Debat: Tyrkiet må reformeres for at bevare plads i Nato

Af Nis Frederik Petersen og Thomas Herman Nørgaard 
Hhv. tidligere ansat i Forsvarsministeriet og på den danske ambassade i Moskva og liberal debattør  

"Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle" – sådan lyder første del af Natos artikel fem, der også går under navnet musketereden.  

Og dette solidaritetsløfte gælder også i enhver fodboldklub.  

Forskellen er bare, at der heldigvis er meget langt imellem, at Nato spiller kamp, og at vi heldigvis også har et derby mellem Nato og Rusland til gode. 

Ikke desto mindre har Tyrkiet igennem mange år, og i særdeleshed på det seneste vist, at landet ikke er en værdimæssig holdspiller, og at vi ikke kan regne med dem, hvis startfløjtet lyder.  

Værdifælleskab som forudsætning 
Det hyppigste forsvar for Tyrkiets plads på Natoholdet er, at Nato er en militær alliance og ikke et værdifælleskab.  

En løsning kunne  være at give Tyrkiet en chance for at reformere landets politiske system gennem en tiårsperiode, hvor udviklingen løbende monitoreres.

Nis Frederik Petersen og Thomas Herman Nørgaard
Hhv. tidligere ansat i Forsvarsministeriet og på den danske ambassade i Moskva og liberal debattør

Men spørgsmålet er, om det ene ikke er en forudsætning for det andet, idet viljen til kollektivt forsvar opstår i kraft af en værdimæssig fællesmængde mellem parterne.  

Prøv en gang at forestille dig, at tredje verdenskrig bryder ud mellem for eksempel Rusland og Nato.  

Her tror vi, at Tyrkiet til enhver tid ville være klar til smide Nato under kampvognen i overtiden. Og hvis vi ikke kan stole på, at Tyrkiet vil leve op til artikel fem, så forsvinder grundlaget for deres medlemskab.  

Tyrkiet fører på en række områder en politik, som står i direkte modsætning til de vestlige interesser.  

Landet har blandt andet vist sig villig til at indgå i et langt tættere partnerskab med Rusland, invaderet det nordlige Syrien og forfulgt den hjemlige politiske opposition. Særligt orienteringen mod Rusland viser, at hensynet til alliancen kan nedprioriteres til fordel for andre partnerskaber. 

Derfor må det Tyrkiske medlemskab af Nato karakteriseres som opportunistisk, uforpligtigende og kun tilvalgt, fordi alliancens sikkerhedsparaply tilbyder deres spillere lukrative frynsegoder.