
Efter otte år som driftsdirektør i DSB har Per Schrøder besluttet at gå på pension. Han fratræder sin stilling 30. april næste år.
Det oplyser DSB på sin hjemmeside.
Schrøder har haft ansvaret for togdrift og vedligehold og har ifølge DSB’s administrerende direktør, Flemming Jensen, været en central drivkraft bag robuste køreplaner, høj punktlighed og udviklingen af nye uddannelses- og sikkerhedstiltag i driften.
"Jeg vil gerne takke Per for hans store og vigtige indsats for DSB. Som direktør for drift har han både sikret en pålidelig daglig togdrift og samtidig været en drivkraft bag forandringer og nytænkning i vores driftsorganisation – altid med kunderne i fokus," udtaler Flemming Jensen.
Arbejdet med at finde Schrøders afløser er nu i gang.
"Det første nye elektriske IC5-togsæt er nu kommet til Danmark og bliver testet. Samtidig er vi godt i gang med at forberede organisationen til at modtage og idriftsætte alle 153 IC5-togsæt, der skal erstatte de gamle dieseltogsæt i takt med, at alle togstrækninger er elektrificerede, og signalerne er på plads. Min afløser fortjener at få mulighed for at tage del i dette generationsskifte fra starten," lyder det fra Per Schrøder ifølge pressemeddelelsen.
Per Schrøder har tidligere været ansat hos SAS, Thomas Cook Airlines, Mærsk og i Forsvaret som F-16-pilot.
- 5 A'er: Et globalt skyggesystem underminerer vores økonomiske krigsførelse mod Rusland
- Danmarks forsvar og beredskab har alvorlige mangler. Det skal den nye regering få styr på
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Røde Kors startede som en bragende fiasko på Dybbøls slagmark, men kom til at forme det danske velfærdssamfund
- Vi bruger milliarder i rekordfart – men får forældet kampkraft retur i sneglefart
























