Seniorforsker: Jeppe Kofods forslag om en nordisk union med atomvåben vidner om desperation

Kofod henter ammunition fra de første år af Den Kolde Krig. Som han rigtigt skriver, blev en skandinavisk forsvarsunion seriøst og detaljeret forhandlet 1948-49, men faldt på norsk-svensk uenighed; Norge var fristet af planerne om en kommende Atlantpagt, det senere Nato.

Selv efter dette tidspunkt prioriterede Danmark en dansk-svensk union fremfor den stadig lidt ‘luftige’ Atlantpagt. Men svenskerne afviste en sådan mini-Union. Den danske statsminister Hans Hedtoft betegnede sammenbruddet i forhandlingerne som en ‘tragedie.’

Tilbage står, at der dengang var dansk folkelig opbakning til den nordiske kurs. Kofod og i øvrigt Holger K. Nielsen har ret i, at en nordisk forsvarsunion også i dag vil være forankret i landenes identitetspolitiske samsyn (vedrørende politisk kultur og velfærdsstat).  

Den atomare del af Kofods forslag har et fortilfælde i Sveriges vidt fremskredne planer i 1950'erne og 1960'erne – i dybeste hemmelighed – om en atombombe til understøttelse af landets væbnede neutralitetspolitik. Uran til berigelse havde man selv, og tungt vand kunne fås fra Norge.

To forskellige atommodeller

Det kan tilføjes, at mindst to atomprøvesprængninger blev gennemført i vildmarken i Nordsverige (kraterne kan stadig ses).

Da planerne sev ud til en større offentlighed i start-1970'erne, blev projektet stoppet af indenrigspolitisk modstand samt ikke-spredningsaftalen for A-våben, der var forhandlet på plads i 1968.

Hvis de nordiske lande frejdigt melder sig ud af ikke-spredningsaftalen, vil de tilslutte sig Nordkorea.

Hans Mouritzen
Seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier

Atomvåben kan have værdi som afskrækkelse for ét land, der føler sig truet på eksistensen (jævnfør Nordkorea, Israel eller eventuelt Iran) og kan tillige besidde en prestigemæssig værdi for landet i nationernes uformelle hierarki.

Problemerne opstår, hvis flere lande skal deles om atomvåben eller deres afskrækkelse. Der er to forskellige modeller: For det første ‘paraplymodellen,’ hvor en stormagt spænder sin atomare paraply ud over en række mindre allierede lande, der så formodes at nyde godt af afskrækkelsen i forhold til tredjepart.

Problemet med den er troværdigheden: Ville USA under Den Kolde Krig, hvis det kom til stykket, have gengældt en sovjetisk konventionel aggression i Europa med A-våben med sikkerhed for at få sine større byer udslettet gennem en sovjetisk atomar gengældelse?

Det lyder ikke rationelt på Washingtons præmisser, lige meget hvor meget Nato retorisk forsikrede om det modsatte.

Paraplyens troværdighed er, heldigvis, aldrig blevet sat på prøve, og det kan i øvrigt undre, at Kofod overser præsident Macrons/Frankrigs prøveballon om at spænde sin, ganske vist beskedne, A-våbenparaply ud over EU-landene. 

Den anden model går ud på, at flere stater simpelthen deles om A-våben. Modellen har aldrig været prøvet, og det er der en god grund til: Den dur ikke. Delt ansvar er intet ansvar. Den vil mangle troværdighed, fordi alle involverede lande i givet fald skal ‘trykke på knappen.’

Som svar på USA-paraplyens tvivlsomme troværdighed forsøgte Nato-landene forgæves at skabe den såkaldte ‘Multilateral Force’ i starten af 1960erne.

En flåde af krigsskibe/u-både skulle sejle med atomvåbenudstyrede Polaris-raketter og være bemandet fra forskellige medlemslande. Landene skulle være ‘fælles’ om kommandoen, men der blev aldrig enighed om, hvad det ville betyde i praksis, endsige om en fælles strategi. 

I det nordiske forslag vil modparten vide, at det er den laveste fællesnævner blandt fire eller fem demokratiske lande, der bestemmer – som altid i nordisk samarbejde – og det vil i praksis sige, at der aldrig bliver trykket på knappen.

Trusselsopfattelserne i Norden er forskellige

Kofods forslag vil kun være troværdigt, hvis der sker en fusion af de nordiske lande i form af en føderation: ét statsoverhoved, én regering, én udenrigstjeneste og ét forsvarsministerium. Som selv de varmeste tilhængere af nordisk samarbejde vil indse, har en sådan fusion ikke sin gang på denne jord.

Kofods og andres forslag om en nordisk atombombe vidner i sin uigennemtænkthed om akut desperation.

Hans Mouritzen
Seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier

Mulighedernes vindue var mellem cirka 1840 og 1870 (dengang minus Finland). Sidenhen har de respektive nationalismer og statsapparater udviklet sig i delvis forskellige retninger. De nordiske lande kan samarbejde, endda ambitiøst, men fusion er en utopi. 

Ydermere forestiller Kofod sig, at Grønland skal være med i forsvarsunionen. Forhandlingerne i 1948-49 omfattede netop ikke Grønland, fordi Sverige fornuftigvis ikke kunne påtage sig forsvaret af dette enorme territorium.

Som påvist af Martin Breum føler Sverige og Finland sig ene og alene truet østfra (Rusland), mens Grønland føler truslen vestfra (USA). En union kan næppe spænde over så forskellige perceptioner, for slet ikke at nævne kapabiliteterne, det ville kræve at forsvare Grønland.    

For at imødekomme Kofod kunne man forestille sig, at Sverige genoptog sit A-våbenprojekt og spændte paraplyen ud over Norden. Men bortset fra de generelle vanskeligheder ved paraplymodellen hæmmes et sådant forslag også af de traditionelle, indbyrdes nordiske jalousier.

Skal Stockholm virkelig have lov til at bestemme over hele Norden i et skæbnespørgsmål af denne art, vil nogen spørge.  

Og hvad med ikke-spredningsaftalen vedrørende atomvåben? Her er jeg helt enig med Holger K. Nielsen. Hvis de nordiske lande frejdigt melder sig ud af ikke-spredningsaftalen, vil de tilslutte sig Nordkorea, der hidtil som det eneste land har taget dette skridt.

Kofods forslag er måske prøveballon fra højere sted

Danmark og Norden, der hele tiden betoner betydningen af ‘den regelbaserede verdensorden,’ vil udstille sig selv som hyklere. Og tænk over præcedensvirkningen for ikke-spredningsaftalen, hvis de forhenværende nordiske dydsmønstre trodser den.

Det vil formentlig betyde aftalens sammenbrud, og vi kan se frem til en verden, hvor stort set hvem som helst, inklusiv for eksempel Iran og Saudi-Arabien, anskaffer sig atomvåben.

Med samme gode argument som Kofod: som led i den nødvendige afskrækkelse for en ‘sikkerheds’ skyld. 

Kofods og andres forslag om en nordisk atombombe vidner i sin uigennemtænkthed om akut desperation (hvor er den konventionelle afskrækkelse i øvrigt blevet af?). 

Er forslaget måske en prøveballon fra ‘højere sted,’ for eksempel hans tidligere chef, statsminister Mette Frederiksen?