Anders Vistisen: En EU-forsvarsunion vil ikke skabe sikkerhed, men splittelse og svækkelse af Nato

Krigen i Ukraine har åbnet manges øjne for, at Europas sikkerhed ikke er sikret. Det er en erkendelse, jeg og Dansk Folkeparti har kæmpet for længe – vi har brug for oprustning og stærkere forsvar.
Men løsningen er ikke, som EU-eliten forestiller sig, at flytte forsvars- og udenrigspolitikken til Bruxelles. Derfor stemte jeg nej til både EU’s hvidbog og genoprustningsplan i Europa-Parlamentet.
Hvordan kommer Europa videre med oprustningen?
De fleste er enige om, at perspektivet for Europa er dystert efter Putins invasion af Ukraine og Trumps tilbagekomst, og at kontinentet på forsvarsområdet skal kunne meget mere i egen ret.
Men hvordan kommer den europæiske oprustning videre? Med udgangspunkt i EU's nye forsvarshvidbog og deres ReArm Europe-plan har Altinget inviteret eksperter og politikere til at besvare de spørgsmål ud fra deres forskellige ekspertiser og politiske udgangspunkter.
Ønsker du at bidrage til temadebatten, så skriv til Jakob Terp-Hansen på terp@altinget.dk.
For mig er sagen klar: En EU-forsvarsunion vil ikke skabe sikkerhed – den vil skabe centralisering, splittelse og svækkelse af Nato.
EU vil centralisere forsvarspolitikken
Det første og største problem er, at EU vil bruge den aktuelle krise til at centralisere magt. Hvidbogen lægger op til en fælles forsvarsstruktur, og flere medlemslande – anført af Frankrig og Tyskland – arbejder aktivt for at afskaffe vetoretten på udenrigs- og forsvarsområdet.
Samtidig er målet om en EU-hær ikke længere en teoretisk idé. Europa-Parlamentet har allerede vedtaget planer om at etablere en militærenhed på 60.000 mand, som medlemslandene skal stille til rådighed.
Og vigtigst af alt: Enhver, der har beskæftiget sig med EU’s forsvarspolitik, ved, hvad det her i virkeligheden handler om. Det handler ikke bare om oprustning – det handler om, at medlemslandene skal deponere deres udenrigs- og forsvarspolitik i Bruxelles.
Det er endnu et skridt mod en føderal superstat med eget militær, eget hovedkvarter – løsrevet fra befolkningernes vilje og nationale parlamenter.
Ved afstemningen om forsvarsforbeholdet i 2022 fik danskerne det ene løfte efter det andet: At vi ville bevare kontrollen. At EU ikke kunne tvinge os til noget. At snakken om en EU-hær var ren skræmmekampagne.
Nu ser vi, hvordan det hele folder sig ud: En hvidbog, der lægger grundlaget for militær integration. En genoprustningsplan, der skal finansieres med lånte penge.
Frankrig vil svække Nato
Men idéen om strategisk autonomi er ikke født ud af Ukrainekrigen eller Trumps tweets. Det har i årtier været et fransk ønske at gøre Europa uafhængig af USA – og dermed svække Nato. Emmanuel Macron viderefører den linje, men forsøger nu at bruge krigen som løftestang.
I begyndelsen af invasionen valgte Macron dialog med Putin frem for solidaritet med Kyiv. Han advarede mod at "ydmyge Rusland" og trak i bremsen, hvor andre leverede våben.
EU-landene er ganske enkelt ikke enige om, hvem fjenden er.
Anders Vistisen
Medlem af Europa-Parlament for Dansk Folkeparti
Først da krigens rædsler blev umulige at ignorere, ændrede han retorik – uden dog at bakke ordene op med handling. Frankrig ligger fortsat langt nede på listen over donationer til Ukraine.
Det er svært at tro, at hans dagsorden handler om sikkerhed for hele Europa. Alt peger på, at målet er at realisere drømmen om et "suverænt Europa" med egen hær og udenrigspolitik – styret fra Bruxelles, men med Frankrig i førersædet.
EU-landene er ikke enige om fjendebilledet
Selv hvis man kunne acceptere idéen om en fælles EU-forsvarsunion, er den grundlæggende uforenelig med virkeligheden: EU-landene er ganske enkelt ikke enige om, hvem fjenden er.
Øst- og Nordeuropa ser Rusland som en akut trussel og prioriterer nationalt forsvar og transatlantisk samarbejde.
Centraleuropæiske lande som Ungarn har tætte økonomiske og politiske bånd til Rusland og spænder ben for sanktioner og støtte til Ukraine.
Sydeuropa er mere optaget af, hvordan krisen kan bruges til at fremme EU-intern politik – som fælles gældsoptag og lempede budgetregler.
Hvordan skal man opbygge en fælles hær, en fælles strategi og en fælles udenrigspolitik på et så splittet fundament? Det kan man ikke. En EU-forsvarsunion er derfor ikke bare uønsket – den er også urealistisk og farlig.
Nato er og bliver Danmarks bedste sikkerhedspolitiske valg
I stedet for at flytte mere magt til Bruxelles bør vi styrke det, der virker: Nato.
Nato rummer ikke kun Europas mest handlekraftige lande, men også vores stærkeste partnere – Storbritannien, Canada, USA og Norge – lande, vi deler sikkerhedspolitiske interesser med, men som aldrig bliver medlemmer af EU.
Selv et Nato uden USA har større militær kapacitet, større troværdighed og større sammenhængskraft end nogen EU-forsvarsunion.
Jeg er grundlæggende uenig i, at EU skal være en forsvarsunion.
Anders Vistisen
Medlem af Europa-Parlament for Dansk Folkeparti
Alliancen med Storbritannien, Polen og Norden har allerede vist sin værdi i praksis – ikke i flotte Bruxelles-erklæringer, men i konkret handling for at støtte Ukraine og sikre vores flanke.
Særligt Danmark har intet at vinde ved at lægge vores sikkerhed i hænderne på en EU-maskine, hvor vi er tvunget til at følges med lande, der ikke vil tage ansvar – eller som har helt andre interesser.
Verden står i en sikkerhedspolitisk brydningstid. Det kræver handling. Men at deponere vores beslutningskompetence på forsvars- og udenrigsområdet i EU vil ikke styrke Danmarks position – tværtimod.
Det her er den gamle EU-opskrift i praksis: Først samarbejde. Så koordinering. Og til sidst overstatslig styring.
Jeg er grundlæggende uenig i, at Danmark står bedst ved at afgive magt til EU. Jeg er grundlæggende uenig i, at EU skal være en forsvarsunion.
Vi skal opruste – ja. Men det skal ske i et stærkt transatlantisk fællesskab og med respekt for folkestyret.
























