
Politikeren Knud Heinesen er død, 92 år gammel.
Det oplyser hans familie til Ritzau ifølge flere medier.
Socialdemokraten Knud Heinesen var en stærk figur i de socialdemokratisk ledede regeringer i 1970'erne og først i 1980'erne. Han blev i eftertiden mest kendt for den stærke advarsel, han i 1979 udstak om den skrøbelige danske økonomi, der var plaget af høj gæld og stort underskud på betalingsbalancen.
Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs mod den
Knud Heinesen
Sagt som afgående finansminister i 1979
"Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs mod den, og vi kan se den," sagde Knud Heinesen i et siden berømt tv-interview i forbindelse med, at han frivilligt trak sig som finansminister.
Senere vendte han tilbage til posten i 1981-82 i Anker Jørgensens sidste regering.
Knud Heinesen var født på Fyn, men voksede efter sin mors død op hos sin faster og onkel i Vangede. Han blev cand.polit. i 1959 og blev samme år lærer på Roskilde Højskole, hvor han senere også var forstander i en årrække. Fra 1971 til 1985 sad han i Folketinget for Socialdemokratiet som kandidat i Amagerbrokredsen.
Hans første ministerpost var som undervisningsminister i Jens Otto Krags sidste regering.
I 1985 forlod Heinesen politik for at hellige sig en karriere i erhvervslivet. Han blev direktør for Københavns Lufthavn og senere for rejseselskabet Spies/Tjæreborg. Siden fulgte en bestyrelseskarriere i bl.a. TDC og DSB.
Han udgav to anmelderroste erindringer, 'Min Krønike' og 'Sporskifte', som dokumenterede, at økonomen Heinesen besad en meget veludviklet tør humor.
Altinget bringer torsdag en nekrolog
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Videnskabernes Selskab: Derfor har Folketinget brug for uafhængig videnskabelig rådgivning
- Tænketank: Venstres håndgranat ind i forskningsreserven er noget af det bedste, der er sket for forskningen i lang tid
- DM: Den kommende regering må gøre op med den omfattende politiske detailstyring af universiteterne
- Optagesystemet er en rørt brik, som to regeringer i træk ikke har flyttet



























