Når champagnen er drukket, begynder arbejdet med at få forskningsstrategien ud over universitetets mure

Der er reelle landvindinger i udspillet: En oprustning på kvinders sundhed, hvor der alt for længe har været huller. En styrkelse af forskning, der skal løfte vores sikkerhed og teknologiske råderum. Langsigtede investeringer i kritiske teknologier, der kommer til at definere vores konkurrenceevne. Og en opbygning af basismidler, der gør forskningsfrihed til mere end en principerklæring.

Men midt i optimismen ligger der også et ansvar, og det ansvar hviler ikke på Christiansborg. Det ligger hos universiteterne, forskningsmiljøerne og de institutioner, som i de kommende år skal omsætte milliarderne til noget, der giver mening uden for campus. 

Forskningens gennemslagskraft og synlighed i samfundet er for svag. 

Ali Aminali

For lad os være ærlige: Danmark producerer forskning i verdensklasse, men alt for meget af den når aldrig længere end til seminarer, interne konferencer og opslagstavler med ord som robusthed, strategisk kapacitet og vidensbroer.

Meget af den forskning, vi burde være stolte af, når aldrig ud til den dansker, der faktisk betaler for den.

Og lad os bare sige det, som det er: Regeringen skriver det faktisk selv i udspillet.

Der står sort på hvidt, at forskningens gennemslagskraft og synlighed i samfundet er under pres, og at formidlingen skal løftes. Det er ikke mig, der overdriver – det står direkte i regeringens egne ord.

Men problemet er ikke forskerne. Det er kulturen. Det er vanen. Det er en formidling, der i mange år er blevet tynget af teknikaliteter, interne koder og et sprog, der mest af alt lyder som noget, der er skrevet for at imponere andre forskere, ikke for at oplyse et samfund.

Og det gælder ikke kun forskningen. Det gælder også mange af de initiativer, universiteterne selv iværksætter: iværksættermiljøer, teknologiprojekter, nye sundhedsindsatser, sociale forskningsprogrammer. Gode tiltag, der burde fylde langt mere i den offentlige samtale, men som forbliver i lukkede kredsløb, hvor alle taler et sprog, almindelige mennesker ikke kan afkode.

Når man arbejder med kommunikation og sidder tæt på forskningsmiljøerne, ved man præcis, hvordan det ser ud: Kommunikation i perfekt form, alt rettet til, alt efter bogen, og stadig fuldstændig uforståeligt for alle udenfor universitetets mure.

Jeg har set planer, hvor hver eneste sætning kunne bestå en ph.d.-komité, men ikke et helt almindeligt menneske. Og når man forsøger at få det i medierne, falder det til jorden. 

Værdien opstår først, når resultaterne kan mærkes af helt almindelige mennesker, dem der skal leve med de teknologier, de sundhedsløsninger og sociale indsatser, som forskningen skal understøtte.

Ali Aminali

For det er for internt, for langt og for lidt levende. Det er formidling, der er bygget til et kredsløb, ikke til et land.

Det er derfor, dagens milliardløft forpligter. Ikke kun politikerne, men især de institutioner, der nu står med ressourcerne. Når man har fejret bevillingerne og skålet i kantinen, begynder det rigtige arbejde. At få forskningen til at leve uden for universitetets mure.

Det kræver ikke mere kompleksitet. Det kræver mod til at tænke mindre som et system og mere som et samfund. At tale jordnært. At være højaktuel. At låne greb fra kulturverdenen og scenekunsten, hvor man kan noget, mange forskningsmiljøer har svært ved: at gøre viden sanselig, synlig og begejstrende.

De fleste kommunikationsafdelinger på universiteterne er dygtige, men de ligner hinanden til forveksling. De tænker ens. Formidler ens. Sætter mål og publikum ens. Og resultatet er, at de i praksis ender med at kommunikere mest til hinanden.

Hvis der virkelig skal være tale om et nybrud i forskningspolitikken, skal der også komme et nybrud i formidlingen. Milliarderne er kun begyndelsen.

Værdien opstår først, når resultaterne kan mærkes af helt almindelige mennesker, dem der skal leve med de teknologier, de sundhedsløsninger, de sociale indsatser og den grønne omstilling, som forskningen skal understøtte.

Og helt ærligt: Uanset om forskningen handler om hundeliv og hverdagsvaner, om iværksætteri i provinsen eller om højteknologiske kvantesystemer i verdensklasse, så gælder én ting.

Hvis ikke danskerne kan mærke det, forstå det og bruge det, så mister vi forbindelsen mellem forskning og fællesskab. Og det er den forbindelse, der skal styrkes nu.