Lektorer: Det er i alles interesse, at civilsamfundet indgår i beredskabet

Løfter i flok

Beredskabsfagligt arbejde udføres af fire typer organisationer.

Det er først og fremmest de etablerede og professionelle beredskabsorganisationer – for eksempel redningsberedskabet, der med lønnede og ulønnede medarbejdere løser beredskabsopgaver til dagligt.

Dernæst de organisationer, der på frivillig basis laver socialt arbejde til daglig, og som udvider deres aktiviteter i krisen, fordi behovet øges, det gælder for eksempel Dansk Folkehjælp og Røde Kors.

Mange borgere kan gøre en større forskel, hvis de organiseres.

Nina Baron og Laurits Rauer Nielsen
Lektorer, Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

For det tredje er der organisationer, som forlænger deres aktiviteter ind i det beredskabsfaglige felt, når der er behov, det kan for eksempel være entreprenørfirmaer, der laver noget andet til dagligt, men kan omstille til krisens behov.

Endelig er der de organisationer, der opstår i krisen for at imødekomme udækkede behov, som vi har set det under de sidste ti års flygtningestrømme.

Civilsamfundsorganisationer er typisk den anden type. Dem, der oplever et øget behov – en større målgruppe – når krisen rammer.

Samtidig har de erfaring med at optage og organisere frivillige. Vi ser gentagne gange under kriser, at mange individuelle borgere ønsker at hjælpe.

I alles interesse

Disse mange borgere kan gøre en større forskel, hvis de organiseres, og det er her, de etablerede civilsamfundsorganisationer kan bidrage.

Her har vi altså de centrale opgaver, som frivillige civilsamfundsorganisationer kan løse.

For det første at fortsætte deres gode arbejde i krisen, hvor behovet for deres hjælp er større. Og for det andet at bruge deres evne til at optage og organisere nye frivillige, der gerne vil hjælpe og give dem adgang til relevante og meningsfulde opgaver.

Alternativet til at organisere disse borgere er at overlade dem til en følelse af magtesløshed eller at overlade dem til selv at organisere sig og definere de opgaver, de vil løse uden nødvendigvis at samarbejde med det eksisterende beredskabssystem – altså den fjerde organisationstype nævnt ovenfor.

De initiativer er ofte ikke hensigtsmæssige fra et professionelt synspunkt. Om ikke andet, fordi det er en ukoordineret indsats, og derfor mindre effektiv end den kunne være.

Det er altså i alles interesse, at de frivillige civilsamfundsorganisationer tænkes ind i samfundsberedskabet.

For at muliggøre dette er det centralt, at der etableres et samarbejde med de etablerede beredskabsorganisationer – en kontakt, der kan gøre de frivillige organisationer en del af opgaveløsningen i akutte kriser, der hvor behovet er.

Her er det naturlige forankringspunkt de lokale beredskabsstabe (LBS), hvor myndighederne koordinerer en tværfaglig opgaveløsning i hver politikreds.

Her er der en struktur, hvor de etablerede professionelle beredskabsorganisationer er faste medlemmer, og hvor andre aktører som forsyning, infrastruktur, Folkekirken med videre er ad-hoc medlemmer – afhængig af situationen.

Civilsamfundsorganisationerne kan indgå som ad-hoc medlemmer, når det er relevant i den konkrete krise.

Myndigheder må slippe kontrol

Et sted at starte er at indføre et årligt "civilsamfundsforum" i LBS'ernes øvelsesrække, hvor myndighederne og de interesserede civilsamfundsorganisationer tager udgangspunkt i et øvelsesscenarie og drøfter, hvordan civilsamfundsorganisationerne kan bidrage til at løse krisen.

På den måde lærer aktørerne hinanden at kende, og det samarbejde, der er relevant lokalt, kan udvikles gennem øvelser og akutte indsatser.

Det er altså i alles interesse, at de frivillige civilsamfundsorganisationer tænkes ind i samfundsberedskabet.

Nina Baron og Laurits Rauer Nielsen
Lektorer, Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Det kræver selvfølgelig ny viden og nye kompetencer – ikke bare i civilsamfundsorganisationerne, men også hos de beredskabsprofessionelle.

Civilsamfundsorganisationerne har i dag ikke stor erfaring med at deltage i akutte beredskabsindsatser eller i krisestyringssystemet og vil selvfølgelig skulle understøttes i deres arbejde.

Det kræver også modet til at være åben om det offentlige beredskabs begrænsninger. Og især til at myndighederne slipper lidt af kontrollen ved at overlade opgaver til frivillige civilsamfundsorganisationer.

Vi anerkender, at dette ikke er en let opgave, og den vil kræve både ressourcer og politiske opbakning.

Til gengæld er der meget at vinde ved at give plads til, at flere kan hjælpe mere, og dermed til at hjælpen kan nå længere ud.