De kaldte ham den bedste statsminister, Danmark aldrig fik

"Jeg blev så betaget af den elegance og den lethed i farver og form, hvormed han havde løst den opgave, som jeg med stor klodsethed havde forsøgt at løse. Jeg kan huske, at jeg fældede en lille tåre ikke af misundelse over, at nogen kunne mere end mig, men af beundring. Det var en følelsesmæssig øjenåbner," fortalte han for nogle år siden i et interview med Kristeligt Dagblad. 

Penslerne blev lagt på hylden, men kunstinteressen holdt livet ud, og Knud Heinesen ejede malerier af en række kendte danske og færøske kunstnere. 

Takket være et skarpt intellekt, store ambitioner og videbegærlighed fik Knud Heinesen ikke blot en politisk karriere som få. Han fik også en karriere i toppen af dansk erhvervsliv, hvilket ellers sjældent lykkes for pensionerede politikere.

Onsdag mistede Danmark et nysgerrigt menneske. Og manden, der af nogle blev kaldt den bedste statsminister, Danmark aldrig fik. 

Rollemodellen
Knud Heinesen blev født i Kerteminde, men voksede op i Vangede nord for København. Efter sin mors død blev den unge fynbo som blot syvårig adopteret af sin faster.

Opvæksten hos fasteren i Dan Turèlls hjemby var hård.

”Vi kunne vist ikke lide hinanden," skrev Knud Heinesen om fasteren i det første bind af sine erindringer ”Min Krønike” fra 2006.

I moderens fravær og med den manglede affektion mellem unge Knud og fasteren Else blev farmoren Dagmar Rasmussen i stedet rollemodel i den senere finansministers barndom.

”Jeg var ikke kommet så nogenlunde helskindet igennem barndommen uden min farmor,” skrev Knud Heinesen tilsvarende i ”Min Krønike”.

Farmoderen fik samtidig stor betydning for, hvor Knud Heinesen lagde sit politiske engagement.

Hun havde en købmandsbutik i hjembyen Kerteminde, hvor den unge eksil-fynbo tilbragte sine sommerferier. Farmor Dagmar var socialdemokrat, og dermed var jorden allerede gødet, da Knud Heinesen i de tidlige teenageår hørte en mindeudsendelse om den tidligere svenske socialdemokratiske statsminister Per Albin Hansson, der blandt andet var statsminister under Anden Verdenskrig.

Knud Heinesen kunne lide de idealer, som blev tillagt Per Albin Hansson, og meldte sig som 15-årig ind i Socialdemokratiet.

Da han som student fra Aurehøj Statsgymnasium påbegyndte økonomistudiet på Københavns Universitet i 1951, knyttede han sig yderligere til partiet med en indmeldelse i den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum.

MF og undervisningsminister
Efter næsten otte års studier blev Knud Heinesen i 1959 uddannet cand.polit. og ansat på Roskilde Højskole. Arbejdernes Oplysningsforbund havde i 1929 overtaget skolen og gjort den til en af tidens centrale socialdemokratiske uddannelsesinstitutioner.

Knud Heinesen forlod allerede skolen igen i 1960, men vendte efter et kort intermezzo som sekretær i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tilbage som forstander i 1962.

Denne gang havde han ikke i sinde at smutte igen med det samme, hvorfor han allerede i 1964 sagde nej til statsminister Jens Otto Krags (S) ellers insisterende tilbud om en økonomiministerpost.

Knud Heinesen fandt dog vej til Slotsholmen – men først syv år senere.

Efter en tid som forretningsfører for Det kooperative Fællesforbund og lektor ved Handelshøjskolen blev han i 1971 valgt til Folketinget.

Dermed lød startskuddet til en imponerende og komprimeret karriere i dansk politik.

I alt nåede han 14 år som folketingsmedlem, hvor han undervejs satte flere aftryk, end de fleste politikere når at sætte i en livstid.

Som nyvalgt folketingsmedlem tog han først og fremmest plads som undervisningsminister under Jens Otto Krag. Posten sad han på i to år, før den blev givet videre til den – på det tidspunkt – yngste kvindelige minister i dansk historie i form af Ritt Bjerregaard (S).

Trods sine blot to år som undervisningsminister gennemførte Knud Heinesen flere initiativer af stor betydning for eftertiden. I 1972 blev undervisningspligten under hans ledelse eksempelvis hævet fra syv til ni år, ligesom han var en af hovedmændene bag folkeskoleloven af 1975.

Loven var den første store reform af folkeskoleloven siden 1958 og blev først efterfulgt af folkeskoleloven i 1993.

Med reformen af 1975 var Knud Heinesen også med til at ændre Folkeskolens formålsparagraf, som han efterfølgende beskrev som ”samfundets trosbekendelse til fælles værdier”.

Finansminister og afgrunden
Knud Heinesen vil i eftertiden dog formentlig mest af alt blive husket som landets finansminister.

Det var den post, han sad på længst, og han stod ikke mindst ved roret i en periode, hvor dansk økonomi var under et historisk pres.

Som nyudnævnt finansminister i februar 1975 kunne den uddannede økonom se på nationens husholdningsbudget og konstatere, at særligt oliekrisen fra 1973 satte sine aftryk.

Stigende oliepriser betød stigende underskud på betalingsbalancen – alt imens arbejdsløsheden, renten og inflationen strøg i vejret. 

Olieprisstigninger bragte Danmark ind i ”orkanens øje”, som han selv beskrev det år senere. 

En stram økonomisk politik i resten Europa hjalp heller ikke finansministeren, som med egne ord ikke kunne ”gøre ret meget ved det”.

Knud Heinesen forsøgte dog ikke at vaske hænder og fralægge sig et ansvar for den økonomiske krise i 1970’erne.

”Vore forsøg på en konkurrencefremmende indkomstpolitik var helt utilstrækkelige,” skrev han i erindringerne 2006.  

Finansminister Heinesen var imidlertid hæmmet af manglende opbakning til sin økonomiske kurs i baglandet og i fagbevægelsen. I 1979 tog han derfor konsekvensen og trådte tilbage med de famøse ord:

"Vi er ikke på afgrundens rand. Men vi har retning imod den, og vi kan se den.”

Formanden de ikke fik
Med sin afgang fra Finansministeriet forlod Knud Heinesen ikke politik – selvom han selv havde planlagt det.

I stedet blev han valgt som formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe i 1979. I denne periode var han sammen med Kjeld Olesen, Jens Risgaard og Per Hækkerup en del af den tætteste rådgiverkreds omkring statsminister Anker Jørgensen.

Flere folk inden for og uden for partiet så Knud Heinesen som et bud på en arvtager efter Anker Jørgensen, som dog ikke selv havde ham som en kandidat.

"Her er jeg måske smittet af Auken, der sagde om Heinesen, at han var bange," forklarede Anker Jørgensen i bogen ’Statsminister Anker Jørgensen’ (2011).

Anker Jørgensen var imidlertid ikke bange for at have Knud Heinesen som politisk næstformand fra 1980-85 eller politisk ordfører fra 1982-83. På den næstsidste dag i 1981 gjorde han sågar sin favoritøkonom til finansminister igen.

Med regeringsskiftet i september 1982 blev det en kort fornøjelse for Knud Heinesen anden gang, som også i sin anden periode måtte kæmpe hårdt med økonomisk smalhals, en genstridig fagbevægelse og en statsminister, som til sidst kastede håndklædet i ringen.

Dermed var Knud Heinesens {{image:id:POSTION}}ministertid endegyldigt ovre, og få år efter – i 1985 – trådte han helt ud af politik.

Og så var der erhvervsmanden
Et tilbageblik på Knud Heinesens meritter og betydning for det danske samfund stopper imidlertid ikke, da han afleverede nøglerne til ministerbilen eller adgangskortet til Folketinget.

Det særlige ved Knud Heinesens person og professionelle væsen var hans særlige intelligens, taktiske overblik og strategiske evner.

Kvaliteterne kunne bruges uden for politik, og modsat andre store politikere fra sin generation – som Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Kjeld Olesen, Knud Enggaard m.fl. præsterede Knud Heinesen derfor at bygge en stor karriere oven på sin politiske ditto.

Fra Folketinget tog Knud Heinesen således direkte i lufthavnen, hvor Schlüter-regeringen gjorde ham til direktør for Københavns Lufthavne i 1985.

Topposter hos Spies og BRFkredit fulgte op igennem 1990’erne, før han med en række formandsposter i nogle af landets største virksomheder gjorde bestyrelsesarbejdet til sin primære beskæftigelse.

Knud Heinesen nåede at sidde næsten ti år som formand for TeleDanmark. Han sad en årrække for bordenden hos ATP, og i starten af årtusindet var han førstemand hos DSB ­– hvor han derfor blandt andet satte sin underskrift på den famøse aftale med det italienske firma AnsaldoBreda om leveringen af 83 nye, smarte IC4-tog til fem milliarder kroner. 

Fra sit nye udsigtspunkt i erhvervslivet kunne han se tilbage, indad og fremad.

"På baggrund af mine erfaringer fra både KL og andre virksomheder var jeg overbevist om, at den offentlige sektor efterhånden havde nået et sådant omfang, at Folketinget havde for vanskeligt ved at bevare overblikket og varetage den parlamentariske kontrol,” skrev han blandt andet i anden del af sine erindringer fra 2008 og indrømmede:

”Det spillede selvfølgelig en rolle for min konklusion, at jeg selv som minister havde været med til at vedtage og til dels administrere al den lovgivning, som jeg først nu kunne indse var helt forfejlet."

Knud Heinesen lærte – og tog ved lære – hele livet. Han var en politisk og menneskelig begavelse, som altid forsøgte at blive klogere.