Tænketank: Det er en kortsigtet og dyr prioritering af fjerne afgifter på chokolade og kaffe

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Regeringen vil fjerne afgifterne på kaffe, chokolade, mousserende vine og endda softice.
Tiltaget bliver solgt som en håndsrækning til danskerne i en tid med høje fødevarepriser. Men set fra både et sundheds-, klima- og erhvervsperspektiv, er det den forkerte vej at gå.
For hvordan giver det mening at lette prisen på udenlandske luksus- og nydelsesvarer, mens vores egen frugt- og grøntproduktion er i krise?
Hvordan kan vi samtidig acceptere, at forbruget af frugt og grønt ligger lavt – særligt blandt lavindkomstgrupper – når vi ved, at netop de fødevarer er fundamentet for en sundere og mere klimavenlig kost?
Dansk frugt og grønt i frit fald
Tallene taler for sig selv: På 15 år er dyrkningsarealet for frugt og bær i Danmark faldet med 59 procent. I dag dækker vi blot 27 procent af vores eget forbrug af frugt og grønt – det er det laveste i hele EU.
Det vil være en håndsrækning, der rækker langt ud over næste tur i supermarkedet.
Marie-Louise Boisen Lendal
Direktør, Tænketanken Frej
Og ifølge en analyse fra Madkulturen, så er tre ud af fire grøntsager og ni ud af ti frugter i danskernes indkøbskurve importeret.
Men er det så, fordi danskerne hellere vil have billig sukker og chokolade? Nej.
Faktisk går hele 85 procent af danskerne ind for momsfritagelse på frugt og grønt. Det er det klimatiltag, der har størst opbakning blandt danskerne.
Det er altså ikke et spørgsmål om, om danskerne vil have det, men et spørgsmål om, om politikerne vil prioritere det.
Forskning fra Københavns Universitet viser samtidig, at fjerner vi momsen på frugt og grønt, kan forbruget stige med cirka otte procent.
Lad os vælge fremtidens fødevarer
Vi står over for et politisk valg: Skal vi bruge skattekronerne på at gøre chokolade og champagne billigere – eller skal vi fokusere på frugt og grønt, der kan styrke både folkesundheden, klimaet og den danske produktion?
Reduktion af moms kan selvfølgelig ikke stå alene, men det er et vigtigt første skridt på vejen mod et samfund, hvor det er billigere at producere og forbruge det sunde og klimavenlige.
Når regeringen prioriterer at fjerne afgifter på udenlandske luksusprodukter, sender det et signal om, at kortsigtet forbrug vægtes højere end folkesundhed, klima og fødevarestrategi.
Det er en kortsigtet og dyr prioritering. Og vi er i forvejen verdensmestre i slikforbrug.
Vi kan vælge en anden vej: Lad os satse på de råvarer, vi bør spise mere af – frugt og grønt – i stedet for dem, vi med god grund bør skrue ned for.
Det vil være en håndsrækning, der rækker langt ud over næste tur i supermarkedet.
Artiklen var skrevet af
- Støjbergs nye ordfører langer ud efter landbruget: "Selv om dyr skal på tallerkenen, skal de have et godt liv"
- Moderaternes akavede griseforslag lyder som bluff
- Moderaterne svarer igen: Vi vil ikke lade landbruget skrive drejebogen for grisene
- Lokale Fødevarer Danmark: Vi har brug for en national madstrategi













