Debat

Ungeklimarådet: Vækst er intet forsvar for fortsat ubæredygtigt arealanvendelse

Ungeklimarådets visioner om grønnere indtægtskilder og bæredygtig arealanvendelse er åbenbart “urealistiske”, trods at vi henviser til en række eksperter. Plantebaseret protein er et vækstmarked, hvor Danmark kan opnå en styrkeposition, hvis vi tør, skriver Monika Skadborg. 

Der er ingen grund til at tro, at det skulle være realistisk at få klimaaftrykket på kød ned på et niveau, der får den økonomiske og klimamæssige bundlinje til at gå op.
Der er ingen grund til at tro, at det skulle være realistisk at få klimaaftrykket på kød ned på et niveau, der får den økonomiske og klimamæssige bundlinje til at gå op.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Monika Skadborg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Torsten Buhl anklager Ungeklimarådet for at have vendt Brundtlandrapporten "på hovedet", når vi påpeger, at det er et groft misbrug af hendes vækst-begreb at bruge hende som argument for at fortsætte den nuværende arealanvendelse. Siden det ikke lykkedes med opfordringen til at sætte sig bedre ind i, hvad Brundtland faktisk mener om vækst og landbrug, så må jeg hellere citere direkte denne gang:

“it will have to be a form of growth that is based on a different content from the one we have experienced in the industrialized post-war world. It will have to be one where the environment is an ally, not a victim.”

Vi henviser til eksperter
I samme artikel, samt i kapitel 5 af den rapport Buhl selv henviste til, kritiserer Brundtland vores landbrugsstøtte og intensive overproduktion for at underminere økosystemerne i udviklingslandene - som er dem, hvor hun i virkeligheden ser behovet for vækst. Brundtland var en af frontløberne på at påpege, at vi med den nuværende arealanvendelse undergraver både den miljømæssige bæredygtighed, vores økonomi, og vores sundhed.

Vi savner stadig et svar på, hvordan aftrykket af vores arealanvendelse skal overholde planetære grænser.

Monika Skadborg
Forperson, Ungeklimarådet

Hun er omtrent den værste kilde, man kunne vælge at henvise til, når man forsøger at påstå “vækst er lig med, at vi skal sælge flere grise”. Jeg kan kun opfordre til at give kilderne et kig og vurdere selv, om Buhls brug af hendes vækstbegreb ikke er et selvmål.

Ungeklimarådets visioner om grønnere indtægtskilder og bæredygtig arealanvendelse er åbenbart “urealistiske”, trods at vi henviser til en række eksperter. Plantebaseret protein er et vækstmarked, hvor Danmark kan opnå en styrkeposition, hvis vi tør. Det behøver man ikke være ung og uvidende for at mene: Landbrug og Fødevarer er eksempelvis gået ind på at styrke dansk plante-protein, varmt opfordret af deres klima-ekspertpanel. Det er et faktum, at man med planter kan brødføde langt flere mennesker med et lavere arealforbrug og klimaaftryk.

Buhl klynger sig til en “udbredt forventning” om, at der vil fortsætte med at være høj efterspørgsel på kød, og at andre lande umuligt kan producere det så bæredygtigt som os. Ignorerer man vores store forbrug af andre landes arealgennem importeret foder, kan man nemlig få det til at se ud som om, at vi i Danmark er særligt dygtige til “grønt kød” (som ellers er et oxymoron).

Ikke et farbart scenarium
Som om det at importere store mængder soja fra steder, hvor det medfører fældning af regnskov, for derefter at sende sojaen gennem en gris i Danmark, hvor meget protein mistes, hvorefter man sender den døde gris til Kina, virkelig skulle være den optimale bæredygtige måde at brødføde en kineser på?

Hvis vi skal undgå voldsomme klimaforandringer, er det ikke et farbart scenarium. Det betyder, at det ikke bare er nogle kortsigtede eksport-indtægter, vi skal bekymre os om - det er milliarder i udgifter til konsekvenserne af klimakrisen.

Der er ingen grund til at tro, at det skulle være realistisk at få klimaaftrykket på kød ned på et niveau, der får den økonomiske og klimamæssige bundlinje til at gå op. Selvfølgelig skal der forskes videre i grønnere animalsk produktion, men Buhl sandsynliggør på intet tidspunkt, at dette skulle være mere realistisk end at nå målet ved at satse på Ungeklimarådets løsninger. Så vi savner stadig et svar på, hvordan aftrykket af vores arealanvendelse skal overholde planetære grænser.

Må vi se nogle tal?
Eller, hvis man fortsat nægter at levere på klima-bundlinjen, hvordan man så vil betale for de endnu større samfundsøkonomiske skader? At kalde unge uvidende og forsøge at tage Brundtland til indtægt for det modsatte end hendes holdning, løser jo ingen problemer.

Må vi se nogle tal, hr Buhl: hvordan bliver I reelt bæredygtige? Vi skal nå global klimaneutralitet i 2050 og massive negative emissioner herefter, og de scenarier, der respekterer dette, involverer omlægning af arealanvendelsen. Indtil FødevareDanmark sandsynliggør, at I kan opnå bæredygtig arealanvendelse, må jeg konstatere: Kød-kejseren har ikke noget tøj på. Brug dog energien på at gøre noget ved det problem, i stedet for på at producere flere overskrifter om uvidende unge.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00