Bliv abonnent
Annonce

Danmark er udsat for hybridangreb, siger ministre: Overvejer at aktivere Natos artikel 4

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
25. september 2025 kl. 10.17

Danmark har været udsat for "hybridangreb", efter at droner de seneste dage har fløjet i luftrummet ved en række danske lufthavne og flyvestationer.

Derfor skal Danmark opruste ved at købe "nye kapaciteter til at detektere og neutralisere" droner.

Sådan lyder det fra justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde i Forsvarsministeriet torsdag formiddag.

"Målet med den slags hybride angreb er at skabe frygt, skabe splid og gøre os bange," siger Hummelgaard.

"Vi tager det meget, meget alvorligt."

Hvor mange droner, der har været i det danske luftrum, og hvor de kommer fra, er fortsat uklart.

"Vores myndigheder gør alt, hvad de overhovedet kan, og arbejder på højtryk for at afdække de nærmere omstændigheder omkring de konkrete episoder," lyder det fra justitsministeren.

Læs også

Overvejer artikel 4

Oven på de seneste dages hændelser vil regeringen arbejde for et tættere dronesamarbejde i Nato og EU, hvor der fredag er indkaldt til møde om udviklingen af en såkaldt dronemur. 

"Vi har rakt ud til Nato her til morgen, og vi kommer også til at række ud til EU," siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Regeringen overveje at aktivere Natos artikel 4, der handler om den såkaldte konsultationsproces, som giver medlemslande muligheden for at bringe sikkerhedsemner på dagsordenen i Det Nordatlantiske Råd. 

"Vi kommer også til at have møder senere i dag om det spørgsmål," siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Læs også

Ligner ikke en tilfældighed

Onsdag aften blev luftrummet over Aalborg Lufthavn lukket på grund af droneaktivitet.

Siden blev der ligeledes observeret droner ved lufthavnene i Esbjerg, Skrydstrup og Sønderborg i løbet af natten til torsdag.

Mandag var der droner ved Københavns Lufthavn, som måtte standse al flytrafik i flere timer, mens også Norge, Polen og Rumænien har observeret droner de seneste dage. 

Og det "ligner bestemt ikke en tilfældighed", siger Troels Lund Poulsen.

"Tværtimod ser det systematisk ud."

Læs også

Samlet operation

Det tyder på, at det er en professionel aktør, der står bag droneflyvningerne, lyder det på pressemødet. Om det er Rusland, er der ikke belæg for at sige.

"Der er nogen, der ønsker at skabe destabilisering. Hvem det er, kan jeg ikke sige," siger forsvarsministeren, der senere tilføjer:

"Vi vurderer at det er en samlet operation, der er sket simultant hen over natten med så mange droneflyvninger hen over få timer i nærheden af kritisk infrastruktur."

Oven på nattens hændelser er Den nationale operative stab (NOST) gået op i "operationsberedskab" og mødes torsdag formiddag, fortæller rigspolitichef Thorkild Fogde på pressemødet.

NOST'en udgøres blandt andre af Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarskommandoen og Beredskabsstyrelsen.

"Det betyder, at den besættes døgnet rundt," siger han.

Våbenkapløb mod tiden

Venstre og Dansk Folkeparti kritiserede i interview med DR tidligere på morgenen, at ingen af dronerne, der er observeret, er blevet skudt ned. 

På pressemødet forklarer forsvarschef Michael Hyldgaard – der "som militærmand vil karakterisere" drone-flyvningerne "som egentlige operationer" – at beslutningen om at "neutralisere" dronerne eller ej handler om hensynet til befolkningens sikkerhed. 

Der skal dog gøres mere for "at detektere og uskadeliggøre" dronerne, siger forsvarsministeren.

"Men hybridangreb er kommet for at blive. Der er ikke én mirakelkur, der får dem til at forsvinde," lyder det fra Troels Lund Poulsen.

"Det her er et våbenkapløb mod tiden. Det er erfaringerne fra Ukraine. Vi kommer aldrig til at være fuldt i mål, men skal løbende tilpasse os den sikkerhedspolitiske situation."

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026