Karin Friis Bach: Politikere skal ikke bestemme over lægemiddelmarkedet

Af Karin Friis Bach (R)
2. næstformand, Region Hovedstaden

Den nuværende godkendte forsøgsordning med medicinsk cannabis er et vildskud. Et svar på et grundlæggende problem – men desværre det forkerte svar.

For politikere hverken kan eller skal til at godkende lægemidler, og de skal slet ikke blande sig i lægernes ordinationer. Politikere skal generelt holde sig fra faglig detailstyring. Det er simpelthen ikke vores opgave.

Men hvad er det grundlæggende problem da, som har medført store frustrationer – og nu dette lidt forkvaklede forsøg på at tvinge et nyt lægemiddel på markedet?

Som jeg ser det er årsagen, at vi har et hul i vores forskningsstruktur inden for lægemiddelområdet. At der simpelthen ikke er et sted, hvor offentlige myndigheder med ansvar for sundhedsvæsenet kan rekvirere manglende forskning med henblik på at få lukket eksisterende evidenshuller.

Og det på trods af, at det er alment kendt, at der er meget forskning, som burde udføres, hvis vi ville være helt sikre på, at alle de behandlingsvejledninger, som anvendes inden for sundhedsvæsenet, er optimale.

Jeg mener, at hele den ophedede debat om medicinsk cannabis for en stor del kan tilskrives, at vi har denne mangel i vores forskningsstruktur. At der mangler et sted, hvor politikerne kunne have ”bestilt” den manglende viden.

Karin Friis Bach

Som det er nu, igangsættes og betales en stor del af lægemiddelforskningen af medicinalindustrien. De sætter forsøg i gang, som har deres interesse – det vil sige hvor der eventuelt er mulighed for en senere indtjening. Det er fornuftigt og i mine øjne helt legitimt.

Myndigheder mangler organ, hvor de kan søge ny viden
Jeg mener ikke, at offentlige myndigheder bør kunne pålægge industrien forskning, udover forsøg som skal dokumentere effekt og sikkerhed af egne præparater. Indtil videre har der fra medicinalindustriens side ikke været den store interesse i at igangsætte forskningsprojekter med medicinsk cannabis.

Men udover lægemiddelindustriens forskning igangsættes også mange forsøg i offentligt regi. De betales ofte af fonde, statslige eller internationale forskningsprogrammer eller efter ansøgning af medicinalfirmaer, og der lægges ofte et stort frivilligt arbejde i fra forskernes side. Disse forskningsprojekter udgør den ”frie forskning”. Altså den forskning, som er igangsat af den enkelte forskergruppe.

Denne type forskning er vigtig. Det er forskerne selv, som har fingeren på pulsen i forhold til egne arbejdsområder, og det kan være her, at nye skæve ideer kan give overraskende og banebrydende resultater. Men heller ikke i dette regi har der for alvor været interesse i at igangsætte forsøg med medicinsk cannabis.

Tilbage står, at vi har nogle myndigheder, som har ansvar for at sikre bedst mulig behandling af patienter inden for et givet budget, som fortsat ikke har noget sted at gå hen med deres behov for ny viden. Det kan for eksempel være behov for en sammenligning af en gammel og en ny behandling, eller en dyr og en billig, eller viden om helt nye behandlingsmuligheder, som ingen andre vil forske i.

Behov for overblik over evidenshuller
Jeg mener, at hele den ophedede debat om medicinsk cannabis for en stor del kan tilskrives, at vi har denne mangel i vores forskningsstruktur. At der mangler et sted, hvor politikerne kunne have ”bestilt” den manglende viden. Tidligere havde vi sektorforskningsinstitutterne. De er nu nedlagt og opgaverne bliver typisk varetaget af universiteterne.

Jeg mener ikke, at sektorforskningen skal genoplives, men jeg vil gerne tale for, at en del af de nationale midler, der afsættes til blandt andet medicinsk forskning, uddeles via et organ, som har et overblik over, hvor de store evidenshuller er.

Det kunne for eksempel være Medicinrådet, en styrelse eller måske en enhed under et universitet, som kunne have til opgave at uddele midler til en mere styret forskning inden for områder, hvor der er afgørende mangel på viden. For eksempel som det er tilfældet med brugen af medicinsk cannabis.

Måske kunne man også forestille sig andre set-up? Det vil jeg bestemt være åben for.

Jeg vil nemlig som politiker meget hellere diskutere og fastlægge rammerne for at kunne fremskaffe den nødvendige viden frem for at begynde at gå på kompromis med lægemiddelloven og selv begive mig ud i at bestemme, hvilke konkrete lægemidler der skal være tilgængelige på markedet.

Det har vi allerede veletablerede godkendelsesprocedurer for. Og de bør naturligvis også følges i dette tilfælde.