Socialdemokrater kan vinde magten uden at kopiere højrefløjens udlændingepolitik. Det viser vores nordiske naboer

Den myte har ellers været fremmet med stor succes. Både herhjemme, hvor det – også blandt kommentariatet - nærmest er en uantastelig præmis, at de danske Socialdemokrati har vist, hvordan man kan vinde og fastholde magten ved at kopiere højrefløjens værdipolitik.

Myten om udlændingepolitikken

Men det danske socialdemokrati har også eksporteret myten til udlandet. Mette Frederiksen-doktrinen har været omtalt og diskuteret i en række store europæiske medier, og har sågar trukket overskrifter i New York Times.

Det norske valg viser imidlertid endnu engang, at det er og bliver en myte, at en hård udlændingepolitik og -retorik skulle være den eneste vej for socialdemokratier til at vinde og fastholde magten.

Socialdemokraternes norske søsterparti Arbejderpartiet fik ikke mindre end 28 procent af stemmerne efter en valgkampagne, hvor udlændingepolitik var stort set fraværende. Det er mere, end Mette Frederiksen på noget tidspunkt har opnået, og milevidt fra de 20-22 procent de danske socialdemokrater lige nu kan trække i meningsmålingerne.

I Sverige står de svenske socialdemokrater til en tilslutning på tæt på 35 procent af vælgerne, uden nogensinde at nærme sig det danske socialdemokratis uforsonlige retorik om migranter og muslimer. Vi skal tilbage til tiden før efterlønsløftebruddet for at finde lignende opbakning til det danske socialdemokrati. 

Det er ikke bare i Norden, at myten om Mette Frederiksens udlændingedoktrin modbevises.

Pelle Dragsted
Politisk ordfører, Enhedslisten

Og det er ikke bare i Norden, at myten om Mette Frederiksens udlændingedoktrin modbevises. I Spanien har den populære socialistiske premierminister Pedro Sanchez genvundet magten ved to valg. Som et totalt modbillede til Mette Frederiksen sætter han en ære i at tage kampen op mod den yderste højrefløjs fremmedhad. Og indtil nu har det virket. Ved seneste valg tabte det ekstreme højreparti Vox mere end hver tredje vælger.

Hvad de omtalte socialdemokratiske partier har til fælles er en mere solidarisk økonomisk politik. Mens de danske socialdemokrater fjerner helligdage, gør Sanchez arbejdsugen kortere, mens han griber hårdt ind overfor boligspekulanter. I Norge har socialdemokraterne indført og forsvaret en formueskat, der er med til at finansiere betydelige forbedringer af velfærden. I Sverige kræver socialdemokraterne opgør med profit i velfærden, og lover massive investeringer i velfærden. 

Min pointe her er ikke, at udlændingepolitik ikke er et vigtigt spørgsmål. Det er både godt og nødvendigt, at venstrefløjen åbent forholder sig til de udfordringer, som følger med migration. Ligesom det er en venstreorienteret kerneopgave at bekæmpe reaktionære holdninger – også når de findes i religiøse mindretal eller bevægelser. Både det svenske og norske socialdemokrati har da også rykket sig på udlændingepolitikken, som før var lidt af et tabu i begge lande.

Men der er meget langt fra en erkendelse af, at migration ikke er uden udfordringer, og så til at flytte sig så langt til højre, som Mette Frederiksen har gjort. 

Det, der måske startede som en taktik for at stoppe den yderste højrefløjs fremgang, virker nu nærmest som en vedvarende politisk radikalisering, hvor udtalelserne næsten ikke kan blive vilde nok. Som da Mette Frederiksen forsvarede, at tre velintegrerede velfærdsarbejdere skulle udvises med, at der jo er mange kriminelle indvandrere. Altså en slags kollektiv etnisk skyld. 

DF lukrerer på S-kurs

Og selv hvis der var tale om en taktik med det formål at tage luften ud af ekstremhøjrefløjen, så er det blevet mere og mere tydeligt, at den ikke virker. I en periode så det ganske vist ud som om, at socialdemokraternes højrekurs tog luften ud af Dansk Folkeparti. Men nu er Morten Messerschmidt tilbage og trækker igen socialdemokratiske vælgere over midten. 

Og det bør ikke komme som en overraskelse. Når man for eksempel som Frederik Vad, med fuld opbakning fra Mette Frederiksen, fremfører den såkaldt tredje erkendelse – om at selv udlændinge, der betaler deres skat, træner det lokale fodboldhold og passer deres arbejde – for eksempel på apoteker eller i offentlige forvaltninger – er potentielle samfundsfjender.

Jeg ved, der findes masser socialdemokrater, som ikke er vilde med den stadig mere skingre og konspiratoriske udlændingepolitik i socialdemokraternes top.

Pelle Dragsted
Politisk ordfører, Enhedslisten

Det er ikke bare en urimelig grovhed overfor de titusinder af borgere med udenlandsk baggrund, der hver dag er med til at få vores samfund til at fungere.

Det siger næsten også sig selv, at når man sår mistro og mistænksomhed overfor en udefineret gruppe af medborgere på den måde, så er det den yderste højrefløj, der lukrerer på det. 

Fordi de ikke som socialdemokraterne behøver at bekymre sig om internationale konventioner og menneskerettigheder, og dermed altid kan servere mere vidtgående svar: Remigration. Massefratagelse af statsborgerskaber. Luk grænsen. Melde Danmark ud af EU. Der er ingen ende på det.

Og når man som Morten Messerschmidt ovenikøbet går venstre om socialdemokraterne på dele af den økonomiske politik med løfter om billigere fødevarer og højere folkepension, så bliver det en farlig cocktail.  

Hvordan man end vender og drejer det: Mette Frederiksen-doktrinen ser ikke længere ud til at være et vidundermiddel til at bekæmpe den yderste højrefløj og sikre socialdemokratiet magt og indflydelse. Hvis den nogensinde har været det.

Til gengæld viser socialdemokrater i landene omkring os andre veje med langt bedre resultater. Veje, der bygger på det, der engang var venstrefløjens fælles gods: Lige rettigheder, antiracisme og solidaritet mellem arbejdere på tværs af skel.

Jeg ved, der findes masser socialdemokrater, som ikke er vilde med den stadig mere skingre og konspiratoriske udlændingepolitik i socialdemokraternes top. Jeg håber, at valgresultatet i Norge kan give dem en anledning til at tage Mette Frederiksen-doktrinen op til fornyet debat.