EL: Forskning og uddannelse skal forblive uafhængig

Af Eva Flyvholm (EL)
Forsknings- og uddannelsesordfører

Der sker store ryk i den politiske tænkning om uddannelse og forskning i disse år. Klarest er det naturligvis med de voldsomme nedskæringer, regeringen står for.

Men jeg oplever også i højere grad en tendens til mere politisk styring af uddannelse og forskning – det gælder eksempelvis dimensionering og fremdriftsreform, og det gjaldt sidste års forskningsforhandlinger, hvor regeringens udspil var at sløjfe stort set al fri forskning.

Uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) fremhæver ofte, at der skal være et bedre match mellem uddannelse og arbejdsmarked, og at vi skal flytte fokus fra kvantitet til kvalitet. Men hvad betyder det egentlig?

Lige nu er Uddannelsesministeriet i gang med at gennemføre et styringseftersyn, der skal se på, om universiteterne forfølger regeringens målsætninger, og som nok vil lede op til en reform af universiteternes styring. Herudover er et nyt bevillingssystem undervejs.

Jeg synes, det giver god mening at se på et nyt bevillingssystem, for der er åbenlyse skævheder i det nuværende taxametersystem – og jeg har heller ingen indvendinger mod at undersøge, hvordan universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier opfatter de politiske rammer.

Der skal være en helt klar armslængde til regeringsmagten og ministerierne, og derfor skal der heller ikke være en politisk udpegning af bestyrelsesmedlemmer på universiteterne.

Eva Flyvholm, uddannelses- og forskningsordfører for Enhedslisten

En stor bekymring

Men jeg er ærligt talt urolig for, om de nye systemer vil betyde endnu mere politisk styring af universiteterne og institutionerne – for det ønsker jeg ikke. Vi har lige været til forskningspolitisk debat på DTU, hvor Jakob Engell Schmidt fra Venstre mente, at jeg malede fanden på væggen, og understregede, at han ikke kunne se for sig, at ministeriet skulle ind og udpege de brede bestyrelser på universiteterne – så langt så godt.

Men det var langt sværere at få et klart svar på, hvad Venstre mener om en politisk udpegning af toppen af bestyrelserne. Og ret beset er det selvfølgelig også et spørgsmål, vi må stille uddannelsesministeren. Men det er i hvert fald en bekymring, jeg tror, jeg deler med mange universitetsfolk.

Det er i mine øjne afgørende, at vi har en struktur, der sikrer uafhængige forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Der skal ikke være nogen tvivl om, at hvis en rektor åbner munden, så taler hun eller han ud fra et fagligt fundament – og ikke for at tækkes en politisk dagsorden.

Der skal være en helt klar armslængde til regeringsmagten og ministerierne, og derfor skal der heller ikke være en politisk udpegning af bestyrelsesmedlemmer på universiteterne.

Og der skal være en kollegial styring af universiteterne, hvor det er medarbejdere og de
studerende, der former udviklingen.

Sikre forskeres ytringsfrihed
Begge dele er nødvendigt, hvis universiteterne skal udfylde deres samfundsmæssige mission, som handler om at udvikle kritisk tænkning, intellektuel kapacitet og sikre, at fremtidige generationer bliver demokratiske borgere.

Universitetet skal være en autonom, sandhedssøgende forskningsinstitution. Det kræver kollegial deltagelse i styringen af universiteterne, for ellers vil markedets interesser og politiske interesser og prioriteter tage over.

Så sent som i dag blev vi uddannelsesordførere advaret af Novo Nordisk og Siemens imod at tage for meget politisk styring over forskningen. Det råd håber jeg, ministeren vil lytte til.

Og så har vi åbenlyst en udfordring i at sikre forskeres ytringsfrihed. Gyllegate har med alt tydelighed vist, at det er fuldstændig uholdbart at have et politisk system, hvor forskere får mundkurv på i forhold til at kunne kommentere på politisk bestilte rapporter.

Det er efter min mening bestemt også en sag, der skal ryddes op i i det kommende halvår. For frihed og ytringsfrihed er fundamentet for udvikling.