Tidl. international sekretær i S: Verden brænder, men ingen gider tale om udenrigspolitik i valgkampen

De seneste år er verden - og Europa i særdeleshed - er gået igennem nogle af de største kriser siden 2. verdenskrig. Begivenheder uden for Danmarks grænser har ganske enkelt dikteret, hvad der har stået øverst på regeringens dagsorden:

Corona-pandemiens opståen og dens afledte effekter på alt fra sundhedssystemet til turismen. Afghanistan-sammenbruddet, som bragte et kvindefjendsk rædselsregime tilbage. Kinas skruppelløse overtagelse af Hong Kong, der har vist det kinesiske kommunistpartis sande ansigt - og en stærk markør på, hvad der bliver de kommende årtiers største globale udfordring.

For eksempel har Venstre altid har holdt sig tilbage fra at kritisere Kina for overtrædelser af menneskerettighederne – utvivlsomt af frygt for at blive kritiseret af dansk erhvervsliv.  

Erik Boel
Fhv. landsformand, Europabevægelsen

Ruslands aggressive adfærd, der i foråret 2022 kulminerede med den illegale og på alle måder ødelæggende invasion i Ukraine, der nu også har bibragt os en global fødevare- og energikrise. 

Når danskerne om kort tid går til stemmeurnerne, vil de derfor også skulle overveje med sig selv, hvordan disse epokegørende begivenheder er håndteret. For alt tyder på, at de dramatiske begivenheder rundt om Danmark også i de kommende år vil kræve en dansk regerings fulde opmærksomhed - og i øvrigt også de nødvendige ressourcer.

Den nuværende regering har bekendt sig til en værdipolitisk linje og har ved en række lejligheder konfronteret vanskelige og svære lande som Kina, Saudi Arabien og Rusland - for eksempel boykotten af OL i Beijing. I FN's Menneskerettighedsråd har Jeppe Kofod (S) bragt undertrykkelsen i Hong Kong op og tillige den uhyrlige situation i Xinjing, hvor muslimer bliver interneret i koncentrationslejre.

Traditionelt råber danske udenrigsministre nemlig højt, når det ikke har store konsekvenser. Og især når de igen optræder som oppositionspolitikere - så er der ingen grænser for idealismen. Men hvis de bliver ministre, tier de stille, når engagementet koster.

For eksempel har Venstre altid har holdt sig tilbage fra at kritisere Kina for overtrædelser af menneskerettighederne – utvivlsomt af frygt for at blive kritiseret af dansk erhvervsliv.

I forhold til Saudi Arabien gik Danmark forrest i FN's Menneskerettighedsråd, hvor udenrigsministeren samlede en stor gruppe af lande i et meget klart indlæg om den bedrøvelige menneskerettighedssituation i landet: blandt andet mordet på Jamal Khashoggi og fængslinger af kvindelige forkæmpere for menneskerettighederne.

Den lussing gav genklang, og da Saudi Arabien kort tid efter stillede op til rådet, var der lige pludselig ikke stemmer nok. Saudi Arabien blev ikke valgt ind.

Traditionelt råber danske udenrigsministre nemlig højt, når det ikke har store konsekvenser. Og især når de igen optræder som oppositionspolitikere - så er der ingen grænser for idealismen. 

Erik Boel
Fhv. landsformand, Europabevægelsen

Jeg tror ikke, at nogen dansk udenrigsminister nogensinde selv har taget knoglen og givet den herværende amerikanske ambassadør en verbal øretæve, som Jeppe Kofod gjorde til Carla Sands i januar 2021. Kofod havde en klokkeklar hilsen til præsident Trump, der prøvede at fuske sig til en anden valgperiode: Anerkend dit nederlag og sørg for en fredelig overdragelse af magten til USA's nyvalgte præsident Biden.

Mest afgørende har selvfølgelig været det danske svar på det hensynsløse russiske overfald på nabolandet Ukraine. Danmark har i EU-kredsen med held arbejdet for de hårdest mulige sanktioner mod Rusland.

Der ikke været nogen slinger i valsen i forhold til, at kampen for demokrati og suverænitet kommer med en pris - også for os selv. Danmark er et af de lande, der har bidraget mest i at støtte Ukraine - med alt fra våben over medicin til humanitær bistand.

Inden valget bør alle partier svare på følgende fem konkrete spørgsmål:

• Er partiet parat til at fortsætte og styrke den massive danske støtte til Ukraines frihedskamp, indtil krigen er vundet? Også selv om det kommer med en pris for Danmark i form af vanskeligheder med forsyninger af blandt andet olie og gas?
  
  
• Vil partiet tage initiativ til, at Danmark foreslår en uafhængig, international efterforskningsmekanisme i FN-regi af det iranske styres brutale overgreb på demonstranter, så de skyldige kan blive draget til ansvar?
  
  
• Langt om længe er der nu bred politisk enighed om, at Danmark bidrage med to procent af vores bruttonationalprodukt til forsvaret. Men først i 2033. Er partiet parat til at fremrykke dette tidspunkt og til at øge rammen på to procent i lyset af, at vi lever i en mere farlig verden?
  
  
• 20-års lang nedslagtning af den danske udenrigstjeneste har svækket Danmarks indflydelse i EU, FN og NATO. Vil partiet være rede til i de kommende år at styrke udenrigstjenesten med en halv milliard?
  
  
• Menneskerettighederne i Qatar trædes under fode. Bør Danmark boykotte VM sidst i november diplomatisk, ja eller nej?

Politikerne debatterer i valgkampen som om, at Danmark ikke er en del af verden. Uanset at Danmarks frihed og velstand afhænger af omverdenen og af vores udenrigspolitiske beslutninger. Derfor bør de politiske partier bekende kulør inden den 1. november.

Det er et nødvendigt udgangspunkt for Danmarks placering i forhold til de kommende års brændende internationale platforme.