KD-politiker: National stolthed må ikke stå i vejen for nye arktiske skibe

Ifølge OLFI har Norge allerede i oktober tilbudt Danmark designet og tegningerne til Jan Mayen-klassen kvit og frit. Altså de arktiske kystvagtskibe, Norge netop har fået bygget, og som allerede sejler i det farvand og det klima, Danmark skal kunne operere i.

Samtidig fremgår det af Forsvarsministeriets eget materiale, at Danmark vil anskaffe nye arktiske skibe for at styrke opgaveløsningen i Arktis og Nordatlanten.

Er der en voksen til stede?

Det burde få enhver ansvarlig politiker til at stoppe op.

Ikke nødvendigvis for ukritisk at sige: Vi gør præcis som nordmændene.

Men for åbent og ærligt at svare: Hvorfor er vi ikke kommet længere?

Arktis venter ikke på danske procesplaner.

Peter Kjær Flyvholm (KD)
Storkredsformand i Østjylland

Hvis der ligger et gennemprøvet nordisk design på bordet, hvis det ovenikøbet tilbydes gratis, og hvis Danmark samtidig står med nedslidte skibe, et skærpet trusselsbillede og akut behov for tilstedeværelse i Arktis, så er spørgsmålet ikke længere teknisk. Så er det politisk.

Og måske også voksent.

På vestjysk ville man måske spørge, om de er "gamle nok" til at tage beslutningen. Oversat til almindeligt dansk: Er de voksne nok?

Ja, vi har selv valgt dem. Meeeen.

For voksne beslutninger begynder ikke med at holde fast i det, man allerede har besluttet, bare fordi det passer bedst ind i en politisk fortælling. Voksne beslutninger begynder med at spørge, hvad der faktisk tjener landet bedst.

Industripolitisk ønsketænkning

Det er helt legitimt at ønske dansk skibsbygning styrket. Danmark er en stolt maritim nation. Vi har dygtige virksomheder, stærk teknologisk kunnen og en lang historie på havet. Det giver mening at tale om forsyningssikkerhed, arbejdspladser og national kapacitet.

Men der er forskel på at opbygge dansk kapacitet klogt – og på at gøre Forsvarets akutte behov til industripolitisk ønsketænkning.

Forsvarsministeriet skriver selv, at der arbejdes med en distribueret byggestrategi med flere danske produktionssteder og en statsejet samlefacilitet i Frederikshavn, men også at projektet afventer videre politisk behandling. Det lyder flot. Det lyder strategisk. Men det ændrer ikke ved det enkle spørgsmål: Hvor mange år har vi råd til at vente?

Sagen om Søværnets kommende arktiske skibe burde bekymre langt flere end forsvarsnørder, skibsingeniører og folk med adgang til lukkede mødelokaler. 

Peter Kjær Flyvholm (KD)
Storkredsformand i Østjylland

Arktis venter ikke på danske procesplaner.

Rusland venter ikke på danske strategipapirer.

Grønland venter ikke på, at vi får skabt den perfekte nationale fortælling om dansk skibsbygning.

Og vores allierede venter næppe med stigende respekt, hvis Danmark igen og igen taler højt om ansvar, men bevæger sig langsomt, når ansvaret skal omsættes til konkrete kapaciteter.

Sund fornuft

Det gør sagen endnu mere alvorlig, at Jan Mayen-klassen ikke er et luftkastel. De tre norske skibe er bygget af VARD og er leveret som del af en stor norsk modernisering af kystvagten. VARD beskriver selv KV Hopen som det tredje og sidste skib i serien, efter KV Jan Mayen og KV Bjørnøya. Det er altså ikke en PowerPoint-drøm. Det er skibe, der findes.

Samtidig har Danmark i forvejen orienteret sig mod Norge på forsvarsområdet. Aftenposten beskrev i december 2025, hvordan Danmark blandt andet ser mod Norge på luftforsvar og forsvarssamarbejde, fordi Danmark har travlt med at opruste. Det er jo ikke pinligt. Det er sund fornuft.

Det pinlige ville være at lade national forfængelighed stå i vejen for nordisk samarbejde.

Vi lever ikke i en tid, hvor tøven er gratis.

Peter Kjær Flyvholm (KD)
Storkredsformand i Østjylland

For hvad er mest ansvarligt? At vi partout skal opfinde alting selv, mens behovet presser sig på? Eller at vi bruger det bedste fra vores nordiske naboer, tilpasser det danske behov og samtidig bygger en dansk rolle ind i vedligehold, udrustning, drift, uddannelse og fremtidig udvikling?

Det sidste lyder i mine ører langt mere voksent.

Jeg siger ikke, at alle skibe skal bygges i Norge. Jeg siger ikke, at danske virksomheder skal holdes ude. Jeg siger ikke, at forsyningssikkerhed er ligegyldigt.

Tværtimod.

Men jeg siger, at forsyningssikkerhed ikke må blive et ord, man gemmer sig bag, mens beslutningerne trækker ud. Og jeg siger, at dansk industri ikke styrkes af politisk stædighed, hvis resultatet bliver dyrere, langsommere og mere usikkert.

Tøven er ikke gratis

Der findes en from for ansvarsløshed. Den taler altid pænt. Den siger "proces", "analyse", "national kapacitet" og "langsigtethed". Men nogle gange er det bare et andet sprog for tøven.

Og vi lever ikke i en tid, hvor tøven er gratis.

Danmark har et konkret politisk, militært og moralsk ansvar i Arktis. Det ansvar kræver skibe, mennesker, beredskab og tilstedeværelse.

Hvis Norge har rakt hånden frem med et gratis design, bør danskerne have et klart svar på bordet:

Har regeringen undersøgt tilbuddet grundigt?

Hvorfor er beslutningen ikke truffet?

Hvad koster det Danmark i tid og penge at insistere på en dansk model?

Og hvad betyder forsinkelsen for vores evne til faktisk at være til stede i Arktis?

Det er ikke urimelige spørgsmål. Det er almindelig fornuft.

Jeg er ikke forsvarsekspert. Men jeg er borger i et land, der har fået alt for mange påmindelser om, at sikkerhed ikke kan klares med hensigtserklæringer.

Og måske er det netop derfor, spørgsmålet må stilles så enkelt:

Er de voksne nok til at vælge det, der virker – også hvis det ikke passer perfekt ind i den politiske fortælling, de helst vil have fortalt?