Debat

Eva Flyvholm: Civil sikkerhed kalder på civil vagthaver

DEBAT: Cybersikkerhed er af høj prioritet, men vi skal være på vagt, når sikkerhed bliver til overvågning og skaber et nyt trusselsbillede. Det er vigtigt, at vi i vores iver efter sikkerhed ikke indgår et demokratisk kompromis, skriver forsvars- og it-ordfører, Eva Flyvholm (EL).

Enhedslisten foreslår sammen med Radikale, SF og Alternativet, at
Center for Cybersikkerhed gøres til en civil myndighed, ligesom i vores
nabolande, skriver forsvars- og it-ordfører Eva Flyvholm (EL).
Enhedslisten foreslår sammen med Radikale, SF og Alternativet, at Center for Cybersikkerhed gøres til en civil myndighed, ligesom i vores nabolande, skriver forsvars- og it-ordfører Eva Flyvholm (EL).Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Bjørn Strøm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Eva Flyvholm (EL)
Forsvars- og it-ordfører for Enhedslisten

Cybersikkerhed og beskyttelsen af vores digitale infrastruktur er åbenlyst vigtigt. Hvis vores hospitaler eller togforbindelser bliver sat i stå af et angreb, er der menneskeliv på spil.

Og hvis vi skal kunne stole på, at vores personlige oplysninger er i sikkerhed hos for eksempel skoler og kommuner, skal der mere styr på sagerne. Derfor er det også klogt, at Regeringen vil opgradere på cybersikkerhed.

Men, og det er et stort men: Det er helt galt at sætte Forsvarets Efterretningstjeneste til at være chefkok på showet.

Fakta
Deltag i debatten!

Efterretningstjenesten skal ikke stå i spidsen for cybersikkerhed
I Danmark er der blevet oprettet et Center for Cybersikkerhed, der står for mere og mere af arbejdet med at sikre vores infrastruktur.

Problemet er, at centret ligger under Forsvarets Efterretningstjeneste. Det betyder for meget lukkethed, og at det er usikkert, hvordan informationer kan bruges.

Cybersikkerhed skal tages dødsens alvorligt, men det skal frihed, demokrati og sikkerhed i den grad også. 

Eva Flyvholm (EL)
Forsvars- og it-ordfører

De spritnye regler for databeskyttelse, gælder for eksempel ikke centrets arbejde, fordi det er under efterretningstjenesten.

Det er noget rod, for selvfølgelig bør centret leve op til de samme standarder for beskyttelse af borgernes oplysninger som alle andre.

Især fordi vi lever i en tid, hvor nogle politikere og myndigheder er særdeles ivrige efter at overvåge borgerne.

Og fordi vi før har set, at det er svært at holde kontrol med, hvad efterretningstjenester egentlig tusser rundt og laver.

Det er også helt principielt, når der er tale om at beskytte af vores civile infrastruktur. Hospitaler, jernbaner, banker og så videre.

Så giver det mening, at det er en civil myndighed og ikke militæret, der skal stå for det. Det er også sådan, langt de fleste andre lande har grebet sagen an.

Lad os se på andre lande og gøre kunsten efter
I lande som Holland, Finland, Norge og Frankrig har de samlet deres arbejde med cybersikkerhed i civile myndigheder som justitsministeriet eller transportministeriet.

Det giver både den fordel, at der ikke er usikkerhed omkring informationer og databeskyttelse, og at arbejdet sker tættere på de sektorer, der skal beskyttes ved angreb på for eksempel transport- og sundhedsområdet.

I Folketinget har vi lige behandlet nogle nye love her i foråret - NIS-direktivet fra EU – som gør Center for Cybersikkerhed til det centrale kontaktpunkt i sager om cyberangreb både på erhvervsområdet, transportområdet og sundhedsområdet, og i de kommende år vil centret få mange flere opgaver.

Derfor er det så vigtigt, at vi får rettet op på strukturen nu og får lagt Center for Cybersikkerhed som en civil myndighed, hvor det hører til.

Selvfølgelig er der brug for at samarbejde med efterretningstjenester om sikkerhed og informationer.

Men det er ikke godt for vores demokrati og beskyttelsen af data, at selve arbejdet er underlagt FE, den mest lukkede efterretningstjeneste, vi har.

I vores iver må vi ikke glemme demokrati og frihed
Derfor har vi i Enhedslisten sammen med Radikale, SF og Alternativet foreslået, at Center for Cybersikkerhed gøres til en civil myndighed ligesom i vores nabolande.

Cybersikkerhed skal tages dødsens alvorligt. Men det skal frihed, demokrati og sikkerhed i den grad også. Vi har før set, hvordan kampen mod terror er og blev en undskyldning for at masseovervåge borgere.

Det må ikke gentage sig med cybersikkerhed som trusselsbillede. Vi skal skabe sikkerhed uden at gå på kompromis med vores frihedsrettigheder.

Derfor skal vi skal have en ordentlig og gennemsigtig struktur for arbejdet.

Det burde godt kunne lade sig gøre. Mange andre lande, der klarer sig bedre på cybersikkerhed, har fine, civile løsninger.

Men det kræver, at man tør følge principper om åbenhed i stedet for at lade sig besnakke af Forsvarsministeriet, hver gang der er noget på spil.

Den diskussion er der i den grad brug for, at vi får sparket gang i både blandt politikere, journalister, it-folk og alle andre, der har lyst til at blande sig. For det vedrører os alle sammen. Og det går stærkt. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

0:000:00