Debat

SF: V bryder med parlamentarisk praksis

Venstre har ikke de seneste 90 år efter et valg været i stand til at generobre statsministerposten over længere tid, når partiet har haft den. Det kan hænge sammen med manglende respekt for parlamentarisk praksis, skriver SFs gruppeformand Aage Frandsen i denne kronik om tradtioner for forlig på Christiansborg.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Aage Frandsen,
Formand for SFs folketingsgruppe

Den 10. april vil blive en historisk dato for parlamentarismens udvikling. Denne dag valgte regeringen at bryde et folkeskoleforlig, som i 1993 blev indgået mellem Venstre, Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre, CD, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti. Dermed er mange års parlamentarisk praksis brudt, hvis konsekvenser kan blive ganske mange.

Der er gennem årene opbygget præcedens for, hvordan Folketinget arbejder i forbindelse med indgåelse af forlig og overholdelse af forlig. Der findes ikke et egentligt regelgrundlag i form af nedskrevne regler for, hvornår der kan tales om et forlig mellem Folketingets partier, eller hvad det betyder af bindinger, når der eksisterer et forlig. Men praksis og præcedens har betydet, at der er blevet skabt en slags regelgrundlag for, hvad der konstituerer et forlig på Christiansborg. Ikke noget nedskrevet regelgrundlag, men et grundlag, som der hidtil har været almindelig enighed om, og som alle har arbejdet efter.

Fire slags forlig
Forlig på Christiansborg kan groft inddeles i fire kategorier:

* Etårige forlig, som f.eks. er typisk for finansloven og for mange enkeltposter, som aftales i forbindelse med en finanslovsaftale.
*Flerårige forlig, hvor der er aftalt en periode, som klart angiver, hvor længe forliget varer, f.eks. de tidligere medieforlig.
*Flerårige forlig, hvor der er aftalt en indfasningsperiode, som indebærer, at forliget gælder så længe indfasningen varer, f.eks. skattereformen fra 1993 og pinsepakken fra 1998.
*Forlig, hvor der ikke er tidsbegrænsning på, og som derfor gælder, indtil forliget opsiges af et eller flere partier, eller forliget erstattes af et nyt forlig. Til den kategori hører f.eks. folkeskoleforliget, der er fra 1993 og erstattede folkeskoleforliget fra 1975.

Og når Venstre vælger at løbe fra et forlig, kan det selvfølgelig ikke undgå at påvirke partiers lyst til at lave aftaler med en regering, der har Venstre som deltager. Kan Venstre bryde et forlig på et område, når det passer partiet, kan det vel også gøre det igen på andre områder.

Aage Frandsen
SFs gruppeformand

På baggrund af praksis og præcedens kan der opregnes en række regler, som har været generelt så accepteret og respekteret, at man kan tale om regelgrundlag for Chrisiansborg-forlig. Helt afgørende har været, at forlig ikke kan ændres uden enighed mellem forligspartierne. Det betyder, at alle partier, der er med i et forlig skal sige ja til ændringer, hvilket indebærer en vetoret ved ændringer.

Et forligsparti må ikke gå til andre partier for at få flertal for noget, som et forlig omfatter. Hvis en af forligsparterne - f.eks. regeringen - ønsker ændringer skal forligspartierne indkaldes til forhandlinger med henblik på at nå til enighed om evt. ændringer. Det hører sig også til, at forligsparterne indkaldes, inden der meldes ud offentligt, hvilket dog ikke altid overholdes.

Der er også skabt praksis for, hvad der sker, hvis et forligsparti ryger ud af Folketinget og senere vender tilbage til Folketinget. I en sådan situation genindtræder partiet som ligeberettiget forligspart, idet man dog må acceptere de ændringer i forligsgrundlaget, der var aftalt under vejs.

Der har også været regler for, hvad der sker, hvis et parti indtræder i en regering, hvor et andet parti (andre partier) i regeringen er med i et forlig. Så bliver det parti, som ellers ikke er med i forliget, en del af forliget ved at acceptere det eksisterende forligsgrundlag. Det var tilfældet med Det konservative Folkeparti, der hverken var med i folkeskoleforliget i 1975 eller i 1993, men blev en del af folkeskoleforligene ved partiets indtræden i regeringen i såvel 1982 som 2001.

En del af regelgrundlaget har også været, at et nyt forlig mellem en regering og nogle partier skal respektere tidligere forlig, hvor andre partier har været forligspart med samme regering. SR-regeringen havde således et forlig med SF og CD og et andet med V, K og CD på daghøjskoleområdet med gensidig respekt for de andres forlig.

Varighed
For forlig, der er tidsbegrænset eller har en bestemt indfasningsperiode, er det klart, hvor længe forligene varer. Tilsvarende klarhed findes der ikke umiddelbart for forlig, hvor der ikke er nogen udløbsdato. Men det har der alligevel været, fordi der gennem årene er opbygget praksis og præcedens for, at sådanne forlig gælder, indtil de bliver opsagt.

Vil et parti opsige et forlig eller træde ud af et forlig, skal det udtrykkes eksplicit, når man ikke længere vil føle sig bundet af et forlig, f.eks. efter et folketingsvalg. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at man f.eks. under en valgkamp siger, at man gerne vil have lavet om på noget af det, som forliget omfatter. Var det tilfældet, var der mange forlig, der blev opsagt jævnligt.

Det er også en del af regelgrundlaget, at en regering eller et forligsparti ikke kan fremsætte forslag i Folketinget om noget, der vedrører forliget. En undtagelse har været, at et parti har fremsat forslag i Folketinget uden om de øvrige forligspartier, når der har været sikkerhed for, at der ikke kunne blive flertal for forslaget. Og det hører sig til, at man meddeler forligspartierne, at man gør det, og/eller skriver i bemærkningerne til forslaget, at forslaget kun kan vedtages, hvis forligspartierne er enige.

Det er karakteristisk, at uanset, at der aldrig har været skrevet noget ned, har der hidtil været almindelig enighed om regelgrundlaget. Antallet af forlig, som har været gældende i en bestemt periode eller været uden afslutningstidspunkt, har været stærkt stigende siden midten af 1980'erne, og bl.a. været en følge af den øgede betydning som finansloven er kommet til at spille for den politiske styring.

I 1970'erne blev der indgået en række økonomiske forlig, der stort set blev reguleret årligt, uden at der var bindinger i form af forlig.

Skoleforlig i historisk lys
En undtagelse i forhold til dette var folkeskoleforliget fra 1975, som gjaldt helt til 1993, da et nyt forlig blev indgået. Derfor har der været en særlig opmærksomhed på folkeskoleforliget, Det er på dette område, at der har været længst tradition for forlig. Bortset for enkelte krusninger har uddannelsesordførerne, der har forvaltet folkeskoleforliget altid været meget opmærksom på at værne om forliget, og været meget opmærksom på, at der skulle tages hensyn til alle i forligskredsen.

Der har været enighed om, at uanset uenighed om mangt og meget, er det vigtigt for folkeskolen, at den ikke er kastebold for pludselige politiske ændringer. Det har ikke afholdt og skal ikke afholde de forskellige forligspartier fra at komme med oplæg og udmeldinger, som - hvis de skulle blive til konkret politik - ville indebære ændringer i folkeskoleforliget.

Siden 1993-forligets indgåelse har de forskellige forligspartier da også bøjet sig mod hinanden, og forligspartier har afstået fra at bruge et flertal til at gennemføre ændringer, når der ikke var enighed herom i forligskredsen.

I januar 1997 blev den daværende undervisningsminister nødt til at ændre afgangsprøven i matematik efter politisk pres fra Venstre. Baggrunden herfor var, at undervisningsministeren tidligere havde udsendt en ny bekendtgørelse, bl.a. fordi han mente, at det var en del af det råderum, som han havde som minister.

Venstres daværende uddannelsesordfører truede med, at Venstre ville ændre i bekendtgørelsen, så snart partiet evt. fik undervisningsministerposten. Uanset at de øvrige forligspartier var enige med den daværende undervisningsminister, valgte de at bøje sig for Venstres pres for ikke, at formen for en matematikprøve skulle være genstand for tilbagevendende konflikt. Derfor blev Venstres krav opfyldt.

I 1999 blev det i finanslovsaftalen mellem S, R, SF og CD aftalt, at der over en fireårig periode skulle afsættes 350 mio. kr. til forsøg med helhedsskolen. Naturligvis under forudsætning af, at der kunne opnås enighed herom mellem forligspartierne, fordi forsøg med helhedsskolen opfattes som en del af folkeskoleforliget. Det kunne der som bekendt ikke. Derfor blev pengene i stedet anvendt til bl.a. forbedringer på EDB-området, hvilket kunne lade sig gøre, da det ikke opfattes som omfattet af folkeskoleforliget.

I 2000 benyttede SR-regeringen sig ikke af det flertal, som dengang var i Folketinget, bestående af S, SF, R og EL til at fastsætte maximumsgrænser for prisen for skolefritidsordningerne, uanset at SR-regeringen i forbindelse med den såkaldte ældrepakke havde givet denne indrømmelse til Enhedslisten. Dette løfte kunne SR-regeringen ikke indfri, fordi der var forligspartier bag folkeskoleforliget, der modsatte sig det. Og da Enhedslisten fremsatte et forslag herom i Folketinget, måtte forslaget afvises af S, R og SF, fordi disse partier var forpligtet af folkeskoleforliget.

På tilsvarende måde har forligspartier på en række andre områder måttet bøje sig for hinanden ud fra princippet om, at alle forligspartier skal være enige, hvis der skal ske ændringer, hvor der er forlig. Det gælder f.eks. med hensyn til SU, teleområdet og de såkaldte satspuljer, som for alles vedkommende er omfattet af forlig, der ikke har nogen slutdato, og som derfor gælder, indtil en af parterne opsiger forligene. Tilsvarende gælder de forlig, der er tidsbestemt, f.eks. for en bestemt periode. Det gælder f.eks. det tidligere medieforlig, der gjaldt for perioden 1996-99, og hvor Venstre i 1999 blokerede for ændringer, som alle de øvrige partier ellers var blevet enige om.

Enighed om regelgrundlaget
Der har således været almindelig enighed om, hvad regelgrundlaget har været for forligene på Christiansborg, hvad angår rettigheder og forpligtigelser. Det er derfor en helt ny parlamentarisk praksis, som VK-regeringen anlægger, hvor forlig åbenbart kun gælder, så længe det passer regeringen.

Når Venstre vælger at bryde folkeskoleforliget, kan det ikke undgå at få alvorlige konsekvenser for både folkeskolen og for den parlamentariske praksis i Folketinget. Uden bredt parlamentarisk opbakning kan folkeskolen risikere pludselige ændringer gang på gang.

Og når Venstre vælger at løbe fra et forlig, kan det selvfølgelig ikke undgå at påvirke partiers lyst til at lave aftaler med en regering, der har Venstre som deltager. Kan Venstre bryde et forlig på et område, når det passer partiet, kan det vel også gøre det igen på andre områder. Umiddelbart kan det være svært at forstå, at Venstre vælger at bryde med hidtidig parlamentarisk praksis og bryde folkeskoleforliget.

Eneste forklaring herpå må være den magtbrynde, som Venstre omgiver sig med, efter Venstre igen har fået statsministerposten, og som Venstre også historisk har haft en tendens til at omgærde sig med, når partiet har haft statsministerposten. Noget der muligvis kan forklare, at Venstre ikke de seneste 90 år efter et valg har været i stand til at generobre statsministerposten over længere tid, når partiet har haft den.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00