Emeritus: Når EU vakler og Nato fragmenteres, må Norden træde i karakter

Institutioner i opbrud

Danmark har i årtier været afhængig af, at internationale institutioner fungerede som rammer for stabilitet, koordinering og beskyttelse af små stater. EU, Nato og FN har tilsammen udgjort et system, hvor Danmark kunne handle kollektivt i stedet for alene. Men disse institutioner er i opbrud. Så hvad gør vi?

Set i det lys er en moderne opdateret udgave af nordisk samarbejde med forpligtelse og handlekraft måske det, der mangler.

En sådan konstruktion ville sende et tydeligt, men ikke-eskalerende signal om regional sammenhæng og kapacitet, og samtidig gøre Grønland synligt som en integreret del af et nordisk fællesskab frem for som et isoleret bilateralt anliggende. Det er et signal om robust tilpasningsevne gennem institutionel samling, ikke om militær konfrontation.

Politikernes ansvar er nu at sætte retningen og skabe rammerne.

Børge Obel
Professor emeritus

Det nordiske samarbejde bliver ofte beskrevet som fragmenteret, løst og uden reel handlekraft. Set fra et formelt traktatperspektiv er det ikke forkert. Men set fra praksis er det misvisende.

I store dele af forskning, uddannelse, ledelse, infrastruktur og sikkerhed har Norden fungeret som ét sammenhængende arbejdsrum i årtier.

Samarbejdet har været netværksbaseret snarere end hierarkisk, distribueret snarere end centraliseret – og båret af tillid frem for overstatslig regulering.

Det har betydet, at Danmark ikke har været centrum og heller ikke behøvet at være det. Nogle gange har Finland været den naturlige node, andre gange Sverige, Norge eller Island. Grønland og Færøerne har indgået forskelligt, ofte asymmetrisk, men reelt.

Minder om EU

Formelt findes der allerede institutioner, som i struktur og arbejdsform minder om EU, blot i en lettere og mere fleksibel udgave: Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. De dækker mange af de samme politikområder, som EU gjorde i sine tidlige faser: mobilitet, arbejdsmarked, forskning, energi, klima, sundhed og kultur. Forskellen er ikke arkitekturen, men graden af forpligtelse, synlighed og handlekraft.

Parallelt hermed er der vokset et tæt lag af bilaterale og trilaterale aftaler frem, især inden for forsvar og sikkerhed: Norge–Sverige–Finland, Sverige–Finland, Norge–Island, Danmark–Norge med flere.

Flere af disse aftaler omfatter Arktis og Nordatlanten, hvor Norge i praksis spiller en central rolle i overvågning og kapacitetsopbygning – også i relation til Island og Grønland.

Det er vigtigt at understrege, at disse aftaler ikke udgør en ny blok, men en intensivering af eksisterende samarbejder, ofte inden for Nato-rammen.

Pointen er ikke at skabe noget nyt, der kan opfattes som provokerende eller eskalerende, men at gøre det eksisterende mere synligt, sammenhængende og handlekraftigt.

Børge Obel
Professor emeritus

Grønland og Færøerne er ofte indirekte omfattet af aftaler, Danmark indgår, men kun fuldt med, når de aktivt tilvælger det. Samtidig har de egne bilaterale aftaler, som Danmark ikke er part i.

Resultatet er et komplekst patchwork, hvor problemet ikke er mangel på aftaler, men mangel på sammenhæng og overblik.

Pointen er derfor ikke at skabe noget nyt, der kan opfattes som provokerende eller eskalerende, men at gøre det eksisterende mere synligt, sammenhængende og handlekraftigt.

Politikernes ansvar er nu at sætte retningen og skabe rammerne, mens handlingen må ligge der, hvor kompetencerne allerede er. Meget tyder på, at denne bevægelse allerede er i gang.

Spørgsmålet er derfor ikke retningen, men om hastigheden matcher situationens alvor.