Hvis mit barn blev dræbt i krig, ville jeg også mærke hævnen i mig

Jeg forestiller mig det igen og igen: Hvis mit barn blev dræbt i et bombeangreb. Hvis jeg stod på en vej, hvor støvet stadig svævede i luften, og nogen rakte mig en lille krop, jeg havde været med til at bære gennem feber, gråd og de første skridt – men nu livløs.

Hvis den hånd, jeg plejede at holde i, pludselig var kold.

Jeg ved, at jeg ikke ville tænke rationelt i det øjeblik. Jeg ville ikke tænke på folkeret, på diplomati, på proportioner. Jeg ville tænke på hævn. Ikke som en politisk strategi, men som en instinktiv, rå reaktion. Det er ubehageligt at indrømme, men jeg gør det gerne – fordi det er sandt.