Forsker: Vi opruster i rekordfart. Men undervejs risikerer vi at udviske konventioner og røde linjer

Tempoet er højt. Regeringen har gentagne gange understreget, at hastighed er afgørende i lyset af det skærpede trusselsbillede. Med det tiårige forsvarsforlig er der afsat omkring 315 milliarder kroner – fordelt på en forligsramme på 195 milliarder og en accelerationsfond på 120 milliarder – til at styrke militære kapaciteter, personel og materiel frem mod 2033.

Men oprustningen handler ikke kun om, hvilke våben Danmark anskaffer. Den handler også om, hvilke regler og begrænsninger der fjernes undervejs. Både internationalt og nationalt tales der i stigende grad om at “lempe” eksportkontrollen, “rydde vejen” for forsvarsindustrien og “modernisere” sikkerhedspolitikken.  

Det rejser et mere grundlæggende spørgsmål: Er vi ved at udviske vigtige internationale røde linjer i oprustningens navn? 

Fra inhumane til nødvendige våben 

I november 2025 fremsatte Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Det Konservative Folkeparti beslutningsforslag B24. Forslaget opfordrer til, at Danmark udtræder af både Ottawa-konventionen om forbud mod personelminer og Oslo-konventionen om klyngeammunition.

Begrundelsen er velkendt: Rusland anvender disse våben i Ukraine. Hvis Danmark skal kunne forsvare sig, må vi også kunne råde over dem. 

Tolv år tidligere var vurderingen en anden.

I 2013 kaldte den daværende udenrigsminister Martin Lidegaard klyngebomber for “modbydelige, inhumane våben, som alle lande bør skille sig af med hurtigst muligt”. Danmark destruerede sit lager fire år før fristen – som et signal om normativt lederskab. 

Ottawa-konventionen fra 1997 opstod ikke i et politisk tomrum. Den voksede ud af massivt civilsamfundspres og konkrete humanitære erfaringer. Krige i blandt andet Cambodia, Angola og Bosnien efterlod millioner af landminer, som fortsatte med at dræbe og lemlæste civile længe efter kampenes ophør.

FN peger på, at rekordhøje globale militærudgifter samtidig sker i et årti med svigtende fremgang mod de globale mål for bæredygtig udvikling.

Trine Rosengren Pejstrup
Forsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Billeder af børn, der mistede lemmer på vej i skole, og landmænd, der ikke kunne dyrke deres marker, blev et globalt symbol på krigens langvarige omkostninger. 

En lignende dynamik gjorde sig gældende for bekymringerne omkring klyngebomber, hvorfra Oslo-konventionen fra 2008 voksede. 

Disse aftaler var ikke udtryk for naiv idealisme – tværtimod. De byggede på en realistisk erkendelse af, at visse våben skaber mere usikkerhed end sikkerhed, netop fordi deres humanitære konsekvenser ikke kan kontrolleres.

De satte grænser for, hvad der blev anset som legitim krigsførelse, også når det var militært bekvemt at lade være. 

Våbenkontrol var en del af den normative arkitektur, som Vesten selv var med til at opbygge efter Den Kolde Krig. I dag er det netop disse røde linjer, der sættes til forhandling. 

Militærudgifter påvirker bæredygtighed 

Udviklingen har vakt bekymring langt ud over Europas grænser. I FN advares der nu eksplicit mod konsekvenserne af en sikkerhedspolitik, hvor militær oprustning fortrænger våbenkontrol og diplomati. 

I september 2025 fremlagde FN’s generalsekretær rapporten The Security We Need: Rebalancing Military Spending for a Sustainable and Peaceful Future. Rapporten advarer om, at de nuværende stigninger i globale militærudgifter ikke nødvendigvis skaber større sikkerhed, men ofte modarbejder fred og udvikling ved at trække ressourcer væk fra diplomati, konfliktforebyggelse og sociale investeringer.

FN peger på, at rekordhøje globale militærudgifter samtidig sker i et årti med svigtende fremgang mod de globale mål for bæredygtig udvikling, og at denne ubalance kan forværre både humanitære og sikkerhedspolitiske problemer, hvis den fortsætter.

I december blev det illustreret, hvor langt skellene er blevet flyttet.

FN annoncerede sit humanitære hjælpebudget for 2026, og det er blevet kraftigt reduceret efter et markant fald i støtte fra donorlande — især fra USA og flere vesteuropæiske regeringer — på trods af rekordhøje humanitære behov verden over.

FN søger nu cirka 33 milliarder dollars, men den manglende finansiering betyder, at mange kriser kun vil få delvis dækning, og millioner af mennesker i nød ikke kan nås i fuldt omfang. Forespørgslen udgør under en procent af, hvad der i dag bruges på oprustning.

Det sydafrikanske eksempel

Oprustningens tempo og afviklingen af internationale begrænsninger er ikke kun et vestligt anliggende. I en mere multipolær verdensorden bliver vestlige sikkerhedspolitiske valg ikke blot registreret, men fortolket og brugt som pejlemærker for, hvilke normer der fortsat gælder.

Det blev tydeligt, da G20 i november 2025 for første gang blev afholdt på det afrikanske kontinent med Sydafrika som vært. Topmødet i Johannesburg blev afviklet under temaet “Solidaritet, ligestilling og bæredygtighed,” og sluterklæringen efterlyste retfærdig og varig fred i blandt andet Ukraine, Sudan og Palæstina samt pegede på ulighed som en central drivkraft bag globale konflikter.

At netop Sydafrika var vært, giver mødet en særlig kontekst. Landet har i årtier profileret sig som fortaler for nedrustning og diplomati – som det eneste land, der frivilligt har afviklet sit atomvåbenprogram, og som en aktiv aktør i internationale fredsinitiativer og retsprocesser.

Værtskabet falder dermed sammen med en udenrigspolitisk positionering, hvor Sydafrika internationalt fortsat fremhæver diplomati, internationale normer og retslige mekanismer som vigtige – om end omstridte – redskaber i sikkerhedspolitikken.

I en mere multipolær verdensorden bliver vestlige sikkerhedspolitiske valg ikke blot registreret, men fortolket og brugt som pejlemærker.

Trine Rosengren Pejstrup
Forsker, Dansk Institut for Internationale Studier

I en multipolær verdensorden er der ikke længere én aktør, der sætter spillereglerne. Dereguleringen sender et klart signal om, at regler i stigende grad behandles som betingede, og at etablerede normer kan sættes til side, når de opfattes som politisk eller militært uhensigtsmæssige.

Når vestlige stater løsner grebet om våbenkontrol, svækkes ikke blot konkrete aftaler, men også den normative autoritet, som tidligere gjorde det muligt at definere, hvad ansvarlig sikkerhedspolitik er.

I et globalt system præget af konkurrence om legitimitet betyder det, at andre aktører træder frem med alternative forståelser af sikkerhed, fred og ansvar.

Det er derfor ikke kun Europas militære kapaciteter, der er på spil – men også vores mulighed for fortsat at præge de normer, som fremtidens sikkerhedsorden bygges på.

Det er nødvendigt at diskutere konsekvenserne af, at Europa efter Den Kolde Krig i årtier har nedprioriteret sit forsvar, og at den aktuelle sikkerhedssituation kræver øgede militære kapaciteter.

Men når våbeneksportkontrol og konventioner om inhumane våben fremstilles som en forhindring, må vi overveje, hvilke røde linjer vi er villige til at udviske i oprustningens navn – og hvad det signalerer til resten af verden.