“Vi er vant til usikkerheder, men det her er helt uhørt”

BREXIT: Onsdag var en stribe fødevarevirksomheder samlet til møde i Dansk Erhverv for at klæde sig på til Storbritanniens udtræden af EU. Anbefalingen var klar: Forbered jer på et hårdt Brexit. 

Dansk Erhverv anbefaler sine medlemmer at forberede sig på et hårdt Brexit.
Dansk Erhverv anbefaler sine medlemmer at forberede sig på et hårdt Brexit.Foto: Tim Ireland/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund

“Det her ligner max kaos, om ikke en måned, så om tre.”

Kommentaren faldt sammen med en lidt opgivende attitude fra en af de deltagere, der torsdag var mødt frem til et to timer langt godmorgenmøde i Dansk Erhverv om Brexit, hvor også Fødevarestyrelsen og Toldstyrelsen var på programmet.

Og et Brexit-kaos kan da også være det, der venter landets fødevarevirksomheder om mindre end en måned, bekræftede Lasse Hamilton Heidemann, chef for EU og International i Dansk Erhverv.

“Vi anbefaler alle vores medlemmer at forberede sig på, at det her godt kan blive et hårdt Brexit,” sagde Hamilton Heidemann og uddybede hvorfor:

Vi er vant til at arbejde med forskellige usikkerheder, men vi er ikke vant til så stor usikkerhed på grund af politisk uro i Europa. Det er helt uhørt, og man kan godt savne at have et sted, hvor man kan komme af med sin frustration.

Michael Christensen
Finance manager, DK-Konfekture

“Både fordi det er en risiko, men også fordi de alternative scenarier er svære at forberede sig på, fordi vi simpelthen ikke ved, hvordan en aftale i givet fald vil se ud.”

"Vi er meget berørt"
Han var dagens første oplægsholder og forklarede til de fremmødte, at der lige nu er tre scenarier. I marts skal det britiske parlament nemlig stemme om henholdsvis en skilsmisseaftale med EU, et hårdt Brexit og så endelig en kort forlængelse af skæringsdatoen. Tre scenarier, som briterne dog ikke selv har udvist meget appetit på.  

Vi anbefaler alle vores medlemmer at forberede sig på, at det her godt kan blive et hårdt Brexit.

Hamilton Heidemann
Chef for EU og International i Dansk Erhverv

Blandt dem, der var med på en lytter, var Michael Christensen, finance manager i virksomheden DK-Konfekture, der importerer konfekture som chokolade og slik fra eksempelvis England.

“Vi er meget berørt, fordi en betydelig del af vores forretning er produkter fra England, som vi sælger i Danmark,” fortæller han til Altinget.

Michael Christensen er særligt optaget af tolden, da der for nogle af virksomhedens slikkategorier kan komme told på op imod 35 procent, hvis man ikke får en aftale med briterne. Men tankerne er også fyldt med spekulationer om dyre transportforsikringer og pundets udvikling.

“Der er så mange aspekter i det, så det er klart, at det tager ressourcer fra den daglige ledelse og drift af virksomheden,” siger Michael Christensen.

De tørre tal understreger, at der er meget på spil for landets fødevarevirksomheder.

Hvis briterne forlader EU uden en aftale, kan det i værste fald betyde en nedgang i vareeksporten på cirka 17 milliarder kroner for den danske fødevareindustri og de relaterede brancher, viser en analyse fra Copenhagen Economics udført for Udenrigsministeriet.

Ved et hårdt Brexit kan eksempelvis smør- og blandingsprodukter blive ramt af 30-40 procents told, mens grisekød bliver pålagt en toldsats på 25 procent.

Styrelser på overarbejde
Toldstyrelsen er da også blandt de myndigheder, der har travlt med at forberede sig på et scenarie med no deal.

Siden august 2018 har Toldstyrelsen ansat 42 ekstra toldere til at håndtere Brexit. Herfra lyder vurderingen, at et Brexit vil kunne få handlen med tredjelande til at stige med omkring 15 procent i forhold til i dag. Det lægger et pres på eksempelvis styrelsens it-systemer, som man er i fuld gang med at opgradere, forklarede underdirektør for kundeprocesser, Maren Holm Johansen.

Tilsvarende har Fødevarestyrelsen slået 17 stillinger op i hele landet til at håndtere kødkontrol, eksportcertifikater og grænsekontrol.

“Det er worst case-scenarie, hvis det er et hårdt Brexit, fordi så har vi ikke noget sikkerhedsnet i form af en skilsmisseaftale at læne os op ad. Ligesom i andre skilsmisser kan det blive lidt kaotisk i begyndelsen,” sagde kontorchef Anna de Klauman.

I dag udsteder Fødevarestyrelsen cirka 100.000 certifikater om året til at håndtere eksporten til tredjelande, og ud fra de tilgængelige oplysninger skønner Fødevarestyrelsen, at det tal med et Brexit vil kunne blive forøget med op mod 50.000 certifikater.

Storbritannien som tredjeland
Uanset hvilket scenarie man ender på, må man formode, at Storbritannien før eller siden bliver et tredjeland, forklarede Anna de Klauman.

Et tredjeland er et land, der ikke er med i EU, og med denne status følger mere papirarbejde og kontrol, ligesom man vil kunne blive mødt med en række krav fra tredjelandet, afhængigt af om man importerer eller eksporterer fødevarer.

"Vi forventer ikke, at der kommer særlige krav fra Storbritannien på hverken kort eller mellemlang sigt, de har hænderne fulde med overhovedet at håndtere denne her situation som et tredjeland,” beroligede Anna de Klauman.

Hun pointerede dog, at der på den anden side er en grund til, at briterne gerne vil træde ud, hvorfor der på længere sigt kan komme nogle særkrav.

“Jeg ved ikke, om det ender sådan, men noget af det, vi hører, er, at briterne gerne vil have en stærkere profil på dyrevelfærd, så spørgsmålet er, om vi om nogle år kunne få en situation, hvor de stiller særlige krav på velfærdsområdet,” sagde Anna de Klauman som et åbent spørgsmål ud i salen.

Det, myndighederne ved, er, at hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale, så vil der skulle iværksættes grænsekontrol af import af animalske produkter, levende dyr og avlsmateriale.

Usikkerheden som sidemand
Spørgelysten var stor og panderynkerne dybe denne torsdag i Børsbygningen. Selv om tiden og de gode råd randt ud, kunne deltagerne varme sig ved, at de måske får lidt mere tid til forberedelser.

I hvert fald så Hamilton Heidemann ikke en udsættelse af fristen som urealistisk. Og meget tyder på, at det lige nu er det bedste scenarie, man som fødevarevirksomhed i Danmark kan håbe på.

“Der er forskellige muligheder, men den politiske situation sidder fast lige nu, og der er desværre ingen tegn på opblødning,” lød den lidet opmuntrende melding fra Hamilton Heidemann, efter han havde gennemgået flere tætskrevne slides med overskriften "udfordringer".

Selv om Michael Christensen efter to timers Brexit-nyt er opløftet over de danske myndigheders forberedelser, så er det ikke mindst følelsen af usikkerhed, der står tilbage.

“Vi er vant til at arbejde med forskellige usikkerheder, men vi er ikke vant til så stor usikkerhed på grund af politisk uro i Europa. Det er helt uhørt, og man kan godt savne at have et sted, hvor man kan komme af med sin frustration,” siger han.

Dokumentation

Dansk eksport af fødevarer til Storbritannien, 2017

•    Mejerivarer 3,7 mia. kroner
•    Grisekød 3,4 mia. kroner
•    Fisk og skaldyr 1,5 mia. kroner
•    Enzymer 212 mio. kroner
•    Fjerkrækød 129 mio. kroner
•    Oksekød 106 mio. kroner
•    Andet (kiks, brød, drikkevarer, korn, grøntsager, æg, sukker m.m.) 2,3 mia. kroner

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna de Klauman

Vicedirektør, Landbrugsstyrelsen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Lasse Hamilton Heidemann

Underdirektør, Digitaleurope
cand.scient.adm. (Aalborg)

0:000:00