Debat

Borgmester og erhvervsdirektør: Selvfølgelig skal provinsen have flere uddannelser

Udflytningen af uddannelser er nødvendig, hvis vi fortsat skal sikre højtuddannet arbejdskraft uden for de fire største byer. Vi skal ikke skabe døde pletter på landkortet, skriver Jesper Frost Rasmussen (V) og Henrik Uhd Christensen.

Udflytning kan skabe innovative og regionalt forankrede uddannelser. På SDU's kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg er de studerende som en del af uddannelsen fast tilknyttet en afdeling på Sydvestjysk Sygehus, skriver borgmester og direktør.
Udflytning kan skabe innovative og regionalt forankrede uddannelser. På SDU's kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg er de studerende som en del af uddannelsen fast tilknyttet en afdeling på Sydvestjysk Sygehus, skriver borgmester og direktør.Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

DI og IDA advarer i et debatindlæg i Altinget den 8. februar 2022 regeringen og aftalepartierne mod at flytte studiepladser fra uddannelser med lav ledighed ud fra de fire store byer.

Uddannelserne skal blive i de store byer for at sikre en vedvarende, stor "produktion", ellers får det store konsekvenser i form af mangel på arbejdskraft.

Men der er allerede mangel på mange typer af højtuddannede kandidater – også mange andre kandidater end Stem-kandidater. Den brede mangel på universitetskandidater er bare uden for de fire største byer.

Så selvfølgelig skal vi oprette flere universitetsuddannelser uden for de største byer – også på uddannelser med lav ledighed. Dem er der også behov for i provinsen.

Men vi skal ikke lave en én-til-én-udflytning af uddannelser. Det er langt fra altid en kopi af uddannelserne i de store byer, der er behov for.

Hvis uddannelserne skal blive en succes i det nye lokalområde, skal universiteterne i dialog med lokale kræfter, lytte til lokale visioner og ideer til de nye uddannelser og trække på lokalområdets ressourcer.

Dimittenderne er ikke særligt mobile
Men allerførst, lad os få fakta på plads, for der er stadig nogen, der mener, at vi ikke har behov for at udflytte uddannelser. Det har vi.

For det første, fordi dimittenderne ikke er særligt mobile. Dimittender, der er uddannet i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, bliver i stort omfang og arbejder i den region, som de er uddannet i (henholdsvis 84 og 59 procent).

Og kun 0,5 procent af de unge, der har læst i Region Hovedstaden, tager til Esbjerg og Sydvestjylland og arbejder, viser en undersøgelse fra analysevirksomheden HBS Economics.

Så det nytter ikke at uddanne flere i hovedstadsområdet, når der er mangel på arbejdskraft i Esbjerg og Sydvestjylland.

Læs også

94 procent af pladserne er i de fire største byer
For det andet ligger 94 procent af studiepladserne på universitetsuddannelserne i de fire store byer.

I Esbjerg, Danmarks femte største by, er byen ifølge data fra Uddannelses- og Forskningsministeriets datavarehus gået fra at have en procent af optaget i 2010 til 0,6 procent i 2019. Esbjerg og andre større byer har desuden et begrænset udvalg af uddannelser, som de unge kan søge ind på.

Manglen på højtuddannede er da også større uden for de fire største byer. Undersøgelsen fra HBS Economics viste for eksempel, at mens der i Danmark samlet set var 17 procent forgæves rekrutteringer af højtuddannede i 2020, så var det 28 procent i Esbjerg.

Udfordringen var særlig stor inden for industrien, råstofudvinding med mere, handel og transport samt erhvervsservice. Det gav tabt produktion. Det er tal fra, før genåbningen fik efterspørgslen efter arbejdskraft til at eksplodere. 

Tomme studiepladser er ikke en indvending
DI og IDA indvender, at det ikke nytter med nye uddannelser uden for de fire største byer, for her vil de studerende ikke læse.

Den kommende aftale skal ikke kun indeholde krav om udflytning af uddannelsespladser, men også se på, hvordan uddannelserne lokalt kan implementeres og forankres

Jesper Frost Rasmussen (V) og Henrik Uhd Christensen
Borgmester i Esbjerg Kommune og direktør i Viking Life-Saving Equipment

Det er rigtigt, at vi har mange studier uden for de store byer, hvor vi gerne vil optage flere studerende for at få større hold blandt andet på vores ingeniøruddannelser.

Men der er også tomme studiepladser andre steder i landet. Blandt andet har landet store tekniske universitet, DTU, også tomme pladser på 41 procent af deres studier, som EVA's store undersøgelse af tomme studiepladser har påvist.

Men de flere tomme pladser i provinsen understreger også, at vi skal tænke nyt, for at det er attraktivt for unge at læse i provinsen.

Den kommende aftale skal ikke kun indeholde krav om udflytning af uddannelsespladser, men også se på, hvordan uddannelserne lokalt kan implementeres og forankres. 

Esbjergs medicinuddannelse er det gode eksempel
Et rigtigt godt eksempel på, at udflytning kan skabe innovative og regionalt forankrede uddannelser, er SDU's kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg.

Uddannelsen er blevet skabt efter mange års arbejde og tæt dialog mellem SDU og lokale kræfter om, hvordan man kan løse lægemanglen i Syddanmark.

Resultatet er blevet en unik uddannelse, hvor kandidatstuderende som en del af deres uddannelse er fast tilknyttet en afdeling på Sydvestjysk Sygehus.

Det giver langt mere jobparate dimittender. De studerende er også glade for uddannelsen. Adgangskvotienten på uddannelsen blev ved seneste optag på 10,3. Det er højere end kvotienten på medicinuddannelsen i Aarhus.

Lokal opbakning
Udflytning kræver ikke bare nytænkning om uddannelsesudbuddet, men også et lokalt fokus på, at de studerende synes, at det er attraktivt at bo og studere i provinsen.

Vi skal ikke skabe døde pletter på landkortet, men fortsætte med at vækste i hele Danmark

Jesper Frost Rasmussen (V) og Henrik Uhd Christensen
Borgmester i Esbjerg Kommune og direktør i Viking Life-Saving Equipment

Her har vi et ansvar uden for de store byer. I Esbjerg støtter vi de lokale uddannelser på en lang række måder. Initiativer er for eksempel et mentorprogram til studerende, boliggaranti til de tilflyttende studerende, samarbejde om studiejob, hjælp med at finde job til dimittenderne fra ingeniøruddannelserne, et nyskabende graduate program, en kulturfond, som de unge bestyrer, med mere.

Her søger vi at både at binde bro til byens sociale liv og virksomheder og samtidig skabe et studiemiljø på tværs af de to universiteter og øvrige uddannelser i byen. Og vi har flere initiativer på vej.

Politikernes opgave
Så nu er det politikernes tur igen. Universiteterne har hver udarbejdet deres plan for udflytning. Det har ikke været nemt, der var mange hensyn at tænke på.

Nu skal politikerne se på planerne samlet set. Her er vigtige spørgsmål: Flytter der nok uddannelser ud, så lokalområderne får tilgodeset deres kompetencebehov? Og på den anden side – er der uhensigtsmæssige, store nyåbninger i dele af landet, der vil underminere andre lokale udbud i nærheden?

På steder som i Esbjerg, hvor der er mere end et universitet i en by, hænger planerne fra de to universiteter så sammen?

Bliver der skabt synergier på tværs? Og endelig sker udflytningen i tæt dialog med lokale kræfter, for ellers kan uddannelserne komme til at kæmpe med manglende optag og opbakning?

Sidst, men ikke mindst: Skal rammebetingelserne (for eksempel de økonomiske) for at etablere attraktive og levedygtige uddannelser og forskningsmiljøer uden for de fire store universitetsbyer måske være bedre?

Så kære regering og aftalepartier, vi ved, at I er i gang med en utrolig svær opgave. Tak for, at I påtog jer opgaven. Det kræver stort mod at gå så offensivt til opgaven, som I har gjort. Men det er det, der skal til, hvis vi fortsat skal sikre højtuddannet arbejdskraft uden for de fire største byer.

Vi skal ikke skabe døde pletter på landkortet, men fortsætte med at vækste i hele Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Frost Rasmussen

Borgmester (V), Esbjerg Kommune, formand, Dansk Fjernvarme, præsident, World Energy Cities Partnership
b.Sc. EE (Aalborg Uni. 2000), HD (O) (SDU 2007)

0:000:00