AU-forskere: Sådan måler vi kvalitet på videregående uddannelser

Af Anna Bager-Elsborg og Kim J. Herrmann
Hhv. videnskabelig assistent og lektor, Center for Undervisning og Læring, Aarhus Universitet

I disse dage offentliggør Uddannelses- og Forskningsministeriet resultaterne af den stort anlagte undersøgelse Uddannelseszoom.

Det har aktualiseret diskussionen af uddannelseskvalitet og ikke mindst, hvordan man måler og definerer kvalitet i en uddannelsessammenhæng.

Jakob Rathlev fra Danmarks Evalueringsinstitut foreslår 28. februar 2017 i Information studieintensitet som mål, fordi denne indikator undgår mange af de fælder, som andre anvendte og foreslåede indikatorer falder i.

Vi kan kun tilslutte os, at man ser udover simple mål som antal undervisningstimer, beskæftigelsesgrad eller antallet af undervisere pr. studerende. Hvis en indikator skal være gyldig kræver det, at indikatoren måler det, man ønsker at måle, og at målingen er præcis.

Svært at måle kvalitet på uddannelser
Indikatorer som de nævnte lever op til kravet om præcision, mens det er mere tvivlsomt, om de rent faktisk måler det vi er interesserede i – nemlig kvalitet.

Studieintensitet er en interessant kandidat som kvalitetsindikator, men tre udfordringer skal løses, inden vi kan stole på studieintensitet som gyldigt mål.

Anna Bager-Elsborg og Kim J. Herrmann
Hhv. videnskabelig assistent og lektor, Aarhus Universitet

Studieintensitet er en interessant kandidat som kvalitetsindikator, men tre udfordringer skal løses, inden vi kan stole på studieintensitet som gyldigt mål:

• Det er notorisk svært at lave præcise målinger af tidsforbrug. I en undersøgelse fra 2014 fandt Rockwoolfonden, at danskerne systematisk overvurderer deres arbejdstid.  Det er ganske enkelt svært huske, hvor mange timer man arbejder i gennemsnit. Det gælder ikke mindst for studerende, som ikke har en kontraktlig norm, som ikke tidsregistrerer, og som ofte arbejder ujævnt hen over et semester.

• Forskellige institutioner har forskellig terminologi i forhold til uddannelsesaktiviteter, og derfor opstår der hurtigt forvirring, når man f.eks. spørger studerende fra forskellige institutioner.

• En meget lav studieintensitet er ganske rigtigt tegn på, at der er noget galt. Men den siger ingenting om, hvad der er galt, og hvem det er galt med. En lav studieintensitet bør, som Rathlev også skriver, opfattes som anledning til at få tjekket kvaliteten med mere grundige metoder. Ikke som anledning til at kaste mudder på de studerende, underviserne eller institutionerne.

Studieintensitet er et godt bud på en indikator, men et grundigt arbejde forestår, hvis dette mål skal være både præcist og interessant.