
STRASBOURG: Som den første dansker i et kvart århundrede er socialdemokraten Christel Schaldemose blevet valgt til at være en af Europa-Parlamentets 14 næstformænd.
”Jeg føler mig meget beæret. Det er et utroligt skulderklap fra mine kolleger, og jeg tror, det er takket være det årelange arbejde, jeg har lagt her i parlamentet,” siger Schaldemose, der har været medlem af den europæiske folkeforsamling i 18 år.
Den erfarne parlamentariker siger, at hun glæder sig til at være med til at ”tegne hele Europa-Parlamentet” over for borgerne og omverdenen, ikke blot hendes egen socialdemokratiske gruppe S&D.
De 14 næstformænd kan lede plenarsamlingerne som stedfortrædere for parlamentsformanden, og de udgør en del af det såkaldte præsidium, som er parlamentets øverste organisatoriske ledelse. Præsidiet styrer for eksempel parlamentsmødernes afvikling, og det tager sig også af personalemæssige spørgsmål og parlamentets budget.
Vil arbejde for mere åbenhed
”Som næstformand kan man få mange forskellige typer opgaver. Man er med til at forberede og lede debatterne, men man kan også få særlige ansvarsområder i ledelsen, som for eksempel cybersikkerhed eller kontakten med nationale parlamenter,” siger hun.
”Selv vil jeg gerne gøre det til min sag at skabe mere transparens og åbenhed i Europa-Parlamentets arbejde. Og så vil jeg gerne bruge den platform, det også er at være næstformand, til at tale for bedre beskyttelse af børn på internettet,” siger Schaldemose.
Danskeren fik 378 ud af 665 afgivne stemmer, og dermed var hun en af de næstformænd, der blev valgt allerede i første runde tirsdag aften.
Tidligere på dagen genvalgte parlamentet med meget stort flertal den konservative malteser Roberta Metsola som formand.
Første danske næstformand siden Haarder
Christel Schaldemose har i årenes løb haft indflydelse på væsentlige EU-lovpakker om miljø, arbejdsmiljø og forbrugerbeskyttelse, og på det seneste var hun parlamentets chefforhandler på EU’s banebrydende internetlovgivning, DSA.
Den 56-årige fynbo er den første dansker i 25 år, der er blevet valgt som næstformand i Europa-Parlamentet.
Sidste gang var venstremanden Bertel Haarder, som var næstformand 1997-1999. Før ham havde den tidligere konservative statsminister, Poul Schlüter, titlen i årene 1994-1997.
Christel Schaldemose kom til Strasbourg for første gang i 2006 for at afløse Henrik Dam Kristensen. Siden er hun blevet valgt ind fire gange: 2009, 2014, 2019 og senest 9. juni i år.
Skuffelse ved valget i sommer
Selv om Schaldemose fik over 142.000 personlige stemmer, og socialdemokraterne formåede at holde fast i deres tre mandater i parlamentet, var valget i juni alligevel en skuffelse for hende.
Som spidskandidat havde hun håbet at forbedre Socialdemokratiets resultat og øge partiets antal af EU-mandater fra tre til fire. Det lykkedes ikke.
I stedet måtte S se sig overhalet på målstregen af SF, og socialdemokraterne fik kun 15,6 procent af stemmerne mod 21,5 procent ved valget i 2019.
"Jeg ville ligne Komiske Ali, hvis jeg sagde, at jeg ikke var skuffet over resultatet,” indrømmede Christel Schaldemose, da hun dagen efter EU-valget var til debat hos Altinget.
Men der kan ske meget i politik på en måneds tid. Tirsdag i Strasbourg blev Schaldemoses skuffelse afløst af en personlig succes.
Omtalte personer
Emner i denne artikel
Indsigt
Jørgen Jelstrup80 årI dag
Oberst, fhv. informationschef for Forsvarschefen, fhv. chef for Sergentskolen på Fyn, fhv. chef for Lokalforsvarsregion Fyn, Syd- og Sønderjylland
Peter Utzon Berg42 årI dag
Politisk chef, Novo Nordisk, fhv. kontorchef for ministersekretariatet, Statsministeriet- H.K.H. Joachim Holger Waldemar Christian57 år
I dag
Prins til Danmark, greve af Monpezat, forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché, Washington D.C.
Sascha Faxe spørger Torsten Schack ElholmHvor er havmiljøberedskabets materiel geografisk placeret?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvad bliver konsekvenserne, hvis man fra dansk side vælger at opsige baseaftalen med USA?Besvaret
Lise Bech spørger Torsten Schack ElholmHvorfor indgår afprøvning af ventilation og sandfiltrering ikke i eftersynet af betondækningsgrave?
- L 122 Lov om fremme af vedvarende energi med videre (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)1. behandling
- B 96 Forslag til folketingsbeslutning om en uvildig undersøgelse af politiets rolle og ansvar i forbindelse med Emilie Meng-sagen (Justitsministeriet)Fremsat
- L 109 Lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m (Forsvarsministeriet)1. behandling
- Kvinderne i overtal for første gang: Se alle de nye ministre
- Syv politikere bliver ministre for første gang: Lær dem at kende her
- Mette Frederiksen danner regering efter rekordforhandlinger. Her er, hvad vi ved
- Her er de nye regeringsudvalg
- Vi vil ikke høre Claude diskutere med ChatGPT. Nu indfører Altinget retningslinjer for debat


















