Afghanistan-veteran: Jeg har slået ihjel for USA. Men sandheden er, at de aldrig har været vores ven

Interesser før venskaber

Af snørklede veje endte jeg i løbet af min karriere i Forsvaret med at bruge ti uger på Pituffik Space Base – dengang Thulebasen – som bartender i det amerikanske luftvåbens bar. Blandt isbjørne, missilforsvar og den arktiske kulde. Krisen om Grønland rammer anderledes, når man selv har været der.

Thule var min første lektion i, hvad USA er: En supermagt, der handler, som supermagter handler. Strategi før følelse. Sikkerhed før symbolik. Interesser før venskaber.

Men det var også noget andet: Et fysisk bevis på, hvor tæt vores historie er flettet ind i amerikanernes. Vi har i generationer levet med amerikansk tilstedeværelse i Grønland som en del af vores sikkerhedspolitiske virkelighed. Vi har været værter. Vi har stillet territorium til rådighed. Vi har indrettet os efter, at amerikanerne naturligvis har strategiske interesser i det høje nord.

Det, vi troede var et værdifællesskab, var i virkeligheden en handel, som kun den ene part mente sig bundet af.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Det er præcis derfor, at Trump nu føles som et chok. For han siger det højt. Det, som før var pakket ind i diplomatisk vat. Han gør det brutalt, og han gør det uden skam: Grønland er noget, USA vil have mere kontrol med. Grønland er en brik, man kan tage.

Og mens vi står her og forsøger at holde fast i den gamle fortælling om alliance og fællesskab, står USA og opfører sig som en stormagt.

Det er ikke kun et strategisk problem for Danmark, men et decideret generationstraume for soldater, diplomater og politikere, som har levet i fortællingen om USA som vores sikkerhedsgaranti. En fortælling, hvis endelige sammenbrud begyndte med Afghanistan.

Et kæmpe svigt

USA gik ind i Afghanistan i 2001 under Operation Enduring Freedom. Vi fulgte med. Danmark fulgte med. Og jeg tog til Afghanistan for afghanerne – flere gange. For befolkningen. For de mennesker, der stod i støvet og håbede – eller var tvunget til at håbe – at det her kunne blive begyndelsen på noget andet.

Men jeg vidste også, at vi gjorde det for noget mere kynisk: for at tækkes USA.

Det var hele den usagte kontrakt: Danmark leverer loyalitet, og USA kvitterer med goodwill. Med sikkerhed. Med indflydelse. Med en plads tættere på.

Og vi retfærdiggjorde meget for at holde den kontrakt i live. Vi lukkede øjnene for Guantánamo. Vi accepterede gradvist, at retten kunne suspenderes, hvis det passede ind i en fortælling om krig mod terror. Vi blev vant til, at "undtagelsen" blev normalen.

Hvorfor solgte vores egne politikere os fortællingen om et fællesskab, der aldrig var lige?

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

I Afghanistan kunne vi endda ikke overdrage fanger til amerikanerne. Vi frygtede tortur. Det er en særlig form for dissonans: at kæmpe sammen med en allieret, men samtidig være nødt til at sige, "vi kan ikke være med til dét her".

Det var dér, man for alvor forstod, at fællesskabet var mindre fælles, end vi havde bildt os ind. Et fællesskab, jeg ellers har slået ihjel for i Afghanistan.

Men Afghanistan blev efterladt. Taliban overtog. Ikke bare landet, men fremtiden. Kvinderne blev igen skrevet ud af offentligheden, uddannelsen, arbejdet og retten til at eksistere som hele mennesker. På få uger blev 20 års fortælling til et hul i historien. Det var et kæmpe svigt.

Ikke kun et svigt fra USA, men et svigt af hele konstruktionen. Fra den moralske økonomi, der gjorde det muligt at sende unge mennesker i krig og sige, at det var nødvendigt, at det var rigtigt, at det var større end os.

En brutal påmindelse

Knap 25 år senere står vi tilbage uden goodwill. Uden "point" på kontoen i Washington. Den kredit, vi troede vi optjente, viste sig at være flygtig. Den rakte til én symbolsk belønning: Anders Fogh Rasmussen som Nato-generalsekretær. Og derefter: tom konto.

Og nu – som et underligt ekko af krigsmodstanden under Vietnamkrigen – planlægger danske veteraner og efterladte lørdag 31. januar klokken 13.00 at marchere gennem København fra Kastellet til den amerikanske ambassade. Under Vietnamkrigen var det venstrefløjen, studenterne og de antiimperialistiske bannere, der førte an. Nu er det mennesker, der selv har været med, og som har stået i støvet, arbejdet i samme operationsrum, patruljeret i samme terræn og båret de samme tab.

Det er den mest brutale regning på den goodwill, vi bildte os ind, vi sparede op. For vi har været i krig sammen. Vi har stået skulder ved skulder. Vi har blødt. Og nu står vi her – og må konstatere, at det, vi troede var et værdifællesskab, i virkeligheden var en handel, som kun den ene part mente sig bundet af.

USA handler, som supermagter handler. Man kan næsten ikke blive forarget uden at indrømme, at man selv har været naiv.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

I dag står vi i stedet og kan høre den amerikanske præsident sige følgende om Nato: "We have never needed them (…) They stayed a little back, little off the frontlines." Som om de 49 lande – heraf mange medlemmer af Nato – der sendte soldater til Afghanistan, bare stod i sikker afstand og heppede, mens USA var i krig.

I Danmark mistede vi 44 soldater i Afghanistan. 44 kollegaer. Og det var ovenikøbet den eneste krig i historien, hvor Natos artikel 5 faktisk blev aktiveret, fordi USA bad om det, og fordi vi stod ved deres side.

Derfor rammer ordene ikke bare som historieløshed, men som en brutal påmindelse om, at end ikke dette offer rent faktisk betyder noget.

Det er også derfor, at hele Grønlands-situationen er så alvorlig. Ikke bare fordi Arktis er strategisk vigtigt. Men fordi den afslører det, vi ikke vil se: At loyalitet ikke er en valuta, man kan spare op hos en stormagt. At man ikke får en evig sikkerhedsgaranti, fordi man har blødt for nogen engang.

Derfor er mit spørgsmål i dag ikke, om jeg er mest vred på USA. USA handler, som supermagter handler. Man kan næsten ikke blive forarget uden at indrømme, at man selv har været naiv.

Mit spørgsmål er, hvorfor vores egne politikere solgte os fortællingen om et fællesskab, der aldrig var lige?

Hvorfor gjorde de krige lettere at beslutte og sværere at erkende som fejl?

Og hvorfor forberedte de os ikke på det mest enkle: At Danmark må kunne stå på egne ben?

Lad os sige det højt

Vi må søge et fællesskab, der ligner os: Europa. Norden. Samarbejder, der bygger på forpligtelse og gensidig afhængighed – ikke på håbet om at blive inviteret ind i en klub, hvor vi i virkeligheden aldrig havde medlemskort.

Og vi må passe på Danmark som et land, der ikke importerer alt det, der splitter USA: had som identitet, mistillid som normaltilstand, splittelse som politisk metode.

For hvis vi gør det, mister vi det, vi faktisk har: Et samfund, hvor man kan være uenig uden at opløse fællesskabet.

Jeg har set, hvad store fortællinger gør ved unge mennesker, der tror på dem. Jeg har set, hvor hurtigt idealer bliver praktiske undskyldninger. Og jeg har set, hvor lidt et lille land betyder, når en stormagt ikke længere gider høflighed.

Jeg har set, hvor lidt et lille land betyder, når en stormagt ikke længere gider høflighed.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Det er ikke et argument for kynisme.

Det er et krav om at gøre op med illusionen.

For måske er det netop her, vi skal begynde.

Ved at sige højt, at vi har villet USA mere, end USA har villet os. At vi i årevis har følt os som en del af deres verden – som om vi sad i sofaen med Ross, Rachel og de andre og troede, at det også var et værdifællesskab. Men Washington er ikke et afsnit af 'Venner'. Det er interesser, magt og prioriteringer.

Og når vi først accepterer det, kan vi også vælge et fællesskab, der ikke kræver, at vi retfærdiggør alt det, vi egentlig godt ved, vi ikke kan stå inde for.

Det skylder vi os selv.

Og det skylder vi dem, der stadig bærer krigen med sig i kroppen.