Myten om dronernes lyksalighed

Siden sin tiltræden i oktober sidste år har forsvarsminister Nick Hækkerup været meget fåmælt med hensyn til det kommende valg af nye kampfly. Konkurrencen er sat på pause og vi er ved at se på hvordan det skal forløbe fremadrettet. Det er nogenlunde alt hvad ministeren har villet sige. Jeg har forgæves forsøgt at få svar på en række overordnede spørgsmål omkring muligheden for nye deltagere i konkurrencen, antal fly og det problematiske i Lockheed Martin’s rolle som producent af klyngebomber.

Men i dag i Information tager Hækkerup en lille smule af bladet fra munden. Han lufter således muligheden for, at kampflyene skal suppleres med droner. Det er hans eget forslag, som ikke er drøftet med forsvarsforligskredsen. Der er derfor helt tydeligt tale om en politisk prøveballon.

Samtidig skal udmeldingen være med til at få de kommende milliardbesparelser til at glide lettere ned og blive accepteret. Til august indleder partierne forhandlingerne om besparelser i forsvaret for i alt 2,7 mia. kroner. Og Hækkerup har på et lukket møde hos American Chamber of Commerce i marts ikke lagt skjul på, at han hellere ser mandskabsreduktioner end nedskæringer i kapaciteterne. Men for at få det til at glide lettere ned, så er han nødt til at signalere villighed til kompromis. Vi fyrer, men samtidig så ser vi på, hvordan vi kan gøre indkøbet af nye kampfly billigere. Og her trækker ministeren så dronerne op af hatten.

Login