Regeringen vil justere basismidler ved at give to universiteter 25 millioner ekstra

Regeringen lægger ikke op til store ændringer af, hvordan universiteternes basismidler fordeles. Det møder kritik fra Roskilde Universitet, Aalborg Universitet og Venstre.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Chris Lehmann

Regeringen foreslår i sit oplæg til en ny aftale om universiteternes basismidler at give i alt 50 millioner til deling mellem Syddansk Universitet og Aalborg Universitet. Ellers foreslår den ingen forandringer i forhold til den nuværende fordeling af de godt ni milliarder kroner.

Det har Altinget fået bekræftet af flere kilder med kendskab til de forhandlinger, der kører aktuelt i uddannelses- og forskningsudvalget.

Venstres uddannelses- og forskningsordfører Ulla Tørnæs, der selv er tidligere minister for området, er i tvivl om, hvorvidt regeringens udspil er en "lappeløsning," eller om det er sådan regeringen forestiller sig, en ny model for basismidlerne ser ud for bestandigt:

"Ministeren har ikke svaret på, om det er et udtryk for en udskydelse, eller om det simpelthen er den nye model, som går ud på at tilføre 50 millioner mere til basismidlerne, som selektivt fordeles til Syddansk Universitet og Aalborg Universitet," siger hun til Altinget.

Vi bedriver verdensklasse-forskning på områder som digitalisering og bæredygtighed. Set i lyset af det, er 25 millioner kroner for lidt. Der er behov for, at vi får lige vilkår i hele landet, for at bedrive den bedste forskning til gavn for Danmark

Per Michael Johansen
Rektor, Aalborg Universitet

Uanset om det er blot er en udskydelse af en ny model, eller om det faktisk er et udspil til en fremtidig fordeling af midlerne, er hun ikke tilfreds med det:

"Der er nogle utilstrækkeligheder og urimeligheder i det aktuelle system. ITU for eksempel får jo stort set ingen basismidler, men har brug for basismidlerne for at kunne oprette flere studiepladser, eksempelvis på et nyt campus i Vejle, som universitetet ønsker at lave. Det muliggør den løsning, regeringen har fremlagt næppe," siger Ulla Tørnæs.

Altinget har efterspurgt en kommentar på kritikken fra Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen. Han udtaler i en skriftlig kommentar:

"Jeg indkalder meget snart Folketingets uddannelses- og forskningsordførere til videre drøftelser om basismidler til forskning. Hvad der måtte være af kritikpunkter og konkrete ønsker til fordelingen af basismidler, tager vi i de videre forhandlinger."

 

Læs også

AAU: Det er akut

Fra Aalborg Universitet lyder der kritik af udspillet. Her tager rektor Per Michael Johansen fat i, at en del af basismidlerne i dag bliver fordelt efter en særlig fordelingsnøgle, der belønner universiteterne for at klare sig godt i forskning. Den model indfases dog langsomt over årene.

Per Michael Johansen påpeger, at blev den model fuldt indfaset i morgen, ville AAU få 200 millioner mere årligt, end universitetet gør i dag:

Det er selvfølgelig dybt problematisk i relation til forskningsbaseringen af vores uddannelser og urimeligt overfor vores studerende.

Hanne Leth Andersen
Rektor, Roskilde Universitet

"Vi bedriver verdensklasse-forskning på områder som digitalisering og bæredygtighed. Set i lyset af det, er 25 millioner kroner for lidt. Der er behov for, at vi får lige vilkår i hele landet, for at bedrive den bedste forskning til gavn for Danmark," siger han og fortsætter:

"Kigger man på den resultatbaserede fordelingsnøgle på alle basismidlerne, så ville den give os 200 millioner kroner mere om året, hvis man indfasede modellen fuldt nu," siger Per Michael Johansen. Han mener, at tiden er inde til at se på en mere grundlæggende forandring af modellen:

"Det er meget akut set fra Aalborg Universitets synspunkt. Det med at omfordele midlerne i en ny model er vi stillet i udsigt de sidste fire år, og der er jo intet sket. Tiden er nu til at tage fat på det her grundlæggende problem og få skabt en mere fair og lige fordeling mellem landets universiteter," siger han.

RUC: Man forfordeler en hel region

På Roskilde Universitet forventer rektor Hanne Leth Andersen, at universitetet i løbet af forhandlingerne vil blive tilgodeset, da universitetet er et af de universiteter der får færrest basismidler. RUC er samtidig ikke er blevet løftet på samme måde, som de andre universiteter, der modtager få basismidler. Det er CBS, Aalborg Universitet og ITU, pointerer hun:

"Det giver et problem, som akkumulerer for os, fordi vi bliver efterladt på et lavere niveau. Det er selvfølgelig dybt problematisk i relation til forskningsbaseringen af vores uddannelser og urimeligt overfor vores studerende. Derfor forventer jeg, at der er nogle politikere, der kan se, at det vil understrege skævvridningen af basismidlerne, hvis man ikke kommer med en samlet model," siger hun og fortsætter: 

"Vi spiller også en central rolle i at løfte Region Sjælland  forskningsmæssigt, men vi har for begrænsede muligheder for at spille mere aktivt ind i forhold til regionens udfordringer, fx i forhold til sundhed eller den grønne omstilling. Vi er godt i gang med samarbejdet med erhvervsklynger og i samarbejde med sundhedsvæsenet. Det betyder, at regionen forfordeles negativt, når Roskilde Universitet forfordeles," slutter Hanne Leth Andersen.

IT-Universitetet vil ikke kommentere på de igangværende forhandlinger direkte. Prorektor Jens Chr. Godskesen udtaler i en mail til Altinget:

"Vi kan ikke kommentere på forhandlingerne, før der ligger et konkret udspil klar. Vi kan kun konstatere, at det danske erhvervsliv lider under en historisk mangel på it-specialister," skriver han og fortsætter:

"Vi har med ITU Vejle præsenteret en løsning, der både kan imødekomme manglen på it-arbejdskraft i Danmark og samtidig understøtte regeringens visioner for et Danmark med lige uddannelsesmuligheder i hele landet. Det er vores kerneopgave på ITU at uddanne højtkvalificerede it-specialister, der kan løfte den opgave, digitaliseringen af samfundet stiller os overfor, og derfor håber vi naturligvis på bred politisk opbakning, så ITU tilføres de nødvendige ekstra basismidler."

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Michael Johansen

Rektor og professor, Aalborg Universitet
cand.polyt. i fysik (Aalborg Uni. 1986), ph.d. (AAU. 1989), dr. scient. i fysik (Københavns Uni. 2001)

Hanne Leth Andersen

Rektor, RUC, formand for Uddannelsespolitisk Udvalg, Danske Universiteter
cand.phil. (Syddansk Uni. 1986), mag.art. (Københavns Uni. 1990), ph.d. (Københavns Uni. 1997)

Jens Christian Godskesen

Prorektor, IT-Universitetet
Cand.scient. i matematik og datalog, Aalborg Universitet, ph.d. i datalogi 1994

0:000:00