Bliv abonnent
Annonce
Debat

Hvis regeringen vil have grøn vækst, skal de flytte pladser på automations-uddannelsen ud af hovedstaden

Uddannelsen af automationsteknologer skal spredes over hele landet, hvis Danmark vil følge med i den grønne omstilling, skriver Niklas Høybye.
Uddannelsen af automationsteknologer skal spredes over hele landet, hvis Danmark vil følge med i den grønne omstilling, skriver Niklas Høybye.Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
5. november 2025 kl. 02.00

N

Automationsteknolog & medlem af TL ungdom

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mens Danmark taler om manglen på læger, vokser en anden – og mindst lige så kritisk – mangel: automationsteknologerne. 

De er endda mere skævt fordelt end lægerne – og uden nok af os risikerer Danmark at miste både arbejdspladser, produktionskraft og tempoet i den grønne omstilling.

Automationsteknologer spiller en central rolle i det, regeringen kalder ”Danmarks grønne industri-eventyr”. Vi udvikler og vedligeholder de systemer, der gør produktionen mere energieffektiv, reducerer spild og udnytter ressourcerne bedre.

Læs også

Centraliseret i København
Teknologisk Institut har peget på, at automatisering og robotteknologi er blandt de mest effektive måder at reducere CO2-udledningen på – men uden kvalificerede fagfolk til at implementere teknologien bliver potentialet aldrig realiseret. 

Hvis vi vil have grøn vækst og stærke produktionsarbejdspladser i hele Danmark, skal vi uddanne de tekniske kræfter dér, hvor virksomhederne faktisk ligger.

Niklas Høybye

Alligevel er automationsteknologuddannelsen alt for centraliseret. Den findes seks steder i landet – men halvdelen af pladserne ligger i København.

På hele Sjælland er der kun ét uddannelsessted, selvom regionen huser nogle af Danmarks største produktionsvirksomheder – fra biotek i Kalundborg til grøn energi på Lolland-Falster. Det betyder, at store dele af Danmark står uden de nødvendige specialister – og virksomheder må betale dyrt for kompetencer, der burde være lokale.

Uddannelsen er ens overalt, men samarbejdet med erhvervslivet varierer. På Sjælland er der tæt kontakt til den farmaceutiske industri, mens Jylland har stærke bånd til mekaniske og fysiske industrier.

Det giver god mening – men kun, hvis uddannelsen er tilgængelig i hele landet.

Skævhed mellem landsdele
Jeg har selv oplevet udfordringen. Ved en samtale i en sjællandsk virksomhed stod det klart, hvor ineffektivt det er, når kompetencerne ikke er jævnt fordelt. En fejl i Jylland kan betyde seks timers kørsel fra København for at få hjælp.

Flere uddannede lokalt ville gøre virksomhederne mere effektive – og give unge mulighed for at blive i de egne, hvor behovet er størst.

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets datavarehus blev der sidste år optaget 252 studerende på automationsteknologuddannelsen – hvoraf næsten halvdelen gik til KEA i København. Det er en skævhed, som på sigt rammer både erhvervslivet og balancen mellem landsdelene. Når teknologiuddannelserne centraliseres, følger både innovation, investeringer og fremtidens arbejdspladser med.

Hvis vi vil have grøn vækst og stærke produktionsarbejdspladser i hele Danmark – ikke kun i hovedstaden – skal vi uddanne de tekniske kræfter dér, hvor virksomhederne faktisk ligger.

Læs også

Men problemet handler ikke kun om uddannelse – det handler også om regional udvikling. Danmark bliver nødt til at automatisere mere, fordi der snart vil mangle næsten 100.000 faglærte.

Eksperter peger på, at robotteknologi kan være en del af løsningen, men det kræver, at vi uddanner flere, der kan udvikle og vedligeholde systemerne.
Uden automationsteknologer bliver investeringerne i robotter og industri 4.0 kun halve løsninger.

Når uddannelsen samles i de største byer, bremser det den grønne og teknologiske udvikling i resten af landet. Udkantsdanmark kan ikke levere grøn vækst, hvis de tekniske kompetencer kun findes i hovedstaden.

Tag ansvar for grøn produktion
Hvis regeringen virkelig mener alvor med at skabe balance mellem land og by, må den starte her: Flyt flere studiepladser ud af København, styrk samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og lokale virksomheder, og vis, at den grønne omstilling også skal bygges uden for de store byer.

Automationsteknologerne er ikke bare en lille faggruppe. Vi er en del af rygraden i Danmarks produktionsevne, velfærd og klimaindsats. Uden os stopper den grønne omstilling, før den for alvor er kommet i gang – det kan Danmark simpelthen ikke tillade sig.

Vi er klar til at tage ansvar for fremtidens grønne produktion – nu må politikerne vise, at de tør give os muligheden. 

Hvis Danmark tør satse på teknologiske uddannelser i hele landet, kan vi både sikre grøn vækst og fremtidens arbejdspladser.

Læs også

Artiklen var skrevet af

N

Niklas Høybye

Automationsteknolog & medlem af TL ungdom

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026