Konservative: Ind kom Taliban og nu skal forsvarsforbeholdet ud

For snart tyve år siden 7. oktober 2001 gik USA ind i Afghanistan med blandt andet det formål at få ram på Osama Bin Laden og al-Qaeda.

Det kæmpemæssige problem var, at Afghanistan simpelthen havde udviklet sig til en terrorredde, fordi den militante islamistiske bevægelse, Taliban, var ved magten. De gav deres venner i al-Qaeda ly, så de kunne planlægge terror mod Vesten. Vi ved alle, hvad der skete på dette tidspunkt af året i 2001.

Derfor ønskede USA og Nato at reducere disse mørke kræfters magt, men efter tyve år med blod, sved og tårer har den mægtigste militæralliance, diplomati og humanitær bistand alligevel ført til det samme resultat som før invasionen. Et Afghanistan leddet af Taliban.

Det har dog ikke været spildt. Vi har kæmpet for kvinders rettigheder, retten til ytringsfrihed og retten til at leve i fred fra et patriarkalsk domineret samfund, og det skal vi stå ved. En masse unge afghanere er nu bevidst om, hvad frihed vil sige.

Ophæv forsvars- og retsforbeholdet

Vi står overfor en ny tidsalder, hvis konturer har været tegnet længe. Både præsident Obama, Trump og nu Biden fører en langt mere passiv amerikansk udenrigspolitik end tidligere tiders præsidenter.

Det er på tide, at USA og Europas fælles indsats balanceres mere ligeligt, og derfor går Konservative ind for et væsentligt milliardløft til det danske forsvar.

Niels Flemming Hansen (K)
Forsvarsordfører

Det efterlader verden i en tid, hvor den amerikanske hegemoniske stormagtstid vil blive sat på prøve overfor vores tids største udfordring: hvordan vi skal agere mod Kina. Et regime, som på både militær, økonomi, teknologi og sit ideologiske standpunkt er vores største konkurrent.

Samtidig står vi stadig med et skrøbeligt fundament i Mellemøsten, og vores sidste tyve års tilstedeværelse i Afghanistan banker på døren. En ny flygtningekrise er på vej, og vi må ikke gentage vores fejl. Vi skal deltage i EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på lige fod med de andre medlemslande, og det skal Danmark, fordi vi har større manøvre ved at være med frem for at stå uden for.

Derfor er det vores klare opfordring, måtte det komme til en EU-afstemning, at vi skal ophæve det danske forsvarsforbehold og så vidt muligt retsforbeholdet. Vi skal være en del af EU’s militære alliance, men må på ingen måde sammenlignes med vores medlemskab af Nato, for den kan vi ikke stå foruden.

USA og Europas fælles indsats skal være mere lige

EU skal styrkes, så det i fremtiden bliver mere modstandsdygtigt gennem en bedre håndtering af flygtningekriser, og hvordan vi griber Kina an.

Derfor støtter vi konservative fuldt ud de overordnede retningslinjer, som EU har sat som mål, nemlig fokus på unionens sikkerhed, staters og samfunds modstandsdygtighed øst og syd for EU, udvikling af en integreret tilgang til konflikter, regionale samarbejdsordninger, og global styring i det 21. århundrede.

Mange vil nok se USA’s udtrækning fra Afghanistan og Mellemøsten som et klart signal om, at USA ikke længere vil fortsætte sin rolle som verdens politimand, og det er forståeligt. For USA’s rolle har lagt grund for hele det europæiske sikkerhedspolitik siden 2. Verdenskrig, og det skal vi være taknemmelige for, men vi kan ikke forvente mere af andre, end hvad vi selv er villige til at bidrage med.

Danmark skal forpligte sig til Nato og kravet om et forsvarsbudget på to procent af vores BNP. Det er på tide, at USA og Europas fælles indsats balanceres mere ligeligt, og derfor går Konservative ind for et væsentligt milliardløft til det danske forsvar.

Derfor kæmpede vi for at hæve forsvarsbudgettet, sidst vi var i regeringen, så vi i 2023 går fra 21 til 26 milliarder kroner til forsvaret, men det er ikke nok. Link. Vi indgår i et Rigsfællesskab, som på ingen måder kan beskyttes af vores nuværende militære kapacitet, og forsvaret er vores garant for vores nationale sikkerhed.

En kamp vi ikke må tabe

Mange vil sikkert sige, hvad så med den værdibaserede kamp om demokrati og de mange mennesker, som vi efterlader i Afghanistan og resten af Mellemøsten. Til det er svaret blandt andet, at vi selv må erkende, at den Vestlige verdens magt også har sine begrænsninger, og det er vigtigt, vi gør op med, hvor langt vi er villige til at gå for at kæmpe en kamp, som ikke er vores.

Vi skal fremover i højere grad bruge vores diplomatiske værktøjer og vores allierede rundt omkring, når kriser opstår, for vi må heller ikke været naiv.

Kina, Rusland og Iran vil gøre alt for at bekæmpe demokratiet, og det er en kamp vi ikke må tabe, men løsningen er ikke partout militære interventioner, og det er det vi desværre må sande Afghanistan var eksemplet på.