Hvad skal vi med de politiske kommentatorer?

FORSKNINGSFORMIDLING: Det vrimler med politiske kommentatorer, der tilbyder vigtige betragtninger, men hvor vigtige er de i virkeligheden? Ph.d. fra Københavns Universitet Mette Bengtsson har set de politiske kommentatorer efter i sømmene.

Af Mette Bengtsson
Ph.d. og videnskabelig assistent ved Københavns Universitet

Ophøjet som eksperter af medierne giver de politiske kommentatorer os dagligt deres syn på politikerne, deres handlinger og forslag. 

De bliver flere og flere og udfylder stadig flere spalter i aviserne og minutter på tv. 

Som det fremgår af nedenstående graf, tager udviklingen for alvor fart i takt med indtoget af tv-programmer som 'Jersild og spin' i 2005 og 'Mogensen og Kristiansen' i 2007. 

Men hvad skal vi med de politiske kommentatorer? Hvad kan disse nye medieskabte eksperter bidrage med til os borgere og vores forståelse af politik? 

Formålet med afhandlingen er at bidrage til en kritisk evaluering af kommentatorgenren. Udgangspunktet er ikke, at verden vil være et bedre sted uden politiske kommentatorer. 

Mange politiske kommentatorer har en stor viden om politik og interessante perspektiver, som vi alle kan have glæde af. Men ligesom der findes mere eller mindre dygtige lærere, læger og politibetjente, er der også mere eller mindre gode kommentatorer. 

Så hvad kendetegner kommentatorernes måde at tale på? Hvad gør en god kommentator? Og en mindre god? Og hvilke konsekvenser har de forskellige måder, som kommentatorerne praktiserer genren på, for os som borgere?

Graf over antal hits på ”politisk kommentator” på Infomedia ved en søgning på ”præcis sådan” i ”alle medier”.

En af afhandlingens undersøgelser tager udgangspunkt i en retorisk nærlæsning af 90 politiske kommentarer fra de seks største landsdækkende aviser under sidste folketingsvalg i 2011. 

Her spørger jeg, dels hvad de politiske kommentatorer taler om, dels hvordan de taler om det. 

Spin og strategi i fokus
Når man kigger, hvad de taler om, bekræfter nærlæsningen tidligere forskning, der peger på spin og strategi som det primære fokus, ligesom motivspekulation også fylder en hel del. 

Politikernes handlinger forstås hovedsageligt som strategisk motiverede, og kommentatorerne udlægger de tanker bag, som de mener, at politikerne ikke selv kan sige højt, men som ifølge kommentatorerne motiverer det hele. 

Spørgsmål om for eksempel signalværdi er hyppige på TV2 News, når Anne Vig interviewer Peter Mogensen og Michael Kristiansen. 

Kommentatorerne forklarer eller forsvarer sig ofte med, at de er en nødvendig ressource i forhold til den stigende professionalisering af politik, hvor borgeren ikke har en chance, og hvor de kan være med til at mod-spinne.

Måske er der noget om det, men der er samtidig en risiko for, at kommentatorerne med deres diskurs er med til at få det til at virke, som om politik fortrinsvist handler om spin og strategi, og at det er med til at distancere vælgerne fra politik. 

Mister forbindelse til virkeligheden
De seneste år er tilliden til vores politikere ifølge forskellige målinger faldende. 

Se for eksempel TNS Gallup for Berlingske eller Radius Kommunikation, der i en analyse af forskellige faggruppers troværdighed viser, at politikere de seneste år har fået en bundkarakter. 

Jeg har også som del af afhandlingen gennemført såkaldte protokolanalyser med en række borgere, der læser politiske kommentarer og udtrykker deres umiddelbare reaktioner undervejs. De giver også generelt udtryk for at være trætte af snak om spin og strategi. 

Men hvorfor bliver kommentatorerne så ved? 

Mine kollegaer fra filosofi forklarer det i Politikken 2. juni med ordet boble: 

“Der dannes politiske bobler. Politiske bobler beskriver det fænomen, at den politiske meningsdannelse overophedes og mister forbindelsen til virkeligheden og således bliver substansløs.”

Postulerende og autoritære
Udover at det er interessant at beskrive, hvad kommentatorerne taler om, er det som sagt også interessant at se på, hvordan de taler om det. 

Mange kommentatorers sproglige adfærd er kendetegnet ved at være postulerende og autoritær. 

Kommentatorerne sætter betragtninger i cirkulation, som alene bakkes op af et underforstået, ”fordi jeg siger det”. 

Det er en form for implicitte autoritetsargumenter, hvor kommentatorerne kommer med postulater i stedet for at fremsætte belæg for deres påstande. 

Et postulat er en påstand, der er tvivl om, og som derfor burde underbygges. Postulaterne går typisk både på tingenes tilstand og bedømmelser og vurderinger af politikerne og deres præstationer. 

Efter valgkampens første topmøde på TV2 sagde Anders Langballe for eksempel på TV2’s valgblog, citeret i sin helhed: 

“Helle Thorning-Schmidt klarede sig bedst i første halvdel af aftenens debat, men Løkke kommer igen i anden halvdel. Men han virker en lille smule ramt af de slag, der kommer ind der.” 

Udtalelsen består af tre postulater, hvor ingen af udsagnene umiddelbart kan tolkes som relaterede til eller underbyggende i forhold til hinanden. 

Pointen her er ikke, at Langballe ikke må mene sådan. Pointen er, at han ikke underbygger sin påstand, og at det derfor står som et postulat. Han støtter sig alene op ad sin autoritet som kommentator med et implicit autoritetsargument. 

På samme valgblog er Michael Kristiansen uenig med seerne, der i en Megafon-måling kårer Thorning til vinder af debatten. Kristiansen skriver: 

“Løkke tabte objektivt set ikke den debat. Der var fire-fem minutter, hvor han var presset. Ellers stod han stærkt.” 

Som hos Langballe postuleres der, og brugen af et ord som objektivt siger en hel del om kommentatorernes udgangspunkt for at udtale sig. 

For kan man tale om objektivt her? Kristiansen underbygger ikke sin påstand yderligere, men taler imod den eneste tilnærmelsesvis objektive vurdering af debattens udfald, nemlig en megafonmåling. Fra et retorisk perspektiv vil man sige, at der er tale om Kristiansens egen mening, og at meninger ikke er objektive, men kræver argumentation for at blive underbygget.

Ubegrundede meninger
Kommentatorerne forsvarer sig til tider med, at de ikke har plads til at udfolde en egentlig argumentation på grund af de korte formater, som medierne ofte byder dem. 

Måske en relevant betragtning, men hvorfor så ikke skære antallet af pointer ned og underbygge de påstande, man har. 

De mange postulater har i hvert fald den konsekvens, at der bliver sat en masse meninger i cirkulation, som ikke er underbygget. Og det skaber en risiko for, at borgeren distanceres yderligere.

Og hvad skal vi som borgere bruge det til? 

Så kan vi kun forholde os til, at det synes Langballe, men ikke hvorfor han synes det. Vi risikerer, at vi bliver påvirket af de ubegrundede meninger, og i yderste konsekvens er der en risiko for, at borgeren indoptager en mening uden rigtig at have gjort sig overvejelser om hvorfor.

Hvordan ved de det?
Ud over postulaterne er der også en række andre sproglige uskikke, som man som kritisk læser, lytter og seer kan holde øje med. Blandt andet kommentatorernes brug af udokumenterede, uspecifikke kvantitetsargumenter. 

Det sker for eksempel med formuleringer som; "alle siger", "ingen mener" og "de fleste ved". 

Nogle kommentatorer udtaler sig også om, hvad befolkningen eller vælgerne synes i form af et umiddelbart og mange gange noget tvivlsomt skøn. 

Inden topmødet på TV2 søndag aften siger Thomas Larsen for eksempel på berlingske.dk: 

”De er begge nogle lidt flossede statsministerkandidater i mange vælgeres øjne.” 

Hvordan ved han det? Larsen får sat en betragtning i omløb om, at det er nogle flossede statsministerkandidater og det alene med en henvisning til, at det er der mange vælgere, der synes, uden at uddybe hvilke vælgere, og hvor mange der er tale om.

Hvorfor ikke selv stå frem og argumentere for det? 

Samme manglende argumentation gør sig gældende ved brugen af passiver. 

For eksempel sagde Ralf Pittelkow under sidste valg, at "Løkke opleves som den mest kompetente, Thorning som den mest menneskelige." 

Hvem siger det? Og hvorfor? 

Ligesom i det tidligere eksempel er passiverne med til at sløre, hvem der taler, og vi får ikke begrundelser for udsagnene. Hertil kommer også, at det bliver uklart, hvordan kommentatoren selv står i forhold til det udsagte.  

At tale i flok
En anden uskik ses i form af det at tale i flok. 

Her bliver det, at kommentatorerne i samlet flok er enige om noget, et belæg for en påstand om, at en politiker enten gør det godt eller dårligt, eller at noget er på en bestemt måde. 

Lige inden valget var der for eksempel snak om, at Socialdemokraterne havde såkaldt momentum. 

I en udsendelse med Mogensen og Kristiansen siger Michael Kristiansen blandt andet: 

"Det, der frustrerer ovre i rød lejr, det er, at nu har man brugt så meget krudt og så mange penge, og det rykker ikke så forfærdeligt meget [i meningsmålingerne, red.] andet end det udefinerbare momentum, som vi alle sammen mener, at Socialdemokraterne har.” 

Hvad er logikken her? At når alle kommentatorer mener, at Socialdemokraterne har momentum, så har de det? 

Er det så en kendsgerning? Er der her ikke en overhængende risiko for, at det bliver en selvopfyldende profeti? 

Som Grundtvig skriver i salmen Vidunderligst af alt på jord: "Dets gåde er et Guddoms-ord/som skaber, hvad det nævner/som fylder dale trindt på jord/og klipperne udjævner."

Til tider er medierne med til at understøtte denne logik med overskrifter som "kommentariatet", "kommentatorer" eller "medier" efterfulgt af et kolon. 

På den måde indikerer man, at det er den samlede gruppe af kommentatorer, der mener noget, og at det gør noget mere rigtigt eller sandsynligt.

Harmoniserer påstandene
dr.dk havde nedenstående eksempel på det i forbindelse med topmødet mellem Thorning og Løkke. 


Fra dr.dk dagen efter topmødet mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen.

Når kommentatorerne udtaler sig i samlet flok, svarer det til, at én i mængden begynder at huje eller buhe til en sportskamp, og så følger resten med. 

Om det så var rigtigt at huje eller buhe, det er der ikke så mange, der selvstændigt tager stilling til. De stemmer bare i. 

Og igen: Det at tale i flok kommer til at stå i stedet for de egentlige indholdsmæssige argumenter.

En interessant betragtning i denne sammenhæng er den amerikanske forsker Paul Hitlins undersøgelse, i forbindelse med den første præsidentkandidatsdebat mellem John Kerry og George W. Bush ved valget i 2004. 

Her dokumenterer han en tendens hos amerikanske kommentatorer til at agere som en samlet enhed, der gentager samme synspunkter. 

I sin undersøgelse påviser han, at mens der i døgnet efter debatten er stor variation mellem, hvad de amerikanske såkaldte television pundits siger, finder der efter bare få døgn en harmonisering af påstandene sted. 

Den norske medieforsker Sigurd Allern ser en sådan konsensuspraksis som en måde for kommentatorerne at få magt på: 

"Kommentatorerne har begrenset makt alene, men har innflytelse, når de står sammen, for eksempel om å erklære en politisk leder død etter en skandale."

Hemmelige kilder giver stort spillerum
Som en sidste ting er kommentatorernes kildebrug også værd at dvæle ved. 

Kommentatorerne hævder ofte, at de informationer, de viderebringer, kun kan viderebringes, hvis de holder deres kilder hemmelige. 

De hævder, at deres hemmelige kildenetværk er omdrejningspunktet i deres arbejde, og hvis de afslører disse kilder, vil de ikke længere få de interessante informationer. 

Måske gør det sig gældende i nogle tilfælde, men det giver også kommentatorerne et meget stort spillerum, hvor det mange gange gøres uklart for læseren eller seeren, hvornår noget har status som en egentlig udtalelse fra en kilde, et rygte eller et blot et skøn eller gæt fra kommentatoren. 

Bliver man først opmærksom på vendinger som "i rød blok", "i Venstres top" eller ”internt i partierne”, vil man kunne se, at det forekommer i et ret massivt omfang. 

I Berlingske Tidende for nyligt gav jeg eksemplet, at Thomas Larsen i forbindelse med Angela Merkels besøg var ude at sige, at "her og nu er S-toppen ikke ked af, at den danske regeringschef kan blive set sammen med den mægtigste politiske leder i Europa." 

Her kan man spørge: Er det noget, Larsen har hørt nogen sige? Eller er det en spekulation? 

Larsen forsvarer sig ved at sige, at han selvfølgelig ikke kan afsløre sine kilder og tilføjer derefter: 

”For det er åbenbart for enhver, at det er en kæmpe fordel for Helle Thorning-Schmidt at stå sammen med en af Europas største ledere.” 

Den opmærksomme læser vil her se, at Larsen svarer ved at benytte et udokumenteret, uspecificeret kvantitetsargument med ordene ”det er åbenbart for enhver” for at understøtte påstanden. Min pointe er ikke, at Larsen skal afsløre sin kilde med navns nævnelse, men at han bør uddybe, om det er noget, han har kilder på, eller om det er noget han gætter på.

Og der kan man så spørge sig selv: Hvorfor skal han bruge sin position som ekspert på at sige noget, som vi alle allerede ved?

Talen påvirker tanken
Den direkte konsekvens af kommentatorernes måde at tænke og tale om politik på kan være svær at dokumentere. 

Men når kommentatorerne taler om spin, strategi og motivspekulation og gør det på en postulerende måde gennem for eksempel udokumenterede, uspecifikke kvantitetsargumenter og ved at tale i flok, henvender kommentatorerne sig indirekte til læseren som en blot og bar tilskuer til den politiske debat. At være tilskuer er en passiv rolle, hvor læseren eller seeren ikke opfordres til selv at reflektere og tage aktiv stilling til substansen i den politiske debat.

I diskursen ligger der en indirekte opfordring til at se politik som et skæbnedrama, hvor vi som vælgere blot sidder på sidelinjen. 

Politik er ikke noget, vi selv indholdsmæssigt diskuterer, men et skuespil, som vi er vidner til. 

Man kan sige, at det jo står læseren eller seeren frit for at slukke for kommentatorerne eller blot ignorere deres måde at tale om tingene på. Men det er nemmere sagt end gjort, for diskurser har det med at have en indvirkning på os. 

Som Wittgenstein sagde: Den måde, vi taler om tingene på, præger den måde, vi tænker om tingene på. Og det er lige netop på den måde, de politiske kommentatorer måske har allermest magt. 

Inden han blev kommentator på Politiken, bidrog Sigge Winther Nielsen selv til forskningen, og i en undersøgelse viser han, hvordan folk har en tendens til at mime kommentatorerne som en slags mini-kommentatorer. 

Politik er forholdsvis komplekst, og kommentatorerne tilbyder en måde at tænke og tale om politik på, som borgerne overtager. 

På den måde har kommentatorerne ikke bare en stor magt, men også et stort ansvar. 

Gode kommentatorer står alene med argumenterne
Jeg indledte artiklen med at sige, at afhandlingsarbejdet ikke er udført ud fra en idé om, at verden vil være et bedre sted uden politiske kommentatorer. 

Kommentatorerne er en ressource, hvor mange har en stor viden om politik og en fortid i den politiske verden som for eksempel journalist eller rådgiver. 

Opfordringen er derfor ikke, at de politiske kommentatorer skal lukke og slukke, men at de i højere grad bør bestræbe sig på at stå frem som afsendere i stedet for sprogligt at skrive sig ud af teksterne. Det er for eksempel det, vi så det med brugen af kvantitetsargumenter, passiver og tvivlsom kildebrug. 

Kommentatorerne bør også bestræbe sig på at argumentere for deres holdninger. 

De må meget gerne have meninger om, hvordan politikerne klarer sig, men de skal argumentere for det. 

Og så må de meget gerne være uenige med hinanden og hylde uenigheden som princip i stedet for at tale i samlet flok. 

For det er gennem den diskussion, at vi som borgere har mulighed for at blive klogere. 

Sluk for skæbnedramaet
I forhold til indhold bør kommentatorerne ikke primært tale om spin og strategi og derved gøre politik til et skæbnedrama, hvor politikerne som reality-stjerner enten har personlig succes eller fiasko. 

Betragtninger om spin og strategi er ikke uvæsentlige og bør også være der i et mindre omfang, fordi det er en del af politik. Men fordi kommentatorerne lader det fylde så meget, er der en risiko for, at man får et indtryk af, at politik udelukkende handler spin og strategi. 

Det handler igen om proportioner, eller hvad man kan kalde et civic mix, som den engelske forsker Stephen Coleman benævner det. 

Med udgangspunkt i deres store viden kan kommentatorerne bidrage med mange perspektiver, der kan være relevante for os som borgere. 

For eksempel om samarbejdet mellem partierne i forhold til konkrete politikområder og om den historiske udvikling i forhold til partierne og forskellige politikområder. 

Hvad er samarbejdsmulighederne mellem partierne? Hvad har partierne ment tidligere, og hvad mener de nu? 

Kommentatorerne kan også godt tale om politikerne som personer. Men hvis det i højere grad skal give mening for os som borgere, skal betragtningerne handle om politikerne som repræsentanter, der forvalter en rolle, herunder om deres værdier, moral og drivkræfter – ikke om politikerne som personer, der lykkes eller det modsatte i et personligt skæbnedrama.

Demokratisk tyrkertro
Lektor Klaus Kjøller udtrykte 30. april en kritik af min normative position som forsker på bagsiden af Berlingske Tidende, hvor han i Groft sagt skrev: 

“Som de fleste universitetsretorikere har Bengtsson en tyrkertro på, at vælgerne helst vil have, at politik udføres som en diskussion på en velopdragen folkehøjskole, hvor Thomas Larsen, Hans Engell og andre kommentatorer leverer saglige oplæg. Det store retoriske mysterium i dansk politik er, hvordan universitetsuddannede retorikere kan blive ved med at bevare denne tro, når de dagligt oplever, at både medier, politikere og politiske kommentatorer er nødt til at fremstille politik som et skæbnedrama for at vække interesse for stoffet.” 

Men hvem siger, at de er nødt til det? Og er underholdning og saglig debat et modsætningspar? 

Under alle omstændigheder mener jeg, at det er væsentligt, at vi forholder os til en diskurs fra de politiske kommentatorer, der i de seneste ti år er begyndt at dominere dækningen af politik. 

Hvad gør det ved os som borgere og vores forståelse og tilgang til politik? 

I denne sammenhæng skal det også nævnes, at ud over nærlæsning og protokolanalyser har afhandlingsarbejdet inkluderet interviews med kommentatorerne selv, hvor jeg har fremlagt kritikken for udvalgte kommentatorer og diskuteret genren og genrens udvikling med dem. 

I samtlige interviews oplevede jeg en villighed til at reflektere kritisk over egen praksis, og kommentatorerne kunne sagtens se fornuften i kritikpunkterne. 

Triviel ræson vs. tankevirksomhed
Afhandlingen indledes med et citat fra den canadiske politolog Simone Chambers, der ligesom jeg mener, at vi som forskere bør forholde os normativt til den politiske journalistik og massemediernes dækning af politik. 

Hun skelner mellem plebiscitary rhetoric og deliberative rhetoric, hvor plebiscitary rhetoric handler om at appellere til publikums eksisterende referencer med leflen og manipulation, mens deliberative rhetoric bidrager til en refleksiv proces hos modtageren. 

Hun skriver: 

“Deliberative rhetoric makes people think, it makes people see things in new ways, it conveys information and knowledge, and it makes people more reflective (...) Deliberative rhetoric creates a dynamic relationship between speaker and hearer. Hearers must be engaged by the speech. It ought to spark active reasoning and thoughtfulness rather than unreflective triggers or gut reactions.” 

Lad dette citat stå som det sidste her med en opfordring til de politiske kommentatorer om at stræbe efter at levere noget deliberativ retorik, der får borgeren til at reflektere, og hvor den aktive tankevirksomhed hyldes frem for trivielle og forudsigelige ræsonnementer om spin og strategi i en postulerende og autoritær stil.

Forrige artikel Flyt det digitale fokus til borgernes hverdag Flyt det digitale fokus til borgernes hverdag Næste artikel Den glemsomme vælger og den strategiske politiker Den glemsomme vælger og den strategiske politiker
Fra fond til forsker: Stamcelleprojekt får 7,6 millioner fra norsk fond

Fra fond til forsker: Stamcelleprojekt får 7,6 millioner fra norsk fond

FONDE: En overlæge ved SDU har modtaget 7,6 millioner kroner fra Olav Thon Stiftelsen til et stamcelleprojekt, der skal udvikle et middel mod knogleskørhed. Trygfonden støtter et idrætsprojekt til behandling af sklerose, og Gigtforeningen støtter forskning i overdødelighed blandt deprimerede gigtpatienter.