Debat: Tyrkiet må reformeres for at bevare plads i Nato

DEBAT: En alliance kan kun være troværdig og effektiv, hvis medlemmerne deler fundamentale interesser og værdier. Derfor bør vi tage Tyrkiets medlemskab af Nato op til genovervejelse, skriver Nis Frederik Petersen og Thomas Herman Nørgaard. 

Af Nis Frederik Petersen og Thomas Herman Nørgaard 
Hhv. tidligere ansat i Forsvarsministeriet og på den danske ambassade i Moskva og liberal debattør  

"Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle" – sådan lyder første del af Natos artikel fem, der også går under navnet musketereden.  

Og dette solidaritetsløfte gælder også i enhver fodboldklub.  

Forskellen er bare, at der heldigvis er meget langt imellem, at Nato spiller kamp, og at vi heldigvis også har et derby mellem Nato og Rusland til gode. 

Ikke desto mindre har Tyrkiet igennem mange år, og i særdeleshed på det seneste vist, at landet ikke er en værdimæssig holdspiller, og at vi ikke kan regne med dem, hvis startfløjtet lyder.  

Værdifælleskab som forudsætning 
Det hyppigste forsvar for Tyrkiets plads på Natoholdet er, at Nato er en militær alliance og ikke et værdifælleskab.  

Men spørgsmålet er, om det ene ikke er en forudsætning for det andet, idet viljen til kollektivt forsvar opstår i kraft af en værdimæssig fællesmængde mellem parterne.  

Prøv en gang at forestille dig, at tredje verdenskrig bryder ud mellem for eksempel Rusland og Nato.  

Her tror vi, at Tyrkiet til enhver tid ville være klar til smide Nato under kampvognen i overtiden. Og hvis vi ikke kan stole på, at Tyrkiet vil leve op til artikel fem, så forsvinder grundlaget for deres medlemskab.  

Tyrkiet fører på en række områder en politik, som står i direkte modsætning til de vestlige interesser.  

Landet har blandt andet vist sig villig til at indgå i et langt tættere partnerskab med Rusland, invaderet det nordlige Syrien og forfulgt den hjemlige politiske opposition. Særligt orienteringen mod Rusland viser, at hensynet til alliancen kan nedprioriteres til fordel for andre partnerskaber. 

Derfor må det Tyrkiske medlemskab af Nato karakteriseres som opportunistisk, uforpligtigende og kun tilvalgt, fordi alliancens sikkerhedsparaply tilbyder deres spillere lukrative frynsegoder.  

En klub for demokratiske stater 
Man kan selvfølgelig argumentere for en vis geopolitisk strategisk grund til at beholde Tyrkiet i Nato ud fra samme præmis om, at man skal holde sin venner tæt og fjender tættere.  

Men hvis vi først begynder at tænke sådan, udhules hele Natos eksistensberettigelse.  

En alliance kan kun være strategisk, troværdig og effektiv, hvis medlemmerne deler fundamentale interesser og værdier.  

Derfor bør Nato udelukkende være en klub for demokratiske stater, og det skal være muligt at smide lande, som ikke lever op til standarderne, ud af alliancen.  

At smide Tyrkiet ud af Nato ville have en række positive følgevirkninger. Først og fremmest ville løftet om at komme hinanden til undsætning være langt mere troværdigt, da man har noget fælles at forsvare.  

Dertil vil en større værdimæssig fællesmængde udgøre bedre forudsætninger for strategisk planlægning i alliancen.  

Tydelig profil 
Nato ville derudover få en klarere global profil, der på samme måde som EU gennem løftet om medlemskab kan anspore ansøgerlande til at reformere deres politiske systemer i en demokratisk retning.  

En mere klar demokratisk konditionalitet for medlemskab ville kunne integrere alliancen bedre i en panvestlig fortælling om demokrati og menneskerettigheder og dermed muligvis gøre op med Natos identitetskrise krise siden afslutningen på den kolde krig.  

Sidst, men ikke mindst, ville det betyde, at vi i Vesten ikke skal forsvare og garantere sikkerheden for autoritære regimer som Tyrkiet samt give dem politisk spillerum og rygdækning.  

En chance for at reformere 
Vi mener, at Tyrkiet skal have en chance for at vise, at de gerne vil trække i de blå-hvide Nato-farver.  

En løsning kunne derfor være at give Tyrkiet en chance for at reformere landets politiske system gennem en tiårsperiode, hvor udviklingen løbende monitoreres. 

En sådan politik skal sende et signal til den tyrkiske befolkning og politiske elite om, at man i Nato ønsker Tyrkiet som en strategisk partner, men ikke for enhver pris. 

Forrige artikel Folk & Sikkerhed: Forsvaret kan ikke holde til regeringens ambitioner Folk & Sikkerhed: Forsvaret kan ikke holde til regeringens ambitioner Næste artikel V: Forsvaret skal sikre, sexkrænkelser ikke er en del af værnepligten V: Forsvaret skal sikre, sexkrænkelser ikke er en del af værnepligten