Martin Lidegaard: Dansk forsvar skal kigge nordpå

KOMMENTAR: Når vi om kort tid skal fordele en ny halvanden milliard kroner til Forsvaret, bør Arktis og cyberområdet være i fokus med Europa som partner, skriver Martin Lidegaard.

Om ikke så lang tid begynder forhandlingerne om fordeling af de ekstra halvanden milliarder kroner, som forsvarsforligskredsen besluttede af afsætte til Forsvaret som følge af Trumps amokløb på forrige Nato-topmøde.

Som bekendt besluttede forligspartierne, herunder mit eget, at udskyde udmøntningen af de nye penge til 2022 til 2023. Det var en mere klog beslutning, end vi kunne ane dengang. For guderne skal vide, at der er sket noget med dansk sikkerhedspolitik siden.

Kort fortalt er Arktis rykket fra at være en parentes i det oprindelige forsvarsforlig til at stå allerøverst i den seneste trussels- og sikkerhedsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Med Trumps købstilbud af Grønland, Kinas selvudråbte "nærarktiske" position og Ruslands oprustning peger alt pludselig nordpå i fremtidens danske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Læg dertil den rivende udvikling i det europæiske sikkerhedssamarbejde. Erkendelsen af USA's nye strategiske fokus på sig selv og egne primære interesser er ved at manifestere sig i de europæiske hovedstæder og vil afstedkomme et større samarbejde, både når det handler om at udvikle egen våbenindustri, beskyttelse af ydre grænser og muligheden for at kunne agere selvstændigt og uafhængigt på de mest presserende trusler i nærområdet – de to sidste i øvrigt med fuld amerikansk billigelse.

Endelig er cyberområdet og rummet rykket endnu højere op på dagsordenen og udgør nu en vital del af både trusselsbilledet – og dermed også af Forsvarets opgaver.

Forsvaret er som bekendt et af flere redskaber i udenrigspolitikkens værktøjskasse og må derfor ses i tæt sammenhæng med den udenrigspolitiske prioritering som sådan.

Derfor kan der næppe herske tvivl om, at de to helt store prioriteringer i udmøntningen af den nye halvanden milliard kroner må blive Arktis og cyberområdet – vitaliseret i et nyt og stærkere samarbejde med Europa på begge områder.

Når det handler om Arktis, lægger USA ikke skjul på, at forventningerne er høje. Og det giver mening. For Rusland gør det en verden til forskel, om det er Nato eller en af de fem arktiske kyststater (USA, Canada, Danmark, Norge og Rusland), der bliver mere aktiv i området. Indtil nu har Nato holdt sig væk fra Grønland og farvandene tæt på Grønland.

Hvis Nato for eksempel begyndte at operere og øve i Danmarksstrædet, ville Rusland opfatte det som decideret oprustning og eskalering, og drømmen om lavspænding i Arktis vile være endegyldigt bristet. Men hvis det er Kongeriget Danmark – i samarbejde med for eksempel Norge – der øger sin overvågning og situational awareness i området, er det noget andet.

Dels har Kongeriget – også i russernes øjne – en legitim ret til at holde øje med vores eget territorium, dels vil der være tale om indsatser, der også kan anvendes til civile formål som for eksempel beredskab og redningstjenester. Hvad vi under alle omstændigheder får mere brug for i takt med den stigende trafik.

I forhold til Kinas mere økonomiske interesser i området, spiller Danmark også en nøglerolle ikke mindst i regi af Arktisk Råd, hvor der er brug for et langt stærkere samarbejde med resten af Europa for at sikre både investeringer - især i Grønland - og en større forskningsindsats.

Her kommer vi også til at bruge flere penge fra Forsvaret for eksempel i et nyt forskningsskib – i sin egen ret eller i en konstruktion, hvor skibet samtidig kan have andre funktioner i Forsvarets tjeneste.

Cyberområdet og rummet bliver også af stor betydning på den nordlige halvkugle, og opmærksomhed på både den kritiske infrastruktur og forbyggende indsatser ved uddannelse af både borgere og virksomheder vil kalde på nye initiativer inden for kort tid.

Her vil en fælles EU-definition og en fælles linje i forhold til kritisk infrastruktur være af afgørende betydning – jeg behøver bare at skrive Huawei – ligesom flere midler til inddragelse af private aktører i Danmark i regi af det nye cyberråd og den nye cyberstrategi sandsynligvis vil vise sig afgørende.

For en radikal var det ikke nogen nem beslutning at sige ja til halvanden milliard kroner ekstra til Forsvaret oven i de mange penge, som vi i forvejen havde bevilliget i forsvarsforliget.

Men hvis partierne bag aftalen kan blive enige om at prioritere Arktis og cyber med fokus på et stærkt partnerskab med EU i begge sager, så bliver det måske de vigtigste penge, som vi har investeret i Forsvaret i årtier.

Især hvis regeringen af præcis de samme grunde snart vil indse, hvor skadeligt det danske forsvarsforbehold er for Rigets sikkerhed.

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Flemming Chr. Nielsen: Lad Trump og Khamenei udkæmpe en tv-slåskamp Flemming Chr. Nielsen: Lad Trump og Khamenei udkæmpe en tv-slåskamp