Tidligere departementschef: Samfundskontrakten er brudt, når man ikke må være kritisk over for flere skatter

Flere penge uden synlige spor

Det er i sig selv en ganske sjov påstand, at de rigeste ikke længere vil betale til samfundets opretholdelse, i betragtning af at Danmark har OECD's højeste skattetryk og en i international sammenhæng særdeles høj marginalbeskatning af både arbejdsindkomst og kapitalindkomst.

En marginalskat, der netop er blevet hævet af den nu afgåede regering.

At formueskatten mødte så stor – og for venstrefløjen uventet – modstand, skyldtes ikke i særlig grad modvilje fra de rigeste, eller, som det påstås, problemer med at vurdere formuernes størrelse.

Modstanden skyldtes slet og ret, at det er en elendig skat, hvad selv Mogens Lykketoft (S) indså. Den rammer tilfældigt og ofte de forkerte personer, koster velstand og burde være overflødig, det i forvejen meget høje skattetryk taget i betragtning.

Forventer man en fair behandling af skattevæsenet som et modstykke til de cirka 50 procent af indkomsten, man godvilligt afleverer, skuffes man fælt. 

Peter Loft
Formand, Skattebetalerne

Hvis der skulle være stigende modstand mod at betale skat, hvad jeg ikke har konstateret, skyldes det formentlig snarere, at pengene ikke bruges rigtigt.

Vi sender flere og flere penge til skattevæsenet, til retsvæsenet, til sundhedsvæsenet, til militæret og til ældreplejen – desværre uden at det sætter sig synlige spor.

Ingen af de nævnte sektorer fungerer som ønsket, men alle har jævnligt fået løbende ekstra bevillinger.

Effekt af sine skattebetalinger

Mange – og med dem åbenbart også Aksel Zekeriya Bulut – synes at være af den opfattelse, at stigende bevillinger af sig selv fører til stigende kvalitet i de offentlige ydelser.

Sådan burde det selvsagt også være, men de nævnte eksempler viser, at der ikke nødvendigvis er denne sammenhæng. En dårlig løsning bliver ikke bedre af, at man bruger flere penge på den.

Måske ville den i forvejen brede accept i Danmark af høje skatter stige yderligere, hvis man fra politisk hold kerede sig mere om, at bevillingerne blev anvendt til gavn for de berørte brugere, så man så en effekt af sine skattebetalinger.

Den holdning, som der gives udtryk for i indlægget, viser netop, at samfundskontrakten er brudt sammen – men ikke fordi nogle ikke vil bidrage til samfundet.

Den er brudt sammen, fordi man efterhånden har frakendt skatteyderne enhver form for legitimitet. Betvivler man en dårlig og overflødig skat, er det selvfølgelig, fordi man ikke gider betale til dem, der har behov.

Potentielle skattesnydere

Hvis man tillader sig at stille spørgsmål om fornuften bag en skat, eller om en udgift er afholdt med rette, skydes man de værste motiver i skoene, selvom vi alle er afhængige af, at der er tillid til den måde, skatteprovenuet opkræves og forvaltes på.

Forventer man en fair behandling af skattevæsenet som et modstykke til de cirka 50 procent af indkomsten, man godvilligt afleverer, skuffes man fælt.

Betal din skat, men stil hverken spørgsmål om, hvordan pengene bruges, eller hvordan skatten er opgjort. 

Peter Loft
Formand, Skattebetalerne

Håber man på en hjælpende hånd fra de skiftende skatteministre, når administrationen er kørt i grøften, mødes man med passivitet.

Det synes, som om den herskende opfattelse er, at alle skatteydere i større eller mindre grad er aktuelle eller potentielle skattesnydere, mens for eksempel de groteske forhold på ejendomsbeskatningsområdet fuldkommen ignoreres.

Så ja; samfundskontrakten er brudt.

Betal din skat, men stil hverken spørgsmål om, hvordan pengene bruges, eller hvordan skatten er opgjort.