Akademikerne: Uden forskningsfrihed kan vi ikke have tillid til forskningen

Af Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Politikere, embedsmænd og interesseorganisationer bruger ofte forskningsresultater som argument for at trække samfundsudviklingen i en bestemt retning, og det er helt legitimt.

Men vi ser desværre flere og flere eksempler på, at eksterne parter prøver at påvirke forskningsresultaterne i løbet af forskningsprocessen.

Pludselig er der ikke længere den nødvendige armslængde mellem de politiske visioner og holdninger og den undersøgende, frie forskning.

Og så kan vi ikke have tillid til, at resultaterne er uvildige og troværdige.

Uhyrlige eksempler på forsøg på at præge forskningen
I de seneste par år har vi set uhyrlige eksempler på indgriben i selve forskningsprocessen særligt fra embedsmænd og interesseorganisationer.

Vi har set forskere, som er blevet frataget konkrete opgaver; forskere, som er blevet hængt ud i pressen som utroværdige; forskere, som efter eksterne henvendelser til deres ledere har fået mundkurv på.

Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

De er ikke bare bestillere af forskningen, de sidder også i styregrupper, reviderer forskningsrapporter og pålægger forskerne tavshedspligt om resultaterne – og de forventer sågar, at forskerne nedtoner eller direkte ændrer uønskede resultater.

Dermed mister forskningen sin legitimitet, sin gyldighed og sin troværdighed, og resultaterne kan ikke længere bruges til at udvikle samfundet efter.

Men hvorfor siger forskerne ikke fra, når det gælder forskningsfriheden og hjerteblodet? Hvordan kan de leve med, at selve grundlaget for og tilliden til deres arbejde bliver antastet?

Det er den virkelig uhyggelige del af historien, for det er der jo faktisk også nogle af forskerne, som gør.

Men så kommer truslerne ind: Forskere, der ikke retter ind og tilpasser deres forskning til de eksterne ønsker, risikerer sanktioner.

Vi har set forskere, som er blevet frataget konkrete opgaver; forskere, som er blevet hængt ud i pressen som utroværdige; forskere, som efter eksterne henvendelser til deres ledere har fået mundkurv på og forskere, som reelt ikke kan udføre deres forskning på den måde, de finder rigtigst.  

Myndighedsopgaverne har særlige udfordringer
Og vi har desværre også set universitetsledelser, som har indgået aftaler om, at forskerne har tavshedspligt og ikke må drøfte eller offentliggøre deres resultater, fordi deres projekt er en leverance til et ministerium eller en privat part, som ønsker at præge resultaterne.

Problemerne har været størst på myndighedsopgaverne, hvor forskernes viden og resultater skal danne grundlag for konkrete samfundsindsatser, som kan være omkostningstunge og påvirke rammebetingelserne for centrale erhverv.

Og hvor forskningen har stor betydning for beslutninger, der kan have vidtrækkende konsekvenser for borgere og samfund.

Her er det kommet så vidt, at de universiteter, der løser myndighedsopgaver, reelt står med en trussel om, at opgaverne sendes i udbud og overgår til private aktører, hvis ikke de løser opgaverne, som myndigheden ønsker.

Når universiteterne risikerer at miste trecifrede millionbeløb, hvis ikke bestilleren er tilfreds med den måde, de håndterer opgaverne på, så påvirker det selvfølgelig forskernes arbejdsvilkår, og forskningsfriheden risikerer at blive nødlidende.

Alligevel må vi kunne have en forventning om, at forskningsfriheden ikke kompromitteres, for ellers mister universiteterne deres berettigelse som uafhængige forskningsinstitutioner.

Men vi har desværre også set problemer, der ligner dem omkring myndighedsbetjeningen, når andre eksterne parter, eksempelvis interesseorganisationer eller virksomheder, bestiller eller indgår samarbejde om forskningsarbejde hos universitetsforskerne.

Også her ses ret vidtgående aftaler om, at forskerne har tavshedspligt, skal repræsentere den eksterne parts interesser og ikke må drøfte deres forskningsresultater med andre.

Det strider mod de grundlæggende spilleregler for forskningsarbejde og er med til at svække tilliden til forskningen.

Ansvaret ligger på begge sider af bestiller/forsker-relationen
Det er afgørende, at vi finder en måde at sikre forskningsfriheden, også når universiteterne og forskerne helt naturligt løser opgaver for eksterne parter.

Forskningen skal være i spil med verden uden for universitetet, så vi kan bruge resultaterne til at udvikle og forbedre vores liv og samfund – men den skal også være troværdig og uvildig.

Derfor må vi kunne forvente af de eksterne parter, som bestiller forskning på universiteterne, at de også vil bidrage til at værne om forskernes frie vilkår og om forskningsfriheden.

Og vi må også forvente, at forskersamfundet og forskningsmiljøerne råber vagt i gevær, hvis grænserne for at skabe troværdig forskning overskrides.

Det gælder særligt universitets- og institutlederne, som har et stort ansvar for, at forskerne arbejder under vilkår, der fremmer god og troværdig forskning. 

Forskningsfriheden er en helt afgørende forudsætning for, at vi kan have tillid til forskningen.

Hvis vi ikke kan sikre forskningsfriheden, også i projekter hvor forskerne samarbejder med aftagerne af forskningen, så kan vi ikke længere have tillid til forskningen, og så kan vi heller ikke bygge samfundsforandringer på dens resultater.