Cepos: Forskningens udfordringer handler ikke om penge

Danmark har lav, økonomisk vækst, og mere viden kan øge væksten. Men udfordringen er ikke, om der bruges penge nok. Derimod er det nærliggende at spørge, om pengene bruges rigtigt, skriver Otto Brøns-Petersen.

Placeholder image
Samfundsøkonomisk er mere forskning ikke automatisk bedre, siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos. Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmarks forskningsmæssige udfordringer handler ikke om for få penge. De ligger helt andre steder.

Det kan måske undre. For vi har en økonomisk udfordring med lav økonomisk vækst, og mere viden kan øge væksten.

Temadebat

I Danmark bryster vi os af at være et videnssamfund. Det betyder blandt andet, at de videregående uddannelser og højtudviklet viden spiller en afgørende rolle i økonomien.

Siden 2006 har skiftende regeringer haft en ambition om, at det offentlige skal investere én procent af BNP i forskning og udvikling. Samtidig ser vi private midler spille en stadig større rolle i dansk forskning.

Vi stiller dette spørgsmål: Skal den danske stat øge sin økonomiske støtte til forskningen?

Her er deltagerne:

  • Heine Andersen, professor emeritus, Københavns Universitet, Sociologisk Institut
  • Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv
  • Ulla Tørnæs, forskningsordfører, Venstre
  • Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation, Lægemiddelindustriforeningen
  • Anders Bjarklev, formand for Rektorkollegiet, Danske Universiteter
  • Bjørn Brandenborg, forskningsordfører, Socialdemokratiet
  • Jon Nielsen, senioranalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
  • Maria Theresa Norn og Jeppe Wohlert, analysechef og programleder, Tænketanken DEA
  • Otto Brøns-Petersen, analysechef, Cepos
  • Forskningsalliancen (IDA, Dansk Metal, Dansk Industri og Akademiet for de Tekniske Videnskaber)
  • Camilla Gregersen, formand, Dansk Magisterforening
  • Stinus Lindgreen, forskningsordfører, Radikale Venstre
  • Caroline Adolphsen, formand, Djøfs udvalg for undervisning og forskning

Ligger det så ikke på den flade hånd at øge bevillingerne? Samfundsøkonomisk er mere forskning bare ikke automatisk bedre. Afkastet skal stå mål med investeringen.

Kan ikke støttes ubegrænset
Som udgangspunkt investerer virksomhederne op til det punkt, hvor deres ekstra investeringer netop løber rundt.

For investeringer i forskning kan der imidlertid være forskel på virksomhedernes afkast og det samlede samfundsøkonomiske afkast. Ny viden kan i princippet anvendes af andre, uden at det er nødvendigt at gentage investeringen. Viden indebærer en såkaldt positiv eksternalitet eller en naboeffekt.

Når der foreligger en positiv eksternalitet, kan der være et argument for offentlige subsidier under en eller anden form. Men ikke ubegrænset.

Forskning, der koster mere i investeringsudgifter, inklusive subsidier, end de kaster af sig, inklusive eksternaliteten, har ikke en god samfundsøkonomisk begrundelse. Man kan vælge at støtte den af andre grunde, men ikke for at få mere økonomisk vækst.

Nummer 2 i OECD
De samlede udgifter til forskning og udvikling svarer til 3,0 pct. af BNP herhjemme, mens EU i gennemsnit anvender 2,2 procent. Det offentlige subsidierer allerede forskning i betydeligt omfang. Det består i både direkte og indirekte støtte.

For investeringer i forskning kan der være forskel på virksomhedernes afkast og det samlede samfundsøkonomiske afkast. Ny viden kan i princippet anvendes af andre, uden at det er nødvendigt at gentage investeringen

Otto Brøns-Petersen, analysechef, Cepos

Den danske stat bruger en større andel af BNP på videregående uddannelse og forskning end nogen anden i OECD, bortset fra den norske.

For private virksomheder består en vigtig støtte til forskning og udvikling i patentsystemet, som giver udvikleren tidsbegrænset monopol. Andre må ikke anvende opdagelsen uden at betale for det. Det forvandler en del af eksternaliteten til en indkomst for virksomheden.

Derudover er selskabsskatteskattereglerne for forskning og udvikling særdeles gunstige – modsat beskatningen af almindeligt kapitaludstyr. Investeringerne i F&U kan således straksfradrages, og ikke desto mindre er de løbende renteudgifter fradragsberettigede. Det indebærer i sig selv et subsidium.

Hertil kommer, at man kan fradrage mere end de samlede investeringsudgifter.

Det er vedtaget at forhøje fradraget permanent til 110 procent (gradvist til fuld effekt i 2026), men under coronaen har det midlertidigt været forhøjet til 130 procent. Både Socialdemokratiet og Venstre har foreslået et permanent fradrag på 130 procent.

Sammenlagt kan det indebære, at der i stedet for selskabsskat reelt udløses et investeringstilskud svarende til op mod ti procent af investeringen.

Forskning, der koster mere i investeringsudgifter - inklusive subsidier - end de kaster af sig - inklusive eksternaliteten - har ikke en god samfundsøkonomisk begrundelse

Otto Brøns-Petersen, analysechef, Cepos

Så udfordringen er ikke, om der bruges penge nok. Derimod er det nærliggende at spørge, om pengene bruges rigtigt.

Indblanding bygger på politiske motiver
Der er betydelig forskel på det samfundsøkonomiske afkast ved forskellige typer af uddannelse. Danmark ligger samtidig lavt, når det gælder det gennemsnitlige indkomstløft ved at gennemføre en uddannelse, sammenlignet med andre lande.

Det giver grund til at frygte, at vi heller ikke får tilstrækkeligt udbytte af de offentlige bevillinger til forskning.

Det er ikke, fordi politikerne ikke blander sig i prioriteringen af forskningsmidlerne. Tværtimod er der stor appetit på at etablere puljeordninger og programmer på populære områder. I øjeblikket vil det især sige klima og bæredygtighed.

Problemet er, at denne prioritering ikke bygger på nøgterne, objektive kriterier, men netop politiske motiver og interesser.

Hvis politikerne endelig vil blande sig i indholdet, bør det ske efter generelle kriterier, der knytter sig til at kompensere for eksternaliteterne ved forskning. Det er kun dem, der kan retfærdiggøre politisk indblanding til at begynde med.

Universiteter styrker mistanken
Men den armslængdediskussion som fylder i øjeblikket, handler om noget andet - nemlig Folketingets vedtagelse V138. Den handler om, at det er universitetsledelsernes opgave at sikre kvaliteten i forskningen mod misbrug og aktivisme.

Det er ikke svært at finde eksempler på forskning, der ikke lever op til minimale, akademiske standarder. Det store spørgsmål er, hvor udbredt det er

Otto Brøns-Petersen, analysechef, Cepos

Debatten afslører nogle betydelige udfordringer for de højere læreanstalter.

Det er ikke svært at finde eksempler på forskning, der ikke lever op til minimale, akademiske standarder. Det store spørgsmål er, hvor udbredt det er.

Det ved vi reelt ikke. Derfor er det lige så utroværdigt at hævde, at problemet slet ikke findes, som at det er meget stort.

Ikke desto mindre har både ledelser og universitetsansatte forsøgt netop at benægte og dermed ufrivilligt styrket mistanken om, at ledelserne ikke altid løfter deres opgave. Det er meget uheldigt, fordi det er langt at foretrække, at ledelserne håndterer det inden for deres mandat frem for, at det bliver nødvendigt med politiske diskussioner og indgreb.

Foreløbig er problemet ikke størst på forsknings-, men på undervisningsområdet.

I den angelsaksiske verden er der eksempler på, hvordan navnlig administratorer og enkelte aktivister har haft held til at forpeste studiemiljøet med en identitetspolitisk dagsorden, som undertrykker lærere og studerendes ytringsfrihed og frie, akademiske virksomhed.

Vi har ikke set noget i nærheden af det herhjemme, men alligevel bør man tage eksemplerne med fjollede forbud mod sombreroer, danske sange og landenavne som holdbetegnelser alvorligt. Vi kan nok leve med en vis mængde dårlig forskning, men ikke med dårlige studier.

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser