Kommentar af 
David Trads

20 år i Afghanistan: Gav krigen overhovedet mening?

Krigen i Afghanistan sikrede, at Al-Qaeda faldt fra hinanden og at Osama bin Laden dræbt i 2011. Men den uopnåelige drøm om at demokratisere og samle Afghanistan har været katastrofal.

Var krigen i Afghanistan nødvendig og indfriede den vores forventninger, spørger David Trads, efter USA og Nato har meddelt, at man trækker sig ud af landet efter 20 års indsats.
Var krigen i Afghanistan nødvendig og indfriede den vores forventninger, spørger David Trads, efter USA og Nato har meddelt, at man trækker sig ud af landet efter 20 års indsats.Foto: Bob Strong/Reuters/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da USA’s præsident Joe Biden meddelte, at USA trækker dets tropper hjem fra Afghanistan den 11. september i år, mindede det mig om en ikonisk afghansk talemåde, som jeg første gang hørte umiddelbart efter invasionen begyndte i 2001:

”Det er er meget muligt, at I har alle de smarte ure, men vi har al tiden.”

I dag – godt 20 år efter – må vi konstatere, at citatet holder. For, jo, den militære overlegenhed, som USA og Nato besidder, er åbenlys, men afghanske militser har taget imod alle slagene, alle bomberne, mens de har ventet på, at tiden ville hjælpe dem:

USA har brugt et astronomisk beløb på krigen – faktisk tæt på værdien af 50 års afghansk bruttonationalprodukt! I flere år havde USA mere end 100.000 soldater udsendt af gangen. 2.312 amerikanske soldater er slået ihjel. Danmark har mistet 43 unge mænd i krigen.

Afghanistan, et land, der i årtier har været plaget af endeløse krige, er selvfølgelig hårdest ramt. Alene 40.000 civile er slået ihjel af det, vi med et neutralt ord kalder for ’krigens afledte hændelser’, men som reelt er et udslag af vores militære manøvrer.

Når nu USA trækker sig – og Nato og Danmark omgående følger trop – er det selvfølgelig tid til at stille sig to afgørende spørgsmål:

For det første – var krigen nødvendig og retfærdig?
11. september 2001 blev USA ramt af terror, da fire fly blev kapret på den amerikanske østkyst. To af dem buldrede ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York. Et af dem bragede ind i Pentagon, som er Forsvarsministeriets bygning, i Washington DC. Det sidste blev tvunget til nedstyrtning uden for hovedstaden af heltemodige passagerer, men havde formentlig kurs mod Kongressen eller Det Hvide Hus.

Det var, som alle, der levede dengang, husker, en isnende dag, som USA og Nato naturligvis måtte reagere mod. Det stod hurtigt klart, at det var Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk, som stod bag, og det var uden for tvivl, at Taleban-regimet i Afghanistan husede og opmuntrede terroren. Taleban og al-Qaeda hang sammen som ærtehalm.

USA og dets allierede, herunder Danmark, har i nu næsten 20 år været viklet ind i et afghansk hængedyn, som vækker minder om Vietnam-krigen i 1960’erne og 1970’erne.

David Trads
Journalist, forfatter, kommentator Altinget

Colin Powell, daværende udenrigsminister for præsident George W. Bush, indkaldte Nato, og fremlagde beviserne på et lukket møde. Efterfølgende bakkede alle Natos lande, herunder Mogens Lykketoft, dengang dansk udenrigsminister, op. Krigserklæringen var fælles.

Krigen blev af hele Vesten betragtet som nødvendig og retfærdig. Taleban og al-Qaeda havde reelt erklæret krig – ganske vist en asymmetrisk af slagsen – mod os. Hvis vi havde ladet det passere, ville de givet været blevet opmuntret til mere terror. Der var derfor massiv opbakning, også iblandt Vestens indbyggere.

For det andet – indfriede krigen vores forventninger?
Den oprindelige idé med krigen var, som Biden fastslog i denne uge, at ”vi skulle fjerne bin Laden, og vi skulle fjerne fristederne.” Det sidste – safe havens på engelsk – handler om Taleban-regimet, der gav husly til terrorister. Den mission lykkedes. Al-Qaeda faldt fra hinanden, der var ingen fristeder at skjule sig, bin Laden blev selv dræbt i 2011. Truslen blev elimineret.

Med tiden blev krigens formål udvidet – nemlig med en, skulle det forudsigeligt vise sig, uopnåelig drøm om at demokratisere og samle Afghanistan. Den mission har været katastrofal. USA og dets allierede, herunder Danmark, har i nu næsten 20 år været viklet ind i et afghansk hængedyn, som vækker minder om Vietnam-krigen i 1960’erne og 1970’erne. Små fremskridt, voldsomme tilbageslag. Vi magtede ikke den opgave.

Nu er det så slut – og de afghanere, som ikke ønskede demokrati og slet ikke vores belæringer, lod tiden arbejde for sig. De ventede og ventede og ventede…og til sidst havde de ventet længe nok. USA og alle vi andre forlader Afghanistan i en tilstand af kaos.

Men…det er værd at erindre sig om, at alternativet til krigen i 2001 – nemlig ingen krig – reelt aldrig var en option. Det ville have opmuntret bin Laden, al-Qaeda og Taleban til mere terror mod Vesten. Krig er, hvis nogen skulle have glemt det, altid en rodet og uskøn affære. Sommetider er der dog ingen vej udenom.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Joe Biden

Præsident, USA (Det Demokratiske Parti)
bachelorgrad i historie og statskundskab (University of Delaware) og kandidatgrad i jura (Syracuse University 1968)

0:000:00