Debat

Unge med handicap: Uden et sjette SU-år kan vores uddannelsesniveau falde

Økonomiske konsekvenser ved forlænget studietid kan ramme unge med handicap særligt hårdt. Det kan blive til yderligere en barriere for unge med handicap i uddannelsessystemet, skriver Astrid Siemens Lorenzen.

De nye SU-regler skal tage særlige hensyn til unge med handicap, skriver Astrid Siemens Lorenzen, der selv studerer på DTU. 
De nye SU-regler skal tage særlige hensyn til unge med handicap, skriver Astrid Siemens Lorenzen, der selv studerer på DTU. Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skrottes det sjette SU-år, risikerer vi, at uddannelsesniveauet for mennesker med handicap falder. Det er ikke gennemtænkt.

Regeringen ønsker, at det alene bliver muligt at modtage SU til normeret studietid. Enhver forlængelse af sit studie vil dermed medføre økonomiske konsekvenser. Dette vil ramme studerende med handicap ekstra hårdt.

I rapporten 'Bedre vilkår for studerende med handicap på de videregående uddannelser' fra 2022 fastslås det, at studerende med funktionsnedsættelse har længere studietid, højere frafald og længere ledighed og oplever en større økonomisk utryghed under studie. 

 At skrue farten op er ikke muligt for os

Astrid Siemens Lorenzen
Bestyrelsesmedlem, SUMH

Dovenskab er ikke årsagen til, at vi som studerende med handicap kan være nødt til at forlænge studiet. Vores handicap bibringer mange ting, som vi skal tage hånd om, og nogle af os må leve med et halvtomt energilager. At skrue farten op er ikke muligt for os. Enten må vi forlænge vores studie eller opgive at tage en uddannelse.

Men at forlænge studiet er behæftet med bekymringer for os, der lever med et handicap. Et handicap giver i sig selv ikke ret til ekstra SU-klip, så er man nødsaget til at færdiggøre studiet på længere tid end seks år, løber man tør for SU til sidst i uddannelsen.

Når det allerede er et problem i dag, er det meget bekymrende, at regeringsgrundlaget lægger op til at fjerne det sjette SU-år og dermed yderligere forringe mulighederne for at tage sin uddannelse i det tempo, der kan lade sig gøre.

Yderligere barrierer

Det er dog positivt, at regeringen tilkendegiver, at de vil kigge på særlige dispensationer for studerende, der modtager handicaptillæg, når det kommer til spørgsmålet om at fjerne det sjette SU-år.

De nye SU-regler ikke skabe en endnu større hæmsko for studerende med handicap 

Astrid Siemens Lorenzen
Bestyrelsesmedlem, SUMH

Det bare vigtigt at påpege, at der vil være mange studerende med handicap, der i dag ikke modtager handicaptillæg, som vil have brug for lidt længere tid til studiet.

Nogle studerende med handicap lykkes med at arbejde ved siden af – og heldigvis – opnår de den erhvervserfaring under studie, som rigtig mange studerende med handicap ikke får.

Men det kan godt koste på studietiden, når der skal være plads til begge dele. Vi ved fra undersøgelser, at studiejob markant øger sandsynligheden for at komme hurtig i job som nyuddannet.

Derfor må de nye SU-regler ikke skabe en endnu større hæmsko for studerende med handicap i at opnå erhvervs- og praktikerfaring under studie og slet ikke hindre os i at gennemføre en uddannelse.

Fjernes det sjette SU-år uden at implementere en gennemtænkt løsning for studerende med handicap, tilføjes en yderligere barriere for denne målgruppe i uddannelsessystemet. Vi er nødt til at sørge for, at flere med handicap kan uddanne sig – ikke færre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00