganske få kommuner, hvor der findes etablerede skolemadordninger.

Den vil således ingen betydning have i de kommuner, hvor der ingen skolemad findes. Men for begge de nævnte politiske initiativer kan man slå fast, at der skal mere end en almindelig dygtig spindoktor til for at forklare den almindelige vælgerlogik. Nemlig at man støtter skolemad alle andre steder – så længe det ikke er i Danmark. Og at man vil gøre det muligt at opnå tilskud til skolemad, hvis man i øvrigt kan finde en kommune, der har en ordning.

Dertil kommer, at man allerede har en national strategi for maden i dagtilbuddene. Og det er unægteligt svært at se, hvorfor der ikke skal findes en for folkeskolen.

Næste stop skolemad?

Meget tyder på, at kommunerne er blevet trætte af at vente på en sammenhængende national strategi. I hvert fald ser det ud, til at man nogle steder er nået frem til, at man må skabe egne løsninger. At man har indset, at ordninger, hvor kioskordninger, boksarrangementer, madpakker og kommunale ordninger konkurrerer om de samme børn, i længden er uholdbare.

De er simpelthen gået i gang med at udvikle deres egne lokale løsninger. Det er i sig selv fint med lokale løsninger, men det burde være indlysende, at en eller anden form for koordinering mellem kommunerne er helt afgørende, hvis ikke samtlige 98 skal lave de samme fejl.

Men heldigvis er sommeren lang, og debatten om maden på skolen er først lige skudt i gang. Skolevalg 2021 har allerede sat mad på skolen højt på elevernes ønskeliste, nye forskningsresultater om skolemad finder i stigende grad vej til avisernes forsider, i kommunerne er lokale initiativer på vej, og på sommerens folkemøder er emnet helt sikkert at finde på både scener og telte.

Så en ting ser ud til at være sikker. Madpakken er ved at nå sin sidste salgsdato. Og regeringen får svært ved at lurepasse om en sammenhængende national strategi for maden i skolen ret meget længere.