Europæisk Ungdom: Forsvarsforbehold gør det umuligt for os at være solidariske

DEBAT: EU-landene har under krisen udvist manglende solidaritet. Det udstiller, hvordan en konventionel krig ville se ud, hvis landene havde forsvarsforbehold, mener Europæisk Ungdom.

Af Asbjørn Frier og Alexander Sennels
Formand og bestyrelsesmedlem, Europæisk Ungdom Købehavn

Solidaritet. Et ord, som politikere ofte slynger om sig, når de skal beskrive EU og vores forhold til de andre EU-lande. EU's solidaritet er, hvad medlemslandene gør den til.

Derfor er det relevant at spørge, om EU-landene i virkeligheden er så solidariske, som vi går og bilder os selv ind? Har coronakrisen igen vist os EU-landenes sande solidariske ansigt? 

Italien er et af de EU-lande, der er blevet hårdest ramt af den voldsomme coronavirus, covid-19. Andre lande er ligeledes blevet hårdt ramt. Spanien og Frankrig har indført udgangsforbud i kampen mod pandemien. Coronakrisen har lammet hele Europa og verden. 

Italien bad mange EU-lande om hjælp. De fleste af dem tøvede, inklusive Danmark. Det står i stærk kontrast til den solidaritet, som vi ofte har travlt med at fremhæve som kernen i EU.

Hvad nu, hvis der ikke var tale om en pandemi, men om en krig? Hvis et andet land erklærede et EU-land krig, vil vi andre komme til undsætning?

Forsvarssamarbejdet kan aldrig tvinge os i krig
Derovre – i USA – sidder præsident Donald Trump. Han har sat spørgsmålstegn ved musketereden i Nato, som gør det usikkert, om USA kommer til undsætning, hvis det virkelig brænder. Kommer USA til undsætning, hvis et EU-land, der også er medlem af Nato, bliver angrebet? Vi ved det simpelthen ikke.

Kritikere af forsvarsforbeholdet mener, at det er overflødigt, fordi Danmark også er medlem af Nato. Hvad er der galt med både og? Det er også frygten for en EU-hær, der skræmmer mange. En europæisk føderalisme mange ikke bryder sig om. 

Forsvarssamarbejdet kan aldrig tvinge et EU-land i krig modsat Nato. Faktisk kan Danmark sætte foden ned i protest og nægte at deltage i en mission uden at forhindre de andre lande i det.

Forsvarssamarbejdets raison d'etre har aldrig – og kommer aldrig til – at handle om en stående EU-hær modsat NATO.

Vi mister indflydelse
Med forsvarsforbeholdet mister Danmark indflydelse i EU. En udredning fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i fjor viste, at det stadig får større konsekvenser at stå udenfor det europæiske forsvarssamarbejde.

Vi stemmer samtidig med den ene hånd for FN-resolutioner, der opfordrer EU til at bekæmpe pirateri, men vi kan ikke selv deltage i indsatsen grundet vores forbehold.

Om det er i skyggen af EU's eller Natos faner, at vi drager ud og bekæmper pirateri, er vel ligegyldigt. Piraterne sætter kikkerten for det blinde øje på det her punkt og er decideret ligeglade, hvilket flag der blafrer på skibets flagstang. 

Ifølge professor Rebecca Adler-Nissen er EU nærmest FN's forlængede arm i forhold til fredsoperationer. Vil vi ikke gerne være med til at skabe fred i verden? Vi vil gerne.

Krisen er en god lektion
Forestil dig at du har inviteret otte personer til en god middag. De har alle allergier. Nogle kan ikke tåle hasselnød, andre kan ikke tåle mandler. Sådan vil det se ud omkring EU's middagsbord, hvis alle medlemslande var ligesom Danmark, der havde det ene forbehold efter det andet.

Forsvarsforbeholdet gør, at Danmark ikke har mulighed for at være solidariske. Et meget klart eksempel på dette var, da vi blev nødsaget til at trække vores fredsbevarende soldater ud af Bosnien, ene og alene fordi missionen overgik fra Nato til EU. Vi er med til at bidrage til, at EU-landene er mindre solidariske. 

Coronakrisen er en god lektion til, hvordan en konventionel krig ville være, hvis alle lande var ligesom Danmark. At alle rakte hånden frem og sagde stop ved hvert samarbejde, der ikke lige passede dem.

EU er nødt til at fungere uden parenteser og forbehold og være mere solidariske. Det er vores eneste mulighed, hvis unionen skal fremtidssikres. Coronakrisen har vist os solidaritetens virkelige ansigt blandt EU-landene, nemlig en manglende solidaritet.

Den må Danmark ikke længere bidrage til uanset, om det er gennem forbehold eller tøvende ved hjælp til kriseramte EU-lande.

Forrige artikel Replik til Emiraternes ambassadør: Lær dit land om den danske samfundsmodel Replik til Emiraternes ambassadør: Lær dit land om den danske samfundsmodel Næste artikel Tysklands forsvarsminister: Vores lande skal imødegå alle forsøg på at splitte os Tysklands forsvarsminister: Vores lande skal imødegå alle forsøg på at splitte os
Veteraner skal selv kræve sager genoptaget

Veteraner skal selv kræve sager genoptaget

PTSD: Flere hundrede PTSD-ramte veteraner, der tidligere har fået afslag på erstatning, skal selv kræve deres sager genoptaget efter at erhvervssygdomsudvalget har suspenderet praksis. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil ikke automatisk genoptage sagerne.