Reaktioner på nej til Brexit-aftale: "Usikkerheden er gift for erhvervslivet"

KAOS: Bekymrende, uoverskueligt og gift for erhvervslivet, lyder reaktioner fra dansk erhvervsliv, efter det britiske parlament har stemt nej til Mays Brexit-aftale.

Dansk erhvervsliv fulgte med gru afstemningen i det britiske parlament tirsdag aften.

Her led Storbritanniens premierminister, Theresa May, et sviende nederlag i afstemningen om en Brexit-aftale med EU.

Dermed er parterne kommet et skridt tættere på en hård Brexit. Og det bekymrer i den grad dansk erhvervsliv.

”Situationen er meget alvorlig. Usikkerhed er gift for erhvervslivet og for samfundsøkonomien. Nu gælder det om at holde hovedet koldt og om at finde nye løsninger hurtigt. Et no-deal-brexit er det værst tænkelige, men jeg håber virkelig, at vi ikke ender der," siger administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, i en pressemeddelelse.

Tror stadig på en aftale
En analyse lavet for Udenrigsministeriets Brexit-taskforce viser, at alene fødevareindustrien og relaterede brancher kan få en samlet nedgang i vareeksporten på cirka 17 milliarder kroner, hvis det ender i en Brexit uden aftale.

"Lige nu er status, at Storbritannien 29. marts med stigende sandsynlighed siger farvel til EU på den hårdest tænkelige måde. En brat overgang vil uden tvivl få stor betydning for de mange tusinde danske virksomheder, som har samhandel med Storbritannien, og som blandt andet skal til at betale told og udfylde eksport- og importdokumenter," siger Dansk Industris europapolitiske chef, Anders Ladefoged, i en pressemeddelelse.

Der er stadig flere andre scenarier, som kan komme i spil og ændre på processen i Storbritannien og EU. 

Landbrug & Fødevarer tror da også stadig på, at man ikke ender i en hård Brexit. 

"Vi håber og forventer stadig, at der kommer en aftale i hus. Samtidig må vi også anerkende, at et hårdt Brexit kan blive en realitet. Vi har i fødevareklyngen længe været i gang med at forberede os på det scenarie, og det arbejde fortsætter nu," siger Anne Lawaetz Arhnung, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.

Når Storbritannien træder ud af EU, vil landet blive betragtet som et tredjeland. Det kan betyde, at stort set alle fødevarer, som fremover eksporteres til Storbritannien, skal ledsages af eksportcertifikater.

Altingets EU-redaktør har set på, hvad der nu kan ske. Læs hendes vurdering her.

Forrige artikel Hård Brexit vil give fødevareerhvervet milliardtab Hård Brexit vil give fødevareerhvervet milliardtab Næste artikel Historisk stor afvisning af Brexit-aftale kaster briterne og EU ud i uvished Historisk stor afvisning af Brexit-aftale kaster briterne og EU ud i uvished
Nye tal for medicinsk zink vækker bekymring

Nye tal for medicinsk zink vækker bekymring

FORBUD: Forbruget af medicinsk zink sætter spørgsmålstegn ved, om landbruget om få år kan udfase stoffet uden at hæve forbruget af antibiotika, lyder bekymring. Vi arbejder benhårdt på at få det til at lykkes, siger sektordirektør i Seges Svineproduktion.