Bliv abonnent
Annonce
Om  
Johnny K. Mogensen
Karen Ellemann

Erfaren embedsmand bliver ny direktør for nordisk forskningssamarbejde

NordForsk hører under Nordisk Ministerråd og har base i Oslo.
NordForsk hører under Nordisk Ministerråd og har base i Oslo.Foto: Louise Jeppesen/norden.org
15. oktober 2025 kl. 11.50

Det er en mand med et indgående kendskab til forskningslandskabet i Danmark og Norden, der fra 1. februar 2026 skal finde sig til rette i direktørstolen hos NordForsk.

Den erfarne embedsmand Johnny Mogensen har sagt ja til jobbet som direktør. Det oplyser Nordisk Ministerråd i en pressemeddelelse.

”Det nordiske forskningssamarbejde er unikt, og jeg vil sørge for, at NordForsk bliver ved med at bidrage til forskning af højeste kvalitet, som er relevant for hele Norden,” siger Johnny Mogensen.

NordForsk, der har base i Oslo, er den største forskningsfinansierende institution under Nordisk Ministerråd. Organisationen støtter og faciliterer nordisk samarbejde inden for forskning og forskningsinfrastruktur med det formål at gøre Norden til en førende forskningsregion.

Læs også

Med sig i kufferten til den norske hovedstad har Johnny Mogensen flere års erfaring fra forskellige stillinger i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, hvor han har arbejdet siden 2002. Senest var han udsendt til Boston som Danmarks forsknings- og innovationsattaché.

Ifølge generalsekretær i Nordisk Ministerråd, Karen Ellemann, er det en vigtig opgave, der ligger klar på Johnny Mogensens kommende skrivebord:

”Store samfundsmæssige udfordringer som miljø- og klimaændringer, nye teknologier samt samfundssikkerhed og beredskab viser, at der er behov for et stærkt og tydeligt nordisk forskningssamarbejde. Jeg ser frem til at arbejde videre med dette sammen med Mogensen.”

Johnny Mogensen er uddannet økonom fra Københavns Universitet og afløser Arne Flåøyen som direktør for NordForsk.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026